Boganmeldelse: Hanya Yanagihara – Et lille liv

Titel: Et lille liv. Forfatter: Hanya Yanagihara. Sider: 790. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Politikens Forlag ★★★★★

Årets største, hårdeste, smukkeste, mest gribende og intime læseoplevelse. Hanya Yanagihara skriver med en uforståelig lethed om menneskeliv, kærlighed, ondskab og godhed, så man efter nærmest hvert kapitel er nødt til at lægge bogen fra sig, fordi den fortæller så inderligt om, hvor skrøbeligt og uretfærdigt livet også kan være.

“Jeg sagde til mig selv, at jeg lod ham beholde sin værdighed, mens jeg valgte at glemme de tusindvis af nætter, hvor han ofrede den. Jeg bebrejdede ham og forsøgte at argumentere med ham, selvom jeg vidste, at det ikke virkede; men selv med denne viden forsøgte jeg ikke at gøre noget andet – noget mere radikalt, noget der risikerede at fjerne ham fra mig.”

Den her bog er en af de bøger, som jeg sent vil glemme at have læst. Sådan lyder det næsten i alle anmeldelser af Hanya Yangiharas mesterværk Et lille liv, siden den stormede det litterære miljø i sommers. Og det er da også en af de bøger, der virkelig vokser ind under huden på en. Den er svær at slippe i tankerne, selv hvis man holder flere længere læsepauser, hvilket jeg var nødt til, da den til tider er så ubærlig barsk at læse. Af mange er den blevet kaldt en moderne klasikker, den har vundet flere prestigefyldte priser, og hjerterne regner ned over den både i danske og udenlandske aviser. San Fransisco Chronicle kalder den “Et mesterværk”, og jeg er enig. Romanen beskriver med en simplicitet store temaer som skyld, skam, tilgivelse, venskab, kærlighed, lidenskab, ondskab, misbrug og selvtægt. Det er en rørende fortælling om venskab og liv, og Yanagihara skriver så flydende, at det ukomplicerede sprog bærer handlingen fremad. For hver lille fortælling, er der flere andre små fortællinger. Egentlig er det misvisende med titlen Et lille liv, den kunne ligeså vel havde heddet Et stort liv.

I romanen følger vi de fire venner JB, Malcolm, Willem og Jude gennem næsten fire årtier. Vi er med dem helt fra starten, da Willem og Jude flytter ind i den lille, uhumske men hyggelige New-Yorker lejlighed på Lispenard Street, og vi følger dem gennem sorg, glæde, forløsninger og udfordringer, og mærker deres venskabelige bånd forstærkes men også brydes. Det er fire meget komplette karakterer, og den skiftende fortælle- og synsvinkel gennem hele romanen bliver dermed tydeliggjort, fordi vi efter få sætninger altid er klar over, hvem der fortæller historien. Det er fortælleteknisk flot arbejde af Yanagihara at skildre fire hovedpersoners følelser og tanker, såvel som den alvidende fortællers stemme. Foruden de fire hovedpersoner er der et bredt persongalleri og mange at holde styr på. Tag bare Harold, Julia, Andy, Henry Young’erne, Richard, Høvdingen osv. Alle har de en vigtig rolle at spille i dette mesterværk af en fortælling om menneskehed. Yanagihara har formået at skrive en psykologisk roman, der graver helt ind i menneskets tanker, følelser og handlinger. Både de gode og attråværdige, men også de kvalmende og ondskabsfulde.

Et lille liv er en stor fortælling om seksualitet, race, rigdom og sygdom. Om at komme forskellige steder fra men alligevel have noget tilfælles. Om at finde sin identitet og sin plads i livet. Og meningen med den.

Et lille liv er dog ikke en bog for alle. Den kræver virkelig noget af en. Rent mentalt. Tålmodighed og en evne til at se lyset i de mørkeste afkroge af mennesket. Det der bærer handlingen frem, der nogle få steder lidt kan miste sporet i sine små fortællinger, er læserens undren over, hvad der mon er hændt Jude. Og når først de erindringer kommer frem, så er det næsten en ubærlig bog at læse. Flere gange væmmedes jeg og måtte ligge den fra mig i nogle dage. Andre gange fik jeg simpelthen kvalme, da jeg læste passagerne om selvtægt. Derfor er det vigtigt, at man selv er i menneskeligt overskud, når man skal læse de barske beretninger om livets ondeste sider. Det selvhad som Jude har, gør så ondt at læse om. Han er i smerte, men tør ikke dele det med sine omgivelser i frygt for, at de vil finde ham frastødende. Det gav mig flere gange en kraftig lyst til at stikke mine hænder dybt ned i bogen og ruske i Jude for at få ham talt til fornuft. Det er en moralsk og etisk roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvornår vi skal gribe ind, og hvornår vi skal lade stå til? Hvornår skal vi hjælpe et andet menneske, der lider, og hvornår bør vi give slip?

“Jeg er blevet en fremmed i en verden/ hvor jeg ellers har spildt så meget liv”.

Hanya Yangiharas anden roman Et lille liv er smuk og forfærdelig på samme tid. En af de bøger, som du ikke lige slipper i dine tanker. ALLE BØR LÆSE DEN!

Advertisements

2 thoughts on “Boganmeldelse: Hanya Yanagihara – Et lille liv

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s