Boganmeldelse: Tove Ditlevsen – Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø (redigeret af Olga Ravn)

Titel: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø. Forfatter: Tove Ditlevsen (redigeret af Olga Ravn). Sider: 149 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★

“Det er ikke helt nemt at forklare, selvom jeg intuitivt forstod det med det samme, allerførste gang jeg læste Tove Ditlevsens digte, i en alder af 12 på en gæsteseng på min morfars kontor og efter at alle var gået i seng, fandt en grøn bog på hans reol og begyndte at læse. Jeg ser for mig, hvordan hun, forfatteren, går gennem en skov af slagere og plukker røde simili-æbnler til sine digte”. 

Olga Ravns redigerede udvalg af Tove Ditlevsens digte er intelligent og vigtigt, hvis vi skal have endnu flere læsere til at se den imponerende kvalitet i lyrik – skrevet fra et kvindeligt synspunkt, ja, men med overbevisende universel aktualitet!

I sin levetid udviskede Tove Ditlevsen grænsen mellem forfatterjeg og fortællerjeg, og efter sin død har hun fået et nyt gennembrud og nye læsere. Vi befinder os så at sige i en overvældende Tove-renæssance, som stille har vokset sig frem. I 1975 satte sangeren Mathilde musik til digtene fra Pigesind, i 1977 udødeliggjorde Anne Linnet digtet Barndommens Gade fra digtsamlingen Kvindesind i sin sang af samme navn. I 1966 filmatiserede Astrid Henning- Jensen Ditlevsens radioroman To som elsker hinanden, under titlen Utro, og i 1986 blev romanen Barndommens Gade også til en spillefilm af Astrid Henning-Jensen med Sofie Gråbøl i rollen som Ester. Selv i den voldelige kultklassiker Blikende lygter fra 2000 var der referencer til (t)Ove Ditlevsen og hendes værker. I 1997 kom så Jens Andersen og Karen Sybergs to store biografier om forfatteren, og senest i 2010’erne endnu et gennembrud med de redigerede og glemte tekster af Olga Ravn, teaterforestillinger med Sort Samvittighed, der netop i slutningen af 2017 blev genopsat,  og det populære stykke Toves værelse på Folketeatret med Paprika Steen i den overbevisende rolle som Tove, for ikke at nævne Gyldendals mange genudgivelser af forfatterskabet. Samtidig blev Ditlevsen i 2015 optaget i Den Danske Litteraturs Kanon for grundskolen og bliver i dag delt, liket, tweetet og tagget på de sociale medier. I 2017 ville Tove Ditlevsen være fyldt 100 år, og Gyldendal fejrede det med udgivelsen af en række udvalgte digte, redigeret af Olga Ravn. 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø indeholder digte fra hele forfatterskabet – såvel kendte klassikere som mindre kendte tekster, blandt andet Tove Ditlevsens arbejderdigte, og jeg var naturligvis meget begejstret over at modtage et anmeldereksemplar af første oplag. Bogen er lavet i mørkeblå rustikt materiale og med guldskrift på forsiden, der afbilleder Toves egen signatur. I forsatsen findes et fotografi af Tove Ditlevsen fra 1948, som aldrig før er blevet publiceret i DK, taget af den svenske stjernefotograf Anna Riwkin-Brick. Bagsatsen er et håndskrevet udkast til “De evige tre” fra Tove Ditlevsens arkiv, som Olga Ravn har haft adgang til i sit arbejde med udvalget. En kreativ og smuk måde at pakke Ditlevsens lyrik ind på, og noget for enhver Tove-fan. Udvalget bærer præg af den tolkning, læsning, som Ravn har lagt ned over Ditlevsen denne gang. I Ditlevsens lyrik er ifølge Ravn to spor: et om drømme, og et om drømme der brast, og det er de spor, Ravn har haft i tankerne, da hun redigerede det nye udvalg. Det er hendes måde at læse Ditlevsen på, og udvalget er skabt med to læsere i tankerne: hendes bror, den nye læser, der ikke ved, hvor man skal starte med Ditlevsen, og den etablerede læser, der kender hende godt i forvejen (Ravns veninde Johanne). Ravn forklarede i sin tale til Ditlevsens fødselsdag på Gyldendal den 14. december 2017, at: “Det er et udvalg til nu – til vores tid. Tove Ditlevsen er stor, fordi hun er en stor forfatter, og fordi vi er for mange, der ved det, til at de kan lukke munden på os”. Udvalget er som nævnt en række digte, nogle klassikere, andre mere ukendte, og nogle arbejderdigte. Den kendte Tove-læser vil derfor kunne genkende Blikende lygter, Børn, Så tag mit hjerte, Barndommens gade, De evige tre, Sig Ja og Alene for dig, men der er også blevet plads til helt fantastiske digte, som det glæder mig, at endnu flere (etablerede såvel som nye) Tove-læsere kan nyde og have gavn af, fx De onde år, Lola, Der bor en ung pige, Erindring, Eftertanke, Erkendelse, Den niende måned, Ritual, Selvportræt 1, 2 og 3 og mange flere.  

Første og anden del af udvalget står imo klart stærkest, og det er frem mod slutningen de lidt tungere universelle og ikke så personlige digte, der pryder frem, hvorimod Ravn dog afslutter pasende med digtene Sig Ja og til sidst Alene for dig, som også er første digt i digtsamlingen Pigesind. Ravns efterord tager afsæt i den tematik, hun har læst frem i sin analyse af Ditlevsens lyrik: at være det man er, og det man burde være. Ravn konkretiserer tematikken og gør den personlig, når hun forklarer hvordan hun også selv forsøger at lykkedes i livet, både som mor og som kunstner. “Under arbejdet med dette udvalg af digte, som er skrevet fra 1930 til 1976, har jeg fået det indtryk, at Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er.” Det ses, som Ravn også så konkret påpeger det, i mange af digtene, at Tove Ditlevsen ville være det hele. Hun ville elske den ene, men kunne ikke elske den anden, i længslen efter at blive noget bestemt, efter noget der ikke er til eller noget der var. Ditlevsen var ambivalent omkring sit liv, og det skinner også igennem i dette udvalg. Hun ville opnå det hele, og skrev om det. Hun ville have familie og børn, hun ville stikke sig i alle vener med petidin, hun ville elske og hade, hun ville skrive bøger og vinde Akademiets pris, hun ville leve og dø. I sit efterord slå Ravn også et kærkomment slag for kvinden som en arbejder på lige fod med de mange mænd der i 30’erne og op til 70’erne gik på arbejde på fabrikken hver dag. Når kvinder sætter børn i verden, siger Ravn, så er det også arbejde, produktion og reproduktion, og bør anskues som sådan. Det er kvindens arbejde at føde børn, og producere arbejdere til staten, hvorfor kvindens forhold til sin egen krop kan sammenstilles med arbejderens forhold til fabrikken. Dermed bliver den kvindelige litteratur om egen krop og husholdning til arbejderlitteratur og Ditlevsen til arbejderforfatter. I mange af sine digte, særligt dem der er med i udvalget her, skriver Ditlevsen nemlig om det at passe børn og holde hus, opvarte mænd og uviljen imod det. Det er skarpt set af Ravn, og jeg er begejstret over denne læsning, der åbner op for endnu flere aspekter af Ditlevsens lyriske produktion.

Jeg anbefaler alle at gå på opdagelse i Tove Ditlevsens forunderlige univers med dette skarpe udvalg af ligedele sørgmodige, melankolske og humoristiske digte.

Passager, der er værd at (gen)læse:

Lola: “Der var alligevel ikke stof nok i verden ikke brændevin nok ikke sminke nok ingen jordiske kilde kunne slukke min tørst.

Selvportræt 1: “Jeg kan ikke: lave mad gå med hat hygge om folk bære smykker ordne blomster huske aftaler takke for gaver give rigtige drikkepenge holde på en mand vise interesse ved forældremøder.”

Ritual: “I stedet for kedelige mænd til at bære min kiste, skal elleve søde korpiger steppe afsted med mit lig. Og ingen præst skal prædike og få min mor til at græde, hvad skal det til – da jeg levede, gik jeg jo aldrig i kirke. Og I skal slet ikke sørge, for selv om jeg elskede livet, var jeg lidt doven og sover godt her i min sorte kiste.”

Der bor en ung pige: “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende, men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø, som søger hun noget, hun ikke mere kan finde”. 

Selvportræt 4: “Jeg frygter den plads jeg har i andre erindring. De minder mig om ting jeg selv har glemt. De har stjålet mit ansigt før det var brugt op de sætter det ofte udenpå deres eget. 

Angst 1: “Angsten er gammel den lugter af barndom den har ingen genstand vækkes af blikke og ord og pludselig støj lever i gentagne drømme hvor den som man elsker viser det dræbende had han skjuler om dagen”.

Børn: “Mit hjerte elsker alle de umuligste børn, de som ingen holder af og ingen kan forstå. Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn, de børn som alle voksne folk er meget vrede på”. 

Og det var en nat: “Og hundrede pigeromaner lå gemt i mit lukkede skød: så glemte de tid, så glemte de sted, og synden var sort og sød”. 

Fra “Fragmenter”: “I krogen bag porten i Barndommens gade, den krog hvor der stinker af øl og urin, dér stod vi ved murens beskidte facade og elskede natten poetisk og fin”. 

De onde år: “Vig bort, I onde ånder, der grusomt dræber de varme øjne og friske læber – kom læbestift og hjælp mig med at lyve, for jeg vil aldrig være mer end tyve”. 

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s