Bogens rolle i samfundet

“Så spørgsmålet er nærliggende at stille: Hvorfor skal man beholde den fysiske bog? Det skal vi fordi, at der er en sentimental og kulturhistorisk værdi i den fysiske bog. Alt vi har lært, har vi læst i en bog.”

Nedenstående er en opgave jeg har skrevet i starten af 2015. Selvom vi heldigvis lige har lært, at papirbogen har det overraskende godt, og at e-bøger/lydbøger ikke har nær så meget overtaget, som mange af os bibliofiler først frygtede, så synes jeg stadig mange af opgaves pointer og diskussioner har relevans i dag.

Bogens rolle i samfundet
Lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab i København, Peter Duelund, skriver i sin bog om den danske kulturmodel at: ”Bogen blev [] det 18. og 19. århundredes væsentligste dannelsesredskab i den kulturelle offentlighed og i uddannelsessystemet” (Duelund, s. 129). Det har dog ændret sig i dag. Bogen er ikke længere det eneste seriøse dannelsesinstrument. Nye digitale informationssystemer fungerer i dag som redskaber for oplysning, dannelse og oplevelse. Men vi skal stadig læse litteratur for at erhverve os det, som den franske sociolog Pierre Bourdieu betegner som kulturel kapital – dvs. at vi tilskriver os kulturel dannelse og derved kapital ved at være belæste, og hvis mange på den måde får del i kulturen, så stiger også den samlede symbolske kapital. Den symbolske kapital betegnes ved Bourdieu som: ”..en hvilken som helst form for egenskab eller handling, som medlemmerne i en gruppe tilskriver positiv værdi” (Järvinen).
Det er derfor vigtigt, at alle har adgang til denne kapitale dannelse, en kulturel dannelse som kommer både af at læse skønlitterære bøger men især også faglitteratur, der dog desværre ser tilbagegang i solgte titler. Denne belæsthed skal vi bruge, så vi kan omsætte vores kulturelle kapital til et job, der i sidste ende gerne skulle give økonomisk og symbolsk kapital. Det er også denne kapital, der er samlingspunktet i debatten omkring værdien af de humanistiske uddannelser. Hvordan man kan omsætte kulturel kapital til noget værdifuldt. Den teknologiske udvikling og digitaliseringen presser altså den fysiske bog. Litteraturen er dog stadig afgørende, vi skal stadig have information og viden, men hvor vi får denne viden fra, har ændret sig betydeligt bare de seneste par år. Lydbøger og E-bøger har for alvor gjort sit indtog i de litterære institutioner, og det ser ikke ud som om, at de forsvinder foreløbig. Tværtimod.
Bogen i den litterære institution ligger traditionelt under det æstetiske kulturbegreb. Den har i mange årtier været et kendemærke for dannelseskulturen. En slags indikator for, hvor meget kulturel og litterær dannelse et menneske besidder, og oftest var det de belæste præster og lærde folk, som besad denne dannelse. Få skabte kulturen, men mange brugte den. Det æstetiske kulturbegreb anvendes oftest i forbindelse med de humanistiske uddannelser inden for selve det æstetiske kulturbegrebs områder: litteratur, sprog og kunst.

I takt med samfundets udvikling, har bogen og den litterære institution bevæget sig fra det æstetiske kulturbegreb over i et mere antropologisk. Kultur er nu også noget man er, og ikke noget man har.

Alle skaber kultur, og alle bruger den, hvor der førhen var færre kulturskabere. Derved er der sket en kulturel demokratisering, hvor kultur skal være for alle. Det er ikke længere kun de veluddannede, der benytter kulturtilbuddene, og kulturen er derved også blevet en industri, som der er penge i. Den litterære institution tilhører nu derfor det dobbelte kulturbegreb (Himmelstrup, s. 252).

Ifølge professor ved Syddansk Universitet, Kirsten Drotner, så findes der fem kommunikationskulturer, vi som menneskeligt samfund har gennemgået (Drotner, 2011). Disse fem kulturer har hver især udviklet og viderearbejdet på grundprincipperne for kommunikation, og de har naturligvis alle indflydelse på bogens rolle i samfundet (se bilag 1). De fem kommunikationskulturer findes stadig og bruges til dels – dog er den skriftlige kultur formindsket i form af digitaliseringen. Kommunikationskulturerne hænger tæt sammen med den litterære institution. Litteraturen bliver i takt med den trykte kulturs frembrud tilgængelig for alle, ikke kun lærde folk og præster. Den audiovisuelle kultur supplerer i løbet af 1900-tallet den mundtlige, skriftlige og trykte kultur, og nye medier opstår. Radio og TV giver bogen, som ellers var det bærende medie, en voldsom konkurrence. Nu kan man blive underholdt af TV og radio, og derved daler bogsalget helt naturligt. Men det stopper ikke her. Med den digitale kultur, bliver også bogen digital, vi kan læse den på vores computer eller iPad, og den er ikke længere nødvendigvis en fysisk bog. Der sker derved også en demokratisering – der samtidig giver større mulighed for en større gruppe mennesker at få del og tage del i den kulturelle institution. De kan læse og skrive ligeså meget, som de ønsker. At den digitale kultur for alvor er kommet for at blive påvirker alle i den litterære institution; forfattere, forlag, biblioteker, boghandlere, universiteter mv., og der skal kæmpes for at holde fast i salget af fysiske indbundne hardbacks og paperbacks, som vi kender dem.

“Den kulturelle og litterære institution er gået fra at være institutioner i et informationssamfund, hvor det vigtigste er adgangen til informationer, til nu at være et oplevelsessamfund, hvor bogen eksempelvis ikke bare skal provide information men også oplevelser.”

Bogens situation i samfundet anno 2015 er et resultat af de mange nye medier, der konkurrerer med hinanden og skaber både priskrig og magtkampe. Alle medierne slås om at få mest mulig indflydelse på den næste generation. Hertel beskriver det meget tydeligt her: ”Radioen slås med TV og presse om at levere nyheder og musik og være lydkulisse. TV og video stjæler publikum fra teater og film, læsere og annoncer fra dags- og magasinpresse. Aviser og nyhedsmagasiner henter reportagestof fra hinanden og fra TV. Bøgerne henter stof fra de andre medier og bliver selv mediestof” (Hertel, s. 41). Der er altså skarp konkurrence og masser af støj i menneskets hverdag fra alle de medier, som vi omgiver os med. Ifølge Hertel er problemet at vi alle: ”…og især bogen risikerer at drukne i støj: overmætning med informationer” (Hertel, s. 43). Også Drotner påpeger, at den teknologiske udvikling og digitaliseringen af bøger og medier generelt, kan blive en udfordring. Det bliver nemlig sværere for interessenterne i den litterære institution at kontrollere, hvilke informationer og budskaber der kommer frem til offentligheden, og det er selvfølgelig helt naturligt i qua af internettets store magt over det trykte ord (Drotner, s. 32).

I ’500.000£ er prisen – Bogen i mediesymbiosens tid’ forklarer Hans Hertel, at bogmarkedet har undergået følgende; kontraktion, koncentration og polarisering. Først opstår der en kontraktion; der sker et fald i salget af bøger, og det resulterer blandt andet i lukninger af forlag, især de små, og også nedskæringer i litteraturundervisningen. Samtidig med at der er fald i læsning og bogudlån fra bibliotekerne. Dernæst sker en koncentration; medieindustrialiseringen tager sit indtog, og også de lidt større forlag må nu fusionere for at klare den skarpe konkurrence. De må nedsætte produktions – og distributionsomkostninger, som er pressede af alle de nye elektroniske redskaber, og man er nødsaget til samtidig at øge omsætningshastigheden, og derved må man også satse på flere markeder og medier. Sidst men ikke mindst opstår en polarisering; den kommer som konsekvens af den kontraktion og koncentration bogmarkedet har undergået.

“Der er kommet for store afstande mellem små og store forlag. Afstanden ses også mellem de få forfattere der kan leve af at skrive, og så de sociale problemer der opstår, når bestsellere hitter, og andre titler falder døde til jorden.”

Bogmarkedet har altså gennemgået nogle faser, som er med til at forme den rolle, som bogen har i vores samfund i dag. Og som allerede nævnt, så kan man ikke underkende den betydning, som bogen har for os. Duelund beskriver her, hvor uundværlig bogen er i sig selv: ”Hvis man fortsætter med en kulturpolitik, hvor man ønsker at fremme borgerens evne til at reflektere og fordybe sig, så er bogen stadigvæk et væsentligt og uundværligt medium” (Duelund, s. 129).
Den litterære institutions synsvinkel
Presset på bogmarkedet påvirker naturligvis alle aktørerne i den litterære institution. Det er derfor interessant at kigge nærmere på, hvordan bogmarkedets nuværende situation helt konkret anfægter forfatterne, forlagene, boghandlerne og læserne, og ikke mindst hvordan disse aktører selv oplever situationen. For forfatterne betyder nedgang i salg af både skøn – men især også faglitteratur, at de er afhængige af støtten fra Statens Kunstfond og biblioteksafgiften. I takt med digitaliseringen, nye medier, og liberaliseringen af bogmarkedet (mere om den efterfølgende), er der opstået en større kløft mellem forfatterne. Der er langt mellem dem, som sælger så mange bøger, at de kan leve af det, som fx Jussi Adler Olsen, og dem som ikke sælger nær så godt, og ofte med tab til følge. Forlagene er også på jagt efter hinandens forfattere, og disse to aspekter medvirker derved naturligt til den polarisering mellem både forfattere og forlag, som eksisterer i dag (Duelund, s. 141). Det er også bekymrende for forfatterne, der i princippet er tilsidestillet som værende selvstændig virksomhed, og derved ikke kan sikres gennem en arbejdsløshedskasse, såfremt de i en periode ikke får solgt eller udgivet deres bøger.

“Forlagene skal også kæmpe i disse tider. Det er sværere at få udgivet bøger, der skal ofte søges støtte fra fonde til produktion af udgivelse, og der er skarp konkurrence til den fysiske bog fra E- bogen, som er billigere at producere og også mere miljøvenlig.”

Samtidig har store koncerner overtaget en betydelig del af forlagsbranchen. Herhjemme sidder Gyldendal næsten på det hele. Der eksisterer dog en lille generation af små uafhængige forlag, men det er svært for dem at overleve, blandt andet grundet liberaliseringen af bogmarkedet. En anden opgave for forlagene i dag er, at er at fastholde rettighederne til de bøger, som de udgiver. Bogen skal ikke kopieres, og den skal helst ikke ligge på nettet i en elektronisk udgave gratis. Som en naturlig del af den litterære fødekæde bliver også boghandlere ramt: De bliver presset af hjemmesider som plusbog.dk, pensum.dk, amazon, saxo og billigere priser på nettet, der skaber en priskrig og en magtkamp uden lige. Boghandlerforeningen hilser dog liberaliseringen af bogmarkedet velkommen, da det betyder, at de selv kan fastsætte deres priser og møde kunderne i øjenhøjde i boghandlerne landet over, selvom det betyder denne priskrig med hjemmesiderne. Ser man på bogmarkedet med læserne/brugernes briller, hersker der en lidt kedelig tendens: Generelt set daler bogsalget for alle, men især også de unger køber og læser færre bøger (Hertel, s. 21). Det kan meget vel hænge sammen med konkurrencen fra nye medier. Det er som tidligere nævnt ikke kun bøgerne, der kan og skal underholde de unge nu om dage. Radio, TV, dvd og den helt nye spiller, streamingtjenester som Netflix, kæmper om de unge brugeres opmærksomhed. Der bliver dog gjort mange tiltag for at ændre denne tendens. Mere om det i det i kapitlet om ministerielle og politiske tiltag.
Robert Darnton har udviklet en model over det kommunikationskredsløb, som en given institution befinder sig i (se bilag 2). Da det er en ældre model, har omstændighederne vedrørende en analyse af den litterære institution ændret sig meget i dag. Der eksisterer andre distributionsformer, og boghandlernes boks ville nu også indeholde sider som mofibo, saxo og amazon. Der er altså opstået nye elementer i modellen. Boksen der indeholder speditører kan dog stadig udfyldes i dag. Det kan være i form af en agent eller en transportør. I dag ser man også det, der kaldes litterære agenter, et led der går ind arbejder for forfatteren, som en manager gør for en skuespiller. Forfatterne har ikke nødvendigvis et forlag, men bruger nu også enkelte agenter/redaktør. Økonomiske og sociale berøringspunkter i Darntons model: Bogmarkedet er som flere gange nævnt presset, derfor skal forlagene have garanti, før de påbegynder processen, og de skal derfor ofte søge midler fra fonde. Bogtrykker: Her er markedet også presset, pt. er det herhjemme Narayana Press, der trykker meget, ellers er mange bøger trykt i Latvia, men konkurrencen er generelt hård i alle led. Et nyt distributionsled opstår i takt med den digitale udvikling: Net shopping af bøger presser boghandlerne, og de har derfor ikke mange bøger stående på lager. Politiske og lovmæssige sanktioner, der er vigtige at være opmærksom på: Vi skal i Danmark betale 25 % moms af alle vores bøger. Vi har ytringsfrihed, der ofte bliver dyrket i litteraturen, men man skal huske på, at man står til juridisk ansvar bagefter. Også censurlignende tilstande skal der tages højde for på bogmarkedet. Det gælder især i andre lande, hvor totalitære regimer vil bestemme over alt, hvad der udgives. Økonomiske forhold kan man selvfølgelig ikke komme udenom, og der er overvejelser hele tiden: Skal litteraturen beskattes? Og så den velkendte biblioteksafgift, som jeg vil komme nærmere ind på. Det ligger også op til det politiske aspekt i Darntons model. Herhjemme er det værd at bemærke Kulturministeriets initiativ Danmark Læser, hvilket der kommer nærmere beskrivelse af i afsnittet om ministerielle tiltag. Bogmarkedet skal også have styr på det lovmæssige. Dvs. reproduktion, kopiering mv. Copydan skal godkende alle rettigheder, hvilket også er en proces. Intellektuelle påvirkninger og reklamer spiller også ind: De boganmeldelser der kommer, den omtale bøger får i fagblade, reklamen i medierne, reklame på de sociale medier, TV, radio, aviser osv.

Hans Hertel præsenterer i 500.000£ er prisen – Bogen i mediesymbiosens tid sin egen udvidede model af den franske litteratursociolog Robert Escarpits originale model fra 1958 over de litterære kredsløb (se bilag 4.). Argumentet for den udvidede model hos Hertel er, at hvis man skal forstå det nye og globaliserede bogmarked, så kræves der en ny teoretisk ramme. Hertels udvidede model (se bilag 3) viser også den meget klare tendens, der følger med det liberaliserede bogmarked: At den populære del af finlitteraturen kan blive opslugt i den masseproduktion der tenderer i kulturindustrien, som i den grad er blevet en industri med udbud og efterspørgsel. En analyse af bogmarkedet i modellen over de fem litterære kredsløb og mediesymbiosen udarter sig således:
I de speciallitterære kredsløb befinder tidsskrifter, fagskrifter, digtsamlinger af særlige eksklusiv art sig, og et generelt snævert felt af litteratur. Det kunne blandt andet være Yayha Hassan med sin digtsamling, fordi han var debutant, og det var lyrik (snæver litteratur). Hassan har også været hele kredsløbet igennem, han kom i medierne 14 dage før udgivelsen, og så steg oplaget (forlaget satte oplaget op til 4-6.000 fordi alle ville læse den). Han var også en tur i det orale kredsløb, fordi alle snakkede om ham. Han er derfor et sjældent eksempel på en forfatter, som er igennem hele kredsløbet, og går hen og bliver et massefænomen. I de populærlitterære kredsløb findes større størrelser af litteratur, det kan fx være forfattere som Helle Helle med sin triviallitteratur. I det masselitterære kredsløb befinder sig så de ekstremt store oplag, som netop nævnt Yayha Hassen, men også forfatterne Jussi Adler Olsen og Ken Follett befinder sig her. I det intermediale kredsløb sker så den forbindelse (symbiose) mellem medierne, som Hertel snakker om. Nogle eksempler er: Hassan skriver et nyt digt, som kommer i Politiken, og han modtager en pris. Eller kæmpesuccesen Fifty Shades of Grey der starter som en fansite historie, bliver enormt populær, kommer derfor i større cirkulation, bliver trykt som bog, og sidst men ikke mindst udkommer på film til februar. Når der bliver snakket om litteraturen, befinder den sig i det orale kredsløb. Her er forfatteren populær i alle kredse, og her er bogen aktuel på alle medieplatforme.
Pointen i Hertels udvidede model er, at bøger ofte benytter sig af en medielevator. Ligesom at stof fra det orale kredsløb kan bevæge sig nedad i modellen og blive til bøger, ligeledes kan en bog fra det speciallitterære kredsløb komme op i det masselitterære eller intermediale kredsløb, men samtidig kan bogen også tage elevatoren helt ned i modellen. Modellen viser også at den populære finlitteratur sommetider kan blive opslugt af kulturindustriens masseproduktion. I sidste ende handler det jo om at tjene penge, på de bøger man udgiver.
Politiske og ministerielle tiltag
Kulturministeriet, oprettet i 1961, er den øverste kulturelle institution og tager sig af alle landets kulturelle anliggender. I Kulturministeriet er der et udvidet kulturbegreb, dvs. at ligesom i den litterære institution favner Kulturministeriet både det æstetiske og det antropologiske kulturbegreb. Kulturministeriet støttede i 2012 kulturen i Danmark med 22 milliarder kroner (Himmelstrup, s. 87), og står altså bag den kulturpolitik, der beslutter hvor mange penge der skal bruges på de forskellige kulturelle institutioner, herunder også den litterære. Siden midten af 1980’erne bliver de offentlige kulturpenge fordelt af kulturregionerne og kommunerne, og der er derved sket en decentralisering, hvor man ligger beslutningerne ud på lokalt og regionalt niveau. (mere på s. 88). Det giver kommunerne friere tøjler til at styre kulturudbuddet og derved også, hvor mange penge der skal bruges på at fremme litteraturen i lokalsamfundet.

“Bogmarkedet og kunsten generelt kan ikke leve på de markedsvilkår, som liberaliseringen skaber, og derfor er der oprettet diverse støtteordninger, som af staten er udvalgt til at støtte kunsten fordi: ”..at det er en naturlig Opgave for Staten som repræsenterende Samfundet og dets Interesse at yde saadan Støtte”.

Der er ikke penge i at udgive bøger ikke i forhold til udgifterne forbundet med en udgivelse, og som et ex fik Benn Q. Holm kun 100.000,- ud af at skrive succesen Hafnia Punk fra 1998 det første år, at den var udgivet (Himmelstrup, s. 172). Det er altså ikke som forfatter, at man skal gøre sig for mange drømme om at tjene de helt store penge. Og netop fordi, at bogmarkedet eksisterer på disse vilkår, er der brug for støtteordninger. Foruden Statens Kunstfond er det ordninger som biblioteksafgiften og Kunstrådets litteraturpuljer, der er de væsentligste støtteordninger. I 2013 støttede netop disse ordninger litteraturen med samlede 249 millioner kroner, hvoraf biblioteksafgiften var den største med 171 millioner kroner (Himmelstrup, s. 173).
Der bliver også taget politisk initiativ til at fremme bogens rolle. Kulturministeriet og kulturminister Marianne Jelveds kampagne Danmark Læser er sat i værk for at få flere til at læse. Der er udvalgt et antal kommuner, hvor bøger bliver delt gratis ud. Argumentet for at borgerne skal læse mere, er det samme som i indledningen: Kulturel kapital og litterær dannelse. Foruden faste støttordninger såsom Statens Kunstfond og Biblioteksafgiften, så har Kulturministeriet også afsat midler til forskellige midlertidige støtteordninger. Blandt andet brugte man penge på at finansiere det Klassikerprojekt som Det danske Sprog – og Litteraturselskab i fællesskab med Nyt dansk Litteraturselskab og Borgens Forlag har stablet på benene. Projektet udgiver store klassikere i dansk litteratur (Duelund, s. 133). Et andet stort projekt er Forfatterskolen, der egentlig startede som en forsøgsordning i 1987, men senere som bekendt blev permanent. Her støttede Kulturministeriet i starten med en bevilling på 1,75 mio. kr. over tre år (Duelund, s. 133). Men også det lidt nyere tiltag Bogforum (bogmessen i Bellacentret) er et projekt som fremmer litteraturen. Her mødes forfattere, forlag og læsere til en weekend, hvor alt handler om litteratur, og hvor pointen er den samme, at sørge for at bogen forbliver en storspiller i det nye medielandskab.
Som tidligere nævnt er der sket en liberalisering af bogmarkedet, og den har været længe undervejs. Siden 2000 er det danske bogmarked gradvist blevet liberaliseret:
”I 2000 blev boghandlereksklusiviteten ophævet. Fra 2001 blev forlagenes pligt til at fastsætte boghandlernes udsalgspris indskrænket til i stedet at være en ret. Fra 2006 blev forlagenes ret til at fastsætte priser begrænset til maksimalt at måtte omfatte 10% af nyudgivne titler. Pr. 1. januar 2011 bortfaldt den sidste ret for forlagene til at fastsætte priser. Den dispensation, som bogbranchen havde i konkurrenceloven, blev ophævet i forbindelse med en ændring af konkurrenceloven” (KOF, s. 4)

Ved denne liberalisering kan forlagene nu benytte sig af tre måder at fastsætte pris på 1) fast, 2) vejledende, og 3) uden salgspris. Det giver luft til bogmarkedet, men det har som tidligere nævnt også ført til priskrige og magtkampe. Rapporten om det danske bogmarked der er udfærdiget af Kulturministeriet påpeger også udfaldet af denne liberalisering: ”Siden priserne blev liberaliseret på denne måde, er andelen af nye bøger, der er prissat med fastpris, faldet, mens andelen af bøger med vejledende pris er steget. Dermed kan det konstateres, at den delvise liberalisering har haft betydning for, hvordan bøger bliver prisfastsat, men også andre faktorer har påvirket bogmarkedet siden 2001 (DDB, s. 8).

“Med vedtagelsen af biblioteksloven fra 2000 skal bibliotekerne blandt andet arbejde med elektroniske informationsressourcer og medier (ex E-bøger og lydbøger), hvilket presser den fysiske bog. Ikke fordi Kulturministeriet gerne vil af med den fysiske bog, TVÆRTIMOD, men fordi den digitale og teknologiske udvikling kræver andre alternativer.”

Kulturministeriets udvalg siger i rapporten, at de ønsker, at der på bogmarkedet: produceres et kvantitativt og kvalitativt udbud af både skøn- og faglitterære titler for både børn og voksne på dansk, og at befolkningen har så let adgang til dem som muligt. (KUM rapport Det Danske Bogmarked s. 13). Der er altså lagt en linje for, hvilken slags litteratur, der fra ministeriel side skal udbydes til borgerne. Liberaliseringen af bogmarkedet har også gjort, at nogle genrer af litteratur klarer sig bedre af andre. Blandt andet skriver Kulturministeriet også i rapporten om det danske borgmarked at:
”..flere uafhængige studier af bogbranchen har vist, at markedet for bestsellerlitteratur er meget priselastisk, mens markedet for den smalle litteratur er relativt mindre elastisk. Med andre ord er købere af bestsellere mere følsomme over for prisændringer end købere af smallere litteratur. Det skyldes blandt andet, at den smallere litteratur købes af forbrugere i højere indkomstgrupper eller forbrugere, der har fagligt eller studiemæssigt behov for bøgerne. Endvidere skyldes det, at salget af bestsellere oftere er impulskøb, og at impulskøb i høj grad er prisfølsomme: De afhænger af, at forbrugeren tilbydes en relativt lav pris.” (KUM, DDB s. 21).

Selvom det dog ikke er et ministerielt eller politisk tiltag, så har facebook-opfinderen Mark Zuckerberg, som en del af sit eget nytårsfortsæt igangsat et projekt på Facebook, hvor målet er at få læst flere bøger i 2015. Mere præcist en bog hver anden uge, og han opfordrer facebook-brugere til at deltage også. Zuckerberg har i den anledning oprettet en facebook-bogklub, der har fået navnet ”A Year of Books”. I et samfund, hvor vi bruger mange timer på de sociale medier, er Zuckerbergs projekt en smart måde at få inkorporeret vigtigheden af at læse sig til intellekt hos de facebook- brugere, som måske ikke får læst nok. Det er også pointen med hele ideen siger Zuckerberg: ”Jeg finder det at læse bøger meget intellektuelt opfyldende. Bøger giver én mulighed for udførligt at undersøge et emne og fordybe sig selv på et andet niveau end de fleste andre medier i dag. Jeg ser frem til at skifte mere af min medie-diæt over til at læse bøger” (DR artikel). Konklusionen er derfor, at der både fra politisk, ministerielt og borgerlig side bliver gjort en masse for at fremme bogens position, og samtidig sørge for, at udvalget af litteratur passer til læsernes behov, ligesom at bogen skal følge med den teknologiske udvikling og digitaliseringen.
Bogens fremtidige rolle
Staten vælger at støtte den nationale litteratur, fordi den er vigtig for udviklingen af mennesket. Den er betydningsbærende i vores samfund. Den skal give os en fælles identitet, så vi kan spejle os i den, referere til den, men også for, at vi skal kunne forstå vores omverden ved hjælp af den. Men det er ikke kun den samlede kulturelle dannelse og forståelse, som vi kan bruge litteraturen til.

“Bogen er grundstenen til viden og derfor også den vigtigste del af undervisningssystemet, hvor bogen hjælper vores sproglige udvikling og vores hukommelse med at huske. Derfor er det skrevne ord og bogen i sig selv af meget stor værdi.”

Fordi bogen er så nødvendig, vil den næppe forsvinde som medie. Derimod vil den fysiske bog dog med stor sandsynlighed opleve en nyere og mere digital udgave af sig selv tage over: E-bogen. Himmelstrup beskriver omkring 2012 E-bogens situation på bogmarkedet således: ”E-bøger udgør stadig kun 2% af det samlede bogsalg i Danmark, men der er god grund til at tro, at det formal vil vinde kraftigt indpas i den nærmeste fremtid. I 2012 overhalede salget af e-bøger papirbøgerne hos verdens største boghandel, Amazon” (Himmelstrup, s. 177). Udgivelser af bøger i elektronisk form vil løse mange af de nuværende problemer på bogmarkedet, MEN i sin bog Bogbusiness skriver den amerikanske forlægger André Schriffin, at han ikke er enig: men først må det grundlæggende problem med at få folk til at betale for hvad der ligger på nettet løses! Det gik galt da Stephen King ikke kunne få læserne til at betale for et kapitel af gangen, og det samme med Dickens’ fortællinger. ” (Schriffin, s. 11).

“Hvis den fysiske bog, kvalitetslitteraturen, faglitteraturen og den smalle litteratur skal overleve, så skal en samlet litteraturpolitik favne hele den litterære fødekæde dvs. både forfattere, forlag, biblioteker, boghandlere, formidlere og læseren.”

Og det er muligvis ikke nok, at støtten kun kommer fra primært Statens Kunstfond og biblioteksafgiften. Der skal investeres i det danske bogmarked, så produktionsomkostninger hænger sammen med efterspørgsel, og at der stadigvæk kan produceres kvalitetsbøger til alle læsere. (Duelund, s. 145). Og det kan nu i 2015 konkluderes at ja, E-bogen vil sammen med lydbøger vinde frem og blive den store spiller, også nu hvor der kan opstilles mange argumenter for at afskaffe den fysiske bog. For det første er den fysiske bog svær at bevare, den kan mugne, gå i stykker, eller brænde. For det andet er den er dyr at producere, samtidig med at den ofte er tung og fylder meget at opbevare. Hvis en førsteudgave af en bog skal redigeres, så kræver det, at man trykker en ny opgave og dermed følger produktionsomkostningerne en gang til (forlag, trykkeri, indbinding, reklame, mv.)
Så spørgsmålet er nærliggende at stille: Hvorfor skal man beholde den fysiske bog? Det skal vi fordi, at der er en sentimental og kulturhistorisk værdi i den fysiske bog. Alt vi har lært, har vi læst i en bog. Hvis den fysiske bog forsvinder, vil det også have konsekvenser for en helt specifik befolkningsgruppe; de ældre. Selvom der arbejdes på, at få ældre til at bruge computer og iPads, så vil der stadig være nogle, som foretrækker den gode traditionelle bog. Og det er ikke kun de ældre, der vil savne den. Den bog, hvis alder og liv kan mærkes, duftes og ses, den bog, som du kan holde i din hånd, forsvinde ind i, og opleve en helt ny verden. Denne følelse kan og skal ikke sammenlignes med følelsen af en kunstig belyst skærm med elektroniske bogstaver.

“Jeg tilslutter mig Hans Hertels vurdering: ”Den elektroniske bog, som fremtidsforskerne fabler om, vil aldrig overflødiggøre den bærbare bog” (Hertel, s. 55), og afsluttende mener jeg ligesom Hertel at: ”bogen [er] som et dagligt under, lige så livsnødvendigt som luften og lyset og vandet og kærligheden” (Hertel, s. 56).”