Boganmeldelse: Elizabeth Strout – Mit navn er Lucy Barton

Titel: Mit navn er Lucy Barton. Forfatter: Elizabeth Strout. Sider: 188 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★

“Det er nok sådan de fleste af os manøvrerer i verden, halvt uvidende, opsøgt af erindringer der ikke kan være rigtige. Men når jeg ser andre komme gående så sikkert imod mig på fortovet som om de er helt fri for frygt, går det op for mig, at jeg ikke ved hvordan andre mennesker er. Meget af tilværelsen er det rene gætværk.”

Elizabeth Strout har begået en smuk og bevægende erindringsroman om mødre og døtre, om smertefuld ensomhed og menneskelige relationer. Det er en historie om en mor, der elsker sin datter. På en mangefuld og ufuldkommen måde.

Mit navn er Lucy Barton er fortællingen om Lucys liv, som det er foregået og som hun erindrer det, da hun ligger i en hospitalsseng i New York og hendes mor pludselig sidder i fodenden. Mellem de to kvinder ligger mange fortielser og gammel sorg, og da Lucy og hendes mor gradvist nærmer sig hinanden, går det op for Lucy, hvordan deres forhold har påvirket hende i alt lige fra forfatterdrømme til familielivet med sine egne to døtre.

Lucy Barton er ud af en søskendeflok på tre, med en far der var maskinmester og med en mor der var syerske i den lille by Amgash, Illinois. De var fattige, og Lucy og hendes søster Vicki blev ofte mobbet med, at de stank. Lucy var hundesulten som barn og deres aftensmad bestod af brød med sirup. Lejlighedsvist kvitterer moren med et par lussinger, imens faren ser på, og så var der også de gange, hvor børnene simpelthen blev låst inde. I Sauk Valley bor familien Barton for sig selv uden naboer, men omringet af majs- og sojabønnemarker. Lucys barndom har været barsk og præget af omsorgssvigt, hvilket har gjort ensomheden til hendes tro følgesvend gennem livet. Som følge deraf påvirkes Lucy i høj grad af de omstændigheder, der udspiller sig omkring hende, og alt har forbindelse til hendes barndoms erindringer: “Men det hænder at jeg ser et barn der græder i den dybeste desperation. Og jeg tror at det er en af de sandeste lyde et barn kan frembringe. Så får jeg det næsten som om jeg inde i mig kan høre lyden af mit hjertebriste, på samme måde som man i min barndom ude på åben mark – når forholdene var helt rigtige – kunne høre majsen vokse“.

Lyspunktet i Lucys barndom er når hun besøger skolens bibliotek, for i bøgernes finder verden hun et sted, hvor hun ikke er ensom. Det bliver starten på den forfatterdrøm, der spirer i Lucy gennem hele livet: “Men bøgerne gav mig noget. Det er der jeg vil hen. Og jeg tænkte: Jeg vil skrive så folk ikke føler sig så alene“. Er der nogen smukkere måde at forklare på, hvad litteraturen kan gøre for os mennesker? Senere kommer Lucy på College uden for Chigaco, har en kort affære med en lærer og møder siden sin mand William, der er laboratorieassistent for Lucys biologilærer. Lucy forelsker sig i William, fordi han virkelig forstår noget i hende, livet bevæger sig pludselig forlæns for Lucy. Men William er søn af en tysk krigsfange, og da han første gang skal med hjem til Lucys fattige familie, falder William og faren ikke godt ud af det med hinanden. Lucys mors argument er, at “far jo var med i krigen, og det var tyskere, der prøvede at slå ham ihjel“. Det bliver starten på en separation for Lucy og familien, da hun efterfølgende flytter til New York med William, der har fået tilbudt en stilling på universitetet. Forældrene er ikke med til brylluppet, og da Lucy føder sin første datter Christina, ringer hun og fortæller moren det, som dog nok virker glad for navnet. Efter det ringer Lucy hjem ved højtider og da hendes anden datter Becka bliver født. Men “Vi talte høfligt med hinanden, men altid, følte jeg, var vi utilpasse, og jeg så ikke noget af familien før den dag min mor dukkede op ved min fodende på sygehuset, hvor Chryslerbygningen lyste uden for vinduet.

Sprogligt er Elizabeth Strout eminent. Det er første gang, at jeg læser noget af hende, men tydeligt at hun virkelig mestrer æstetik og malerisk fortælling fra bogens første side. Danske Ida Jessen har oversat bogen, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det flotte sprog i den danske udgave kan tildeles Ida Jessen, som jeg tidligere har både læst, mødt og analyseret. Romanen er en veksling mellem nutiden, hvor Lucy og moren sidder sammen på hospitalsstuen i New York med udsigt til Chryslerbygningen, og flygtige erindringer om barndommen udfolder sig. Det giver en flydende narratologi i fortællingen, så vi løbende lærer mere og mere om Lucy og hendes ophav.

Jeg havde i løbet af min læsning sat så mange post its og markeret steder, hvor Strouts sprogbrug og fortælling virkelig brillerer. Og der var mange. Her er bare et eksempel, da Lucy Barton viser den roman hun skriver på til forfatteren Sarah Payne. Sarahs kommentar er følgende: “Det her er en historie om kærlighed, det ved du. Det her er en historie om en mand der er blevet pint hver eneste dag i sit liv for noget han gjorde under krigen. Det er historien om en hustru der blev hos ham, for det gjorde de fleste hustruer i den generation, og hun kommer rejsende til sin datters sygestue og snakker besættelsesagtigt om alle andres ulykkelige ægteskaber, hun ved ikke engang at det er det hun gør”. Romanen er en følelsesladet og ordrig hyldest til det skrevne og talte sprog. Til æstetikken.

Mit navn er Lucy Barton bliver i Delphine de Vigansk’ stil til en metatekst om en forfatters reflektion over det at skrive autofiktivt og erindre barndom, og er samtidig et skjult mesterværk for LGTB-miljøet i Lucys skildring af sin brors skæbne, da han bliver opdaget i morens tøj. De afsnit er hjerteskærende og vigtige for alle mennesker at læse. Samtidig er romanen også højaktuel for den verden, vi desværre, lever i i dag med terrorfrygt. Lucy beskriver, hvordan hun oplevede 9/11, og det der fulgte efter, og passagen er så rammende for vores verden i dag: “Mor! Det andet fly var fløjet ind i..” citat S. 183.

Læsere der kunne lide Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi, de Vigans Alt må vige for natten, og Hjorths Arv og miljø vil føle sig godt hjemme i Lucy Bartons forunderlige tankeunivers skabt via Elizabeth Strouts skarpe realisme og smukke ord.

GemGem

GemGem

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s