Titel: Den, der lever stille. Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 384 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★
“Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt; man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj; når man ikke vil høre, må man føle; tyv tror, hver mand stjæler, og vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er.”
I flere år har Leonora Christina Skov skrevet romaner, der handler mødre, der ikke elsker deres døtre, og familieløse piger, der må genskabe sig selv på egen hånd. Nu var det på tide endelig at fortælle sin egen historie, og det er blevet til Den, der lever stille, en yderst vellykket roman, som udkommer 11. januar 2018. I romanen fortæller Leonora om sig liv, fra ensom pige ved navn Christina i et parcelhuskvarter i Helsinge, til den unge litteraturstuderende, der skifter navn til Leonora, bliver forfatter og forelsker sig i en kvindelig præst. Det er en rørende og personlig beretning om at stå på egen ben, stå ved sig selv, og at længes efter sin mors kærlighed, selv når hun er død.
Som altid har Leonora en tæft for sproget, hun maler detaljerige billeder frem for sin læser, og sluger os med det samme med ind i sit univers. Leonora maler rum, stemninger, billeder, følelser og ikke mindst dufte frem. Fra første side i romanen er læseren med på hospice, i den udstillede lejlighed i Svendborg, i barndomshjemmet i Helsinge.Jeg-fortælleren ser sin mor for første gang længe, på hospicestuen med de æggefarvede vægge, og vi aner allerede her, at der er konflikter og usagte ting mellem mor og datter: “Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt”, skriver Leonora. Vi kan mærke afstanden mellem de to kvinder helt inde i hjertet. Leonoras kvindelige kærester har aldrig været velkommen hos forældrene, men da moren er tæt på at dø, og har så mange smerter, at hun er ude af stand til at protestere, beder faren Leonora om at ringe til Annette, Leonoras kæreste gennem 12 år og ægtefælle gennem 8: “Jeg er så glad for, at du er her, sagde jeg og gik foran hende derind. I mange år havde jeg været det eneste vidne til min egen historie. Hende, der manisk tog billeder og datomærkede dem, skrev tusindvis af sider til mig selv og repeterede vigtige begivenheder, antal og måneder, som var jeg i fare for at forsvinde, hvis jeg glemte selv de mindste detaljer. Min hukommelse var midt sikkerhedsnet Selv langt tilbage i min barndom huske jeg tydeligt, hvad der var sket hvornår.”. Da moren ånder ud er Leonora midt i et romaninterview i forbindelse med sin nyeste roman i et mødelokale længere nede af gangen. Da moren udånder står Leonora og tænker på løgn og nonfiktion. Da moren fik konstateret brystkræft lod hun Leonora vide, at det var en psykisk betinget lidelse, som hun havde pådraget sig pga. hende. Nu kunne hun ikke anklage mig mere, tænker Leonora for sig selv, da moren har forladt verden: “Jeg følte ingen lettelse”.
Leonora har ikke kun skrevet bogen om sit liv, det at springe ud, frygten for sin mors død som følge deraf, frygten for ikke at overleve, det at være fordømt og ikke elsket af sine forældre, for sin egen skyld. Men fordi det nu var tiden. Fordi den ikke bare kunne eksistere inde i hende selv længere, og fordi bogen også er til alle os andre, hetero, homo- bi- eller transseksuelle, eller bare alle dem, der har problematiske relationer med sine forældre: “Du skal skrive den bog for os allesammen, sagde mit 21-årige jeg i mit hoved. Vi kan ikke gøre det, men det kan du”. Bogen blev pludselig afgørende for hende at skrive, uanset omkostningerne. Både personligt og litterært.
I bedste Delphine de Vigan-stil har Leonora også sine løbende mange moralske og etiske problemstillinger med. Kan jeg skrive selvbiografisk? Hvor meget skal med? Hvad skal ikke med? Hvilket eftermæle giver jeg min mor? Kan jeg tillade mig at tvinge hende ind på bogens sider, når hun ikke ønskede, at folk virkelig skulle kende hende? Hvordan skriver man om en, der ikke vil skrives om? Hvem skal jeg tale med? Hvem er fortællingens vidner? Hvor mange navne skal jeg ændre? Skal jeg kalde det en roman, så jeg kan bibeholde kunstnerisk frihed? Og hvad med bagefter, når den er udkommet? Hvad siger min familie? Mine venner? Hvad siger pressen? Kontakter de så, de personer der optræder i romanen, min far fx, og skriver sensationsoverskrifter om, at han ikke kan genkende noget som helst i bogen? At jeg lyver? Den som lyver? Refleksionerne og erindringen om selve skriveprocessen giver romanen et ekstra gear for handlingen at køre i, og skaber en nuanceret og forsvarlig skildring af det, som hændte. På den måde forstår læseren vitterligt, hvor svær en roman det har været at skrive for forfatteren, og Leonora har for forhånd lavet en mild version af et forsvarsskrift, der forhåbentlig kan hviske de værste sladder-forsider væk fra landets kultursektioner. For hvor andre forfattere som Delphine de Vigan og Vigdis Hjorth har flere søskende, der har oplevet familiekontroverser og fortiden forskelligt, så er Leonora enebarn og det eneste vidne til den barndom, hendes forældre bød hende. Hendes eneste kilder er de mange gamle dagbogsoptegnelser og de indre minder. Forhåbentlig får Den, der lever stille lov til at stå som den fantastiske roman det også er, om det helt eksistentielle: et barn der ønsker at blive elsket af sine forældre, uden der skal skrives litterære modsvar som det var tilfældet med Hjorth-søstrene.
Som barn føler Christina sig alene og ensom. Hun opfinder usynlige søskende, læser alle bøger om selvmord og skriver sit første romanmanuskript Og solen vender aldrig tilbage på farens IBM-computer om pigen Ana, der blev drillet i skolen og begik selvmord, hvorefter det mirakuløst går op for hendes forældre, at de elsker hende. Men da hun senere hen skriver flere historier og digte, noget hun har med sig fra sin elskede men nu afdøde morfar, skælder de hende ud og siger, at man ikke kan leve af at være forfatter: Det kan være en hobby, men du må få dig en uddannelse. Da Christina bliver 14 er hun bedste veninder med den smukke Szhirley, men må hele tiden finde på mande idoler at dåne over, selvom hun er meget mere betaget af biologilærerinden eller popstjernen Kylie Minoque, og det begynder ligeså stille at gå op for Christina, at hun ikke bliver fascineret af de fedtede, bumsede teenagedrenge, men af skønne, stærke kvinder.
Romanen er en nøje gennemtænkt vekslen mellem et fortidsplan, barndommen som den opleves af barnet og erindres af den voksne, og et nutidsplan, hvor den modne forfatter dykker ned i og forholder sig til sit liv kombineret med udfordringerne ved at tage af hovedstolen: “I begyndelsen kunne jeg skrive i ti minutter ad gangen, før jeg måtte op efter luft, tjekke mails og netaviser og beklage mig til Annette. Men nu kunne jeg holde vejret i timevis”. Der er også et lille, men vigtigt og ganske kærkomment bidrag i den feministiske debat, snedigt tilført, og uden at overdynge hovedfortællingen. At vi fandme skal have lov at gå alene i fred om natten i stiletter, kort kjole og læbestift. Åbenbaringen her opstår hos fortælleren, efter hun har afvist en stalker, der har forfulgt hende længe: “Mens jeg lagde mit vasketøj sammen, slog det mig, at mine ord var skarpe som knive nu. Kapow, og så sad de lige mellem øjnene. Mange flere kvinder ville kunne indtage verden uden frygt, hvis de opdagede, hvor uovervindelige de potentielt kunne være, tænkte jeg.” Amen! Times up!
Den, der lever stille er alt anden end en stille roman! Det er en barsk og fantastisk erindringsroman med en cliffhanger uden lige, og som fortjener al den larm, den får! En stærk roman om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser. Om fordomme, ensomhed, social arv og mødre, der ikke anerkender deres døtre. Leonora Christina Skov har sat sig på hovedstolen, og den står, om muligt, nu endnu stærkere. Jeg vil vove at spå, at hun med Den, der lever stille endelig får den litterære anerkendelse, som hun fortjener!
Anbefales til læsere der også nød Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, Delphine de Vigans Alt må vige for natten, Linn Ulmanns De Urolige, Vita Andersens Indigo, Morten Papes Planen, Tove Ditlevsens Barndommens Gade, Thorstein Thomsens Sne på dit ansigt, Elizabeth Strouts Mit navn er Lucy Barton, Merete Pryds Helles Folkets skønhed og Elena Ferrantes Det forsvundne barn.
LYD: Louise Eglin Bendtsen har samlet al den musik, som Leonora nævner og lytter til i romanen. Find playlisten lige her.