Søndag den 26. august var jeg taget til Louisiana Literature for at opleve norske Vigdis Hjorth fortælle om sin prisbelønnede og meget omtalte roman Arv og miljø i et interview med Klaus Rothstein. Og selvom jeg nærmest måtte løbe hen til Louisiana fra toget, skynde mig hen i en anden kø (en kortere), og derefter få min veninde til at skaffe billetterne til Koncertsalen, og lige rendte ind i Vigdis selv nede på dametoilettet, imens jeg stod med hendes bog i hånden og var starstruck, så nåede jeg det hele og fandt endelig en plads på 4. række.
Det var et sindssygt spændende interview, der ikke kun koncentrerede sig om en æstetisk, litterær læsning af det omtalte værk, men ligeså meget en diskussion omkring de konsekvenser og den debat, værket har affødt. Som mange af jer nok ved, så menes romanen at være stort set selvbiografisk, litterater og kulturjournalister har fra dag et af udspurgt Vigdis Hjorth om, hvorvidt hendes egen (nu også afdøde) far har misbrugt hende som barn. I kølvandet på romanen følte Vigdis’ tilbageværende familie, bestående af mor og to søstre (ikke broren) sig forarget og fornærmet over romanen. De kan ikke genkende det billede, hovedpersonen skildrer af familien, der måske/måske ikke er familien Hjorth. Og så kom lillesøsteren Helga Hjorts roman Fri vilje for nylig, der forsøger at give den anden version af historien et litterært modspil. Klaus Rothstein spørger Vigdis Hjorth, hvor de to romaner efterlader læserne? Hvad skal vi tro på? Hvad er sandheden? For vi er både forvirret og fascineret. Hvortil Vigdis Hjorth svarer: Hvorfor skal vi finde den sandhed? Hvorfor skal vi vide, om det er hændt i “virkeligheden”? Er det ikke nok, at romanerne taler til læserne, at nogle måske kan genkende sig selv og sine følelser i det, relatere til det, reflektere over det? Linn Ulmann sidder på rækken bag mig og starter heftig applaus, som bliver efterfulgt af Merete Pryds Helle der også sidder bag mig, og derefter resten af salen. Hvilket statement! Vigdis Hjorth har ordene i sin magt og ligeså tilhørerne.
Men Arv og miljø er ikke kun en roman om incest og familiestridigheder. Den er fyldt med citater og referencer til Tove Ditlevsen og andre store forfattere, og den beskriver samtidig også, hvordan et kvindeliv kan udfolde sig, som vi ser det hos fortælleren Bergljot. Arv og miljø forsøger at skrive sig ind i en vældig stolt tradition af kvindelig litteratur, som vi har set den hos forfattere som Amalie Skram og Tove Ditlevsen. Og tak for det!
Klaus Rothstein spørger også, om Vigdis har læst søsterens roman Fri vilje. Det har hun, men hun har ikke snakket med søsteren Helga i 30 år. Selv understreger hun, at hun var nødt til at skrive Arv og miljø, og at hun egentlig mest var nervøs for, at den ikke ville komme ud. Ikke efterspillet og konsekvenserne, når den var udgivet, men at den måske aldrig ville nå så langt. At familien og jurister ville stoppe den inden. Det gjorde de som bekendt ikke, og det skal vi alle være glade for. Som Vigis Hjorth så flot beskrev det:
“Det er ikke en roman om incest. Det er en roman om ikke at blive hørt.“
Vil du læse mere om Vigdis Hjorths Arv og miljø, kan du læse min anmeldelse af den HER. Du kan også læse min anmeldelse af søsteren Helga Hjorths Fri vilje HER.
Nøøj, jeg ville gerne have været lige dér! Sindssyg spændende og samtidig en vigtig debat.
Ja, ik? Det var også bare et must-see for mig derude i år. Så vigtig debat ift. alt det autofiktion vi ser i disse år.
Forresten kunne det værre interessant med flere indlæg angående hvad du beskæftiger dig med til dagligt, fremtidsønsker, drømme og hvordan du/hvorfor du er så glad for litteraturen 🙂
Tak for din interesse, det vil jeg helt klart tænke over 🙂 måske kommer der sådan et indlæg på et tidspunkt.