Boganmeldelse: Louise Østergaard – Ord

Louise Østergaard fortæller i romandebut om forbudte følelser og forelskelsen i ord

★★★

Titel: Ord

Forfatter: Louise Østergaard

Sider: 192 Pris: 199,-

Forlag: People’s Press

ebd9ad10e48b2c3cf18aaab359adecc7

Louise Østergaard var specialeskolelærer og kontaktperson på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, hvor hun første gang mødte den dengang kriminelle 14-årige Yayha Hassan. Det udviklede sig til noget langt mere, end tilladt mellem en kontaktperson og en mindreårig, og det er fortællingen om dette møde, det efterfølgende forhold og deres fælles litterære passion, som Østergaards debutroman Ord handler om. 

Berømthedens bølge

Da nyheden om Louise Østergaards roman kom ud, og at den tog udgangspunkt i forholdet til den meget aktuelle og debatterede Yayha Hassan, var kritiske røster ikke sene til at påstå, at romanen netop blev udgivet, så Østergaard kunne ride med på Yayha Hassans enorme popularitet og berømmelse. For hvem er ikke interesseret i at læse mere om den kriminelle men aldeles velartikulerende debutforfatter, der står bag den kontroversielle og islamkritiske digtsamling Yayha Hassan. Svaret er de fleste, og netop derfor har Østergaard debutroman også fået en masse opmærksomhed. Men den kvindelige debutforfatter kan faktisk, ligesom sin ekskæreste, også noget med ord. De kommer dog i prosaform i stedet for lyrisk, og i en selvbiografisk skabelon med krydsklippende komposition, men de er der. Ordene. Vigtigt er det dog at understrege, at Louise Østergaard skriver bogen før, at Yayha Hassan bliver berømt. At den udkommer netop efter hans store debut, det er en helt anden historie.

Mødet med det store skrivetalent

”Og så skrev du. Skrev og skrev, mens jeg sad ved siden af og nød lyden af tasternes klapren, nød at høre dig hviske sætninger på den der reciterende, næsten messende måde, se dig bide koncentreret i overlæben, sådan som du altid gør, når du skriver”. Østergaard beskriver her hvordan, at hun ofte sad og så på Yayha når han skrev, men der går noget tid, fra de først møder hinanden, til de litterære evner udfolder sig hos den unge anbragte. Louise har derimod længe ventet på at spotte det næste store skrivetalent, og hun finder det overraskende nok i Yayha. Langsomt smitter Louises litterære passion af på Yayha, og de forelsker sig begge i ordene, som Yayha skriver på små stykker papir og giver til Louise.

Krydsklippende komposition og skiftende fortæller

Romanen er skrevet med en alvidende jeg-fortæller, som besidder to fortælleformer: et bagudskuende reflekterende jeg, som er forud for romanens handlinger, og som kan vurdere dem konstruktivt, og så et nutidigt oplevende jeg, som følger romanens handlinger, som de optræder. Denne konstruktion af fortæller-jeg’et gør, at romanen opleves på to planer: et nutidsplan og et datidsplan. Det er altså en bagudskuende Louise Østergaard, der fortæller historien om hende og Yayha, da hun efter deres sidste brud, beslutter sig for at skrive romanen om dem. Louise beskriver både idéen til romanen, hele processen omkring den, og så det forbudte forhold mellem hende og Yayha, som fik alle ordene til at give mening.

Ordets magt

Romanens stærkeste aspekt er sproget. Det er let læseligt, tilgængeligt men samtidig spændende og sprudlende. Der er flere eksempler i bogen på det gode sprog. Østergaards personkarakteristik af Yayha genererer mange nyskabende adjektiver såsom: ”Mit kæmpestore arabiske spædbarn” og ”Århusiansk ghettoknægt”. Også beskrivelsen af den angst, som Louise føler inden i sig, er velskrevet, som et væsen i stedet for en tilstand: ”Jeg kender angstens væsen…den stikker sit grimme fjæs frem en gang imellem, som den der gæst, man ikke orker at få inden for døren, fordi man ved, at det er så svært at få ham smidt ud igen”. Dagbogsskabelonen, som romanen også bærer præg af, fungerer godt, og det hverdagslige men samtidigt lyriske sprog harmonerer godt med hinanden, og giver romanen sammenhæng.

Den forsømte institutionsknægt og skolelæreren

De er et umage par Louise og Yayha. Han er teenager, palæstinenser og kriminel, hun er voksen, skolelærer, og gift. Alle odds står imod dem, men alligevel forelsker dig sig i hinanden, og deres kærlighed er: ”som kameraets forelskede flirt med objektet”. Louise er i romanen beskrevet som en person, der altid er glad udadtil, men indvendig er påvirket af angstanfald. Yayha bringer heller ikke de bedste sider frem i Louise. Hun ryger, drikker, ender med at blive anklaget for en forbrydelse, og alt dette sker, da Yayha bliver en del af hendes liv og hverdag. Yayha derimod har det nogenlunde indeni, som han ser ud udenpå: Omsorgssvigtet flygtning fra Palæstina med pædofil onkel og voldelig far, og så er han opvokset i den Århusianske ghetto. Samtidig med den dårlige indflydelse fra Yayha, betyder hans rolle i Louises liv, at hun i en lang periode lever et dobbeltliv. Hjemme leger hun husmor med sin mand og søn, og hos Yayha leger hun ung forelsket teenager. Men sandheden er, at hun er en 38-årig kvinde, som indleder et ulovligt forhold til en 16-årig dreng, og den dårlige samvittighed over det forbudte forhold er en tilbagevendende tankestrøm i Louises indre gennem hele romanen.

En litterær passion

Det er ikke kun sex og følelser, der holder Yayha og Louise sammen, trods deres forhold er ulovligt, og at de ikke kan fortælle nogen om det. Det er deres fælles kærlighed til ord og forelskelsen i disse, både dem som Yayha skriver til Louise, men også dem, som hun læser i hans digte om sin traumatiske barndom, sine hverdagskriminaliteter og sit had til den dobbeltmoralske islamisme. Louise forelsker sig i Yahyas måde at beskrive sit liv på, hans fortid og hans fremtid. Forholdet mellem Louise og Yayha er turbulent, og det er svært at holde styr på, hvornår de er kærester, venner og/eller uvenner. De er forelskede, men de skriver sig ind og ud af hinandens hjerter om og om igen hele romanen igennem. Det er et stormfuldt kærlighedsforhold, som aldrig helt finder ro. Hun bliver sur på ham, når han sporadisk ryger ind i kriminalitetens verden og ud af litteraturens, som er den verden, de deler. På trods af dette, opgiver Louise aldrig Yayha og giver ham altid en chance til, selvom han ikke fortjener det. Hendes kærlighed til ham er farlig, og det er ganske bevidst den vej, som Louise higer efter at gå. Hun søger spændingen, dramaet og Bonnie & Clyde-tilværelsen, som hun har sammen med Yayha. Louise beskriver i romanen deres forhold således: ”Det er som at smide en gazelle ind til en sulten løve”.  De er sammen i tre år, og ender i bogen med at afslutte et sted mellem venner og uvenner, men hvad fremtiden bringer forholdet, det afslører romanen ikke.

Fiktion kontra virkelighed

Uanset, hvor realistisk romanen er, og hvor meget der er digtet fiktion eller virkelighed, så læser siderne nærmest sig selv. Det er en spændende, realistisk, men også mystisk fortælling, som er værd at bruge nogle timer i læsestolen på. Læseren skal dog være meget opmærksom på spring i handlingens tid, og så de mange personer i romanen, som ikke alle bliver præsenteret ordentligt. Østergaard giver romanen en åben slutning, og tilbage står spørgsmålet om hvorvidt, at historien på de første 190 sider, som man netop har læst, er den rigtige eller en fiktiv. Det allersidste afsnit i romanen, som kun er på lidt over en side, citerer nemlig Yayha, efter at han har læst Louises udkast til romanen, således: ”Hold kæft hvor er det en vild historie…tænk, hvis det virkelig var sådan det var…”.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s