Boganmeldelse: Nathan Hill – Niksen

Titel: Niksen. Forfatter: Nathan Hill. Sider: 750. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof ★★★★

“De havde allesammen en fælles følelse af, at så afgørende en konflikt passede sig for en anden dag, der ikke var så forbandet smuk. Meningen var, at deres had skulle sætte strøm til luften. Hvordan kunne man føle sig revolutionær, når solen skinnede så vederkvægende på ens ansigt? I stedet var byen fuld af begær. Dagen før den største, mest spektakulære og voldelige demonstration i 1968 var byen hærget af sult”.

En vedkommende, rørende og aktuel historie. En flot romandebut af Nathan Hill, som for alvor har skabt sig et navn med NIKSEN.

Nathan Hill debuterer beundringsværdigt med en kollosal roman om en moders hemmelighed, en fortabt søns søgen, et samfundskritisk blik på vor tid, en skarp skildring af menneskers indre psykologi og ydre adfærd, norske spøgelseshistorier, gamer-afhængighed, en forhadt republikansk præsidentkandidat, protestbevægelser, tåregas og demonstrationer og en forfatters jagt på den store internationale bestseller.

Allerede fra første side overvældede Nathan Hilss debutroman mig. Han har skrevet en gribende prolog om et barns savn og længsel efter sin mor. Som set i Hesselholdts Hovedstolen, så er det alle de ting i rummet, der pludselig mangler, som metaforisk gør det ud for den tomhed hjemmet der opstår, når en forældre har forladt barn og partner. Det er eminent skrevet, og lovede samtidig godt for de efterfølgende 750 sider i den tunge og farverige bog.

Samuel Andresen-Anderson er 34 år, forfatter og lektor i engelsk på et lille universitet nordvest for Chigaco, og så spiller han World of Elfscape. Alt for meget faktisk. Men pludselig bliver Samuels trivielle hverdag afbrudt, da en radikal hippie ved navn Faye Anderson er i alle nyhedsmedier efter at have kastet sten i hovedet på den republikanske præsidentkandidat. Faye er Samuels mor, og forlod ham, da han var 11 år gammel, og snart vikles Samuel ind i sin skrøbelige forhistorie i en søgen efter sin mor og jagten på den helt store bestseller Hippie Terroristen, som han af sin påtrængende forlægger tvinges til at skrive om moren.

Der er en skarp mediekritik i første kapitel, hvor dækningen af en kvinde der kaster sten på en upopulær guvernør i Wyoming, har direkte tråde til vores medielandskab i dag med hurtige, breaking news, antagelser, fejltagelser og tv-dækning. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om Nathan Hille måske er blevet en lille smule inspireret af Donald Trump i sin skildring af guvernør Packer.

Samuel spiller computerspil, fordi det er en mulighed for ham for at forsvinde ind i en anden verden, koble af og glemme virkeligheden. Men han er også pinlig over det. Selvom millioner af mennesker spiller hver dag, så synes han, at det er lidt taberagtigt. Selv når Samuel er tæt på sejr i Elfscape-verdenen tænker han: Hvad laver jeg her, hvad skal det gøre godt for? Samuel kalder sig selv for Snydepels i cyberspace, efter Shakespeares Hamlet, og han fryder sig over, at ingen af sine medspillere forstår den intellektuelle litterære reference. Jeg synes dog, at passagerne gennem hele romanen med computerspillet var lidt for lange og uinteressant for mig. Selvom de giver et billede af Samuel som karakter, en ensom, rodløs mand og forfatter i krise, der ikke får skrevet på den roman, som han burde, og som samtidig ikke gider undervise og nyder at dumpe sine studerende som straf derfor.

I sine detaljerede personbeskrivelser minder Hill mig om Hanya Yanagihara, for det er alt det UDEN OM karakteren, som karakteriserer den. Det er Samuels computerspil, gæld og utopiske forestillinger om ny diæt og kalorietælling, der fortæller, hvem han er som menneske på en lige del humoristisk og tragisk facon. Flere steder formår Hill, som Y, at skrive en opremsende verbalfyldt sætning svarende til en hel bogside, inden der kommer et punktum. Der er hele tiden små fortællinger, i andre små fortællinger, og så er der den helt store. Historien om Faye og Samuels søgen efter svar. Men jeg kunne godt have undværet kapitel 2-5, der i min optik var kedelige og ikke bidrog synderligt til romanens egentlige plot, som er hemmeligheden om Faye Andersens fortid, og som er det, der i første omgang gav mig lyst til at læse romanen. Undervejs giver romanen er par interessant vinkler på bogbranchen og dens markedsføring af bøger, som i bund og grund bare er indpakning, og jeg kunne derfor ikke lade være med at anlægge en lidt biografisk analyse af dette og undre mig over, om det mon er noget Nathan Hill selv oplever i sit virke som forfatter i den skrappe, amerikanske bogbranche. Som Samuels forlægger forklarer: “At sige man er i bogbranchen, svarer til, at en vinmager siger, at han er i flaskebranchen. Det, vi gør, er rent faktisk, at vi skaber interesse. En bog er blot én af de former, interessen kan antage, når vi skalerer og kalibrerer den“.

Mange undrer sig nok over titlen NIKSEN, og jeg kan afsløre, at svaret findes på side ca. 124, hvor Samuel tænker tilbage på sin barndom, da hans mor forftalte ham, at Niksen er et af morfarens genfærd. En spøgelseshistorie som moren har fra morfar Frank fra Norge. Pointen med den er, at “du skal ikke tro på ting, der virker for gode til at være sande”.

Når jeg skriver, at NIKSEN er en aktuel og vedkommende roman er det især i dens kritik af materialismen og i sine satiriske betragtninger over politik, barndom, kapitalisme og familierelationer, der er en gennemgående samfundskritik i hele romanen, især af vores nuværende verdens bureaukrati. At alt er sedler. Alt skal skrives og behandles, og vi glemmer at tage os af mennesker. Og så er den samtidig morsom. Den fik mig flere gange til at grine. Som når 80’ernes 6. klasse drenge bliver til superhelte med superkræfter i deres besiddelse af pornografi.

Nathan Hill evner mange fortællerinstanser, den voksne, modne, den middelalderlige, erfarne og den barnlige, naive. Der er så sød, øm og sårbar en beskrivelse af Samuels tanker som barn, især hans første forelskelse og første kys er så smukt beskrevet, det er næsten som at se et afsnit af SKAM og pludselig kunne huske al sin ungdoms første.

Hen ad vejen var der dog for meget fyld. Passager, som ikke bidrager til hovedhistorien og plottet og som bare var mængdevis ligegyldig information. Bogen kunne med fordel have være 100/200 sider kortere. Det var især siderne om Laura Pottsdams akadamiske ambitioner og kvaler og Elfscape-gameren Pwnages lange snak om palæo-kost og et forlist ægteskab, der irriterede mig, og som jeg ikke fandt relevante for plottet. De drev der ikke fremad men satte det nærmere i stå. Det lidt småkomiske er faktisk, at det der irriterer mig ved Niksen, at Nathan Hill bruger så mange sider på at fortælle så lidt eller ligefrem ligegyldige sekvenser, også er en kritik, som Samuel møder fra sin redaktør, her hvor han spørger: “Lægge op til det. Og hvor mange hundrede sider havde du så tænkt dig at spilde på det?”

I del 7 og her er vi ca. på side 467, starter kapitlet: Sensommeren 1968, og her bliver romanen endelig til den historie, som jeg forventede at skulle læse. Jeg ELSKEDE kapitlerne om Faye og den mystiske revolutionære Sebastian, der måske er svaret på hendes livs spørgsmål. Gid den var kommet 467 sider tidligere. Det var Fayes historier og demonstrationerne i 1968, der virkelig fangede mig og bragte plot i fortællingen. Og så er jeg bare komplet forelsket i karakteren Alice og hendes afslappethed og senere besættelse af løgplanter. Også selvom jeg ikke helt synes, at Nathan Hill får bundet knude på, afsluttet hendes historie ordentligt i bogen.

Alt i alt en stor roman, som jeg anbefaler varmt!