Hvorfor er min historie ikke min? skriver Ulrikka S. Gernes. Men det er den nu. Stærkt vidnesbyrd om pigeliv i 80’erne

Titel: Et ung pige forlod værelset. Forfatter: Ulrikka S. Gernes. Sider: 336. Forlag: Gads Forlag. Udgivelsesår: 2024. Anmeldereksemplar: Gads Forlag ★★★★☆

Man gjorde et pigeliv fortræd.

Tanja vokser op i et kunstnerhjem ude i den svenske skov og sværmer for den ene dreng og så den anden. Alle navnene står i kinabogen. Men alt ændrer sig alligevel, da hun til en fernisering møder den ældre forfatter Eg, der også er ven af Tanjas egne forældre. Tanja er 14 og Eg er 46 og hurtigt tryllebinder han hende, skriver lange breve, kalder hende Alrune og ophøjer deres kærlighed til noget der går ud over tid, fornuft, alder. Alt.

Jeg elskede Gernes’ tidsbillede. Det er ægte 80’er med alt hvad det indebærer af crepehår, kartoffelkur, Irene Cara, pastelfarver og Rocazino. Skrevet i et simpelt og flydende sprog, hvor siderne vender sig selv.

I 2016 er Knud Eg Nielsen død og det sætter tanker i gang hos den nu voksne Tanja, der går på loftet og finder kassen med alle deres gamle breve. Romanen veksler mellem et datids og nutidsspor, der roligt men konsekvent ridser historien op og udfolder for læseren, hvordan Eg og Tanja mødte hinanden. Og hvilke konsekvenser mødet havde.

Hvorfor er min historie ikke min? skriver Ulrikka S. Gernes. Men det er den nu. Oplagt indledt med citat af Vigdis Hjorth fra dennes Arv og miljø. Den største sorg er, at ingen af her har spurgt mig om min historie.

Og er denne historie så baseret på sandheden? Det vil jeg ikke gøre mig til dommer for. Men den indledes med en voksen forfatter, der ser en natsværmer i lokaltoget. Ulrikka S. Gernes debuterede i 1984 med digtsamlingen Natsværmer. Og hendes far er den kendte kunster Poul Gernes.

Varm anbefaling af denne roman til dig, der også har læst Min mørke Vanessa, Lolita og Arv og miljø.