Boganmeldelse: Margaret Atwood – Tjenerindens fortælling

Titel: Tjenerindens fortælling. Forfatter: Margaret Atwood. Sider: 368 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017/1985. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

“Der er meget, som ikke er til at holde ud at tænke på. At tænke kan skade dine chancer, og jeg har i sinde at vare. Jeg ved, hvorfor der ikke er noget glas foran akvarelbilledet af de blå iris, og hvorfor vinduet kun kan åbnes på klem, og hvorfor glasset i det er splintfrit. Det, de er bange for, er ikke, at vi skal løbe væk. Vi ville ikke nå langt. Det er de andre flugtveje, dem man kan åbne i sig selv, hvis man fik fat på noget skarpt”. 

Vores opgave er ikke at kritisere, men forstå. Margaret Atwoods dystopiske klassiker fra 1985 har fået et nyt gennembrud som følge af HBO-serien The Handsmaid’s Tale, og har fået fans verden over. Genudgivelsen af bogen på Lindhardt og Ringhof er da også helt fortjent blevet udsolgt i første oplag, for Atwoods grusomme beretning om et fiktivt, fremtidigt diktaturisk USA er yderst aktuel også i dag.

I Tjenerindens fortælling følger vi tjenerinden Offred, der anbringes i huset hos en af samfundets øverste, Kommandanten, og selvom hun ingen frihed har, så slukkes Offreds drømme og længsler ikke. I diktaturet i den amerikanske fiktive by Gilead, er der kun få frugtbare kvinder tilbage, de fleste er blevet sterile som følge af en naturkatastrofe, og de resterende, deriblandt Offred, skal sørge for at bringe slægten videre.

Jeg har endnu ikke set HBO-serien, og har egentlig ikke som sådan haft lyst. Derimod har jeg længe tænkt på bogen her, og da det endelig lykkedes at få fingre i et eksemplar fra andet oplag af genudgivelsen, så måtte jeg bare læse den. På linje med dystopiske klassikere som George Orwells 1984, tager Atwood fat i den grufulde tanke: What if? Hvad nu, hvis samfundet udvikler sig negativt? Hvis fremtiden ikke er nytænkende, friere og lykkeligere? Hvis vi går tilbage til totalitære og diktaturiske tilgange, og frihedsberøver almindelige mennesker? Det er skræmmende tanker, men ikke desto mindre det, som er afsættet i Atwoods roman. Det er Mockinjay og The Hunger Games møder Westworld og The Handmaid’s Tale, og det virker!

Atwoods sprog er hastigt, kontant men også stemningsmættet og fyldt med detaljer. Det er med til at gøre beskrivelsen af tjernerindernes hverdag endnu mere barsk og skræmmende, og passer sig også godt til jeg-fortælleren Offreds tankestrøm, vi som læser bliver en del af. Den ny verden i Gilead er en række af begrænsninger. Tjenerindernws hovedformål er at blive gravide og føde børn. De er skærmet af deres vinger og ser kun verden i korte gisp. De er klædt i røde kapper med hvide slør, der signalerer blod. De er underlagt Vogtere, Engle, Tanter og Kommandanter. Butikkernes navne er ændret, de var for store fristelser. Alt hvad der er kærligt og opløftende er blevet forbudt. Offred mindes duften af neglelak, da en flok japanske turister vil tage billeder af hende, og hun bøjer hovedet og opdager kvindernes fødder med lyserød neglelak. Tjenerinderne må ikke se folk i øjnene.

Offred er godt klar over, at verden er blevet en anden. At hendes lykkelige fortid med manden Luke og datteren er forbi. Det værste er, at Tanterne vil overbevise hende om, at denne nye tilværelse er almindelig. At efter noget tid vil hun føle det almindeligt at leve i en undertrykkende stat. Selvom der hænger døde mænd ved Muren, og Tjernerinder der ikke adlyder bliver straffet med døden. Tjenerinderne går med slør, og håret skal være langt men altså tildækket. Det siger Paulus. I den ny verden snakker de heller ikke det gamle sprog, men hilser derimod hinanden med “Salig er frugten” og “Må Herren åbne op” og “Lovet være“. Tjenerinderne bliver af Tanterne opfordret til selv at tage skylden, når de er blevet voldtaget. Det er deres fejl, og det er Guds måde at give dem en lærestreg på. De må ikke fristes, eller friste andre.

Offreds datter tog de fra hende, da hun var fem år. I løbende erindringer tænker Offred tilbage på sin lykkelige tid. Da hun var fri, sammen med Luke, elsket og fyldt med drømme og håb. Men også på adskillelsen fra datteren, og hvordan de tog hende, imens der lød skudsalver omkring familien under deres mislykkede flugt, og på, om Luke overhovedet stadig lever.  Tjenerinderne er blevet reduceret til en krop. En fødemaskine. Intet andet. Og midt i sin sorg over at have mistet sin familie, må Offred give sin krop til Kommandanten og hans hustru, så slægten kan videreføres: “Vi skal bruges til avl: Vi er ikke konkubiner, geishaer, kurtisaner. Tværtimod: Alt inden for mulighedernes grænser er blevet gjort for at fjerne os fra den kategori. Det er ikke meningen, at der skal være noget underholdende ved os, der er ikke gjort plads til, at hemmelige lyster kan blomstre; igen særlige gunster må aflokkes, af dem eller os, der må ikke være et fodfæste for kærligheden. Vi er tobenede livmødre, det er alt: ukrænkelige kar, omvandrende kalke”, forklarer Offred. Hendes løbende reflekteren over sig selv, sine handlinger og den måde samfundet har udviklet sig på er rørende. Hun ser tilbage, erindrer sin historie og forsøger at fortælle den: “Jeg ville ønske, denne historie var anderledes. Jeg ville ønske, den var mere civiliseret. Jeg ville ønske, den satte mig i et bedre lys, om ikke lykkeligere, så i hvert fald mere aktiv, mindre tøvende, mindre distraheret af trvialiteter.” Men det er netop i trivaliteterne, de små hverdagsting, der ikke længere er tilgængelige, at vi oplever grusomheden, frihedsberøvelsen og det totalitære samfunds værste sider. Det er alle de små ting, Offred og de andre tjenerinder ikke længere har til rådighed, der sætter historien i perspektiv. Tjenerinderne gemmer smør fra deres mad i skoene, så de senere kan smøre deres tørre ansigter ind, da de ikke må bruge ansigtslotion eller eje nogle skønhedsfremmende produkter. Det er altså tankevækkende.

Tjenerindens fortælling er grufulde beretninger om de værst tænkelige krænkelser og prøvelser, mennesker kan stille andre mennesker over for. Skræmmende og tåkrummende læsning. Anbefales varmt!

Advertisements

One thought on “Boganmeldelse: Margaret Atwood – Tjenerindens fortælling

  1. Så fik jeg endelig læst din anmeldelse (jeg tør aldrig læse dine eller andres anmeldelser af bøger, jeg selv skal anmelde af frygt for at lave en ikke-intentionel copycat). Det er en virkelig imponerende anmeldelse, synes jeg. Du har formået at beskrive Gileads skræmmende samfundsstruktur meget præcist med velvalgte citater! Tak for god læsning!

    Like

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s