Boganmeldelse: Michael Frank – Den fabelagtige familien Frank

Titel: Den fabelagtige familien Frank. Forfatter: Michael Frank. Sider: 202 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★☆☆

“Portrættet af min faster var det største og også det mørkeste, ikke kun i farveholdningen, men også i den måde, hvorpå det antydede, at min faster skulle have et sort humør lurende lige under overfladen. Hvordan en fjern kusine – der havde malet alle disse billeder af Stalin – kunne fange det træk hos min faster efter kun at have kendt hende en uge, var en gåde”.

Michael Frank har skrevet en rørende og skræmmende erindringsroman om sin egen fabelagtige men også forskruede familie. En lige dele forargende og kærlighedshungrende skildring af sin dominerende faster, der tog Michael til sig som det barn, hun aldrig selv fik, og samtidig overskred alle grænser. Fasterens magt over familien påvirkede mig så meget, at jeg faktisk havde mareridt om natten, hvor jeg så maleriet af hende for mig, og følte hun stirrede på mig.

Jeg er sådan en letpåvirkelig bogblogger, så når en bog får meget medieomtale, så ryger den lige foran i anmelderkøen. Sådan var det også med erindingsromanen Den fabelagtige familien Frank skrevet af journalisten Michael Frank om sin egen barndom og hans meget dominerende faster. Romanen skulle efter sigende være interessant for fans af Delphine de Vigans Alt må vige for natten og Jeannette Walls Glasslottet, to fantastiske bøger, som jeg var meget begejstret for, og derfor måtte jeg jo straks i gang med Michael Franks debutroman.

“Hun kunne minde om et uforudsigeligt kontrapunktisk stykke musik, for man vidste aldrig, hvor på skalaen den næste tone ville lyde. Hun charmerede, men sugede også al energien ud af en. Hun gav generøst og tog arrogant. Hun hyldede, og hun kritiserede skånelsesløst”. Således beskriver Michael Frank den faster, der gennem et helt liv påvirkede ham og hans familie, og læseren aner allerede her, at faster Hankie er en af de der komplicerede menneskeskikkelser, som alle familier vel i grunden har i mindre eller større grad, som kan styre dynamikken blandt slægtninge fuldstændig.

Michael Frank vokser op i 1970’ernes Los Angeles med en konstant opmærksomhed fra sin barnløse faster. Hun ikke bare forkæler ham, men føler sig også ansvarlig for Michaels kulturelle dannelse. Der lurer dig noget uhyggeligt dominerende bag fasterens gavmildhed, som allerede anes i prologen, hvor Michaels mor ønsker, fasteren havde sit eget barn, og stille tænker, hvor anderledes et menneske fasteren i så fald ville være. Hun siger det ikke højt. Det gør ingen i familien, men alle tænker det. “Han sagde ikke noget. Hun sagde: “Skal vi ikke stjæle ham?”  I romanversionen ville hun så have gjort netop det. I virkelighedens verden havde hun gjort det for længst”.

Hvor Michaels mor Merona er som en fin lille dukke, der ikke vækker for meget opmærksomhed, er fasteren lige det modsatte, høj med gnistrende øjne altid dækket med blå eller lilla makeup og fyldt med farverige smykker, ligeså markante og ekstraordinære som hende selv. Michael er fascineret af fasteren lige fra han er barn. Hun er hans sol: “Vi befandt os i Californien. Det brandvarme, solblegede sydlige Californien, og de fleste niårige drenge ville have tilbragt tiden med at lege ude i al den sol under den høje himmel. Jeg tilbragte min på maven på kludetæppet med at kigge op på maleriet af min faster – min sol, min himmel.”

Faster Hankies projekt med at danne Michael kulturelt får ham til at tvivle på sig selv og skille sig ud blandt de andre niårige, når han bekymrer sig om, at han ikke kan kende forskel på Dickens digressioner eller klar prosa hos Tolstoj, grimme kopier i antikvarhandleren eller forskellen på showing og telling, vermeil eller guldbronze. Hvilke andre niårige drenge kan i øvrigt det, endsige interessere sig for det? Men Michael higer desperat efter fasterens accept og velsignelse gennem hele barndommen. Hendes kærlighed. Det koster ham ikke bare søvnløse nætter, konfrontationer med sine forældre, men også mavekneb og et kapløb, han ikke kan følge med i og slet ikke vinde.

Fasteren beskrives som et dominerende menneske, en matriark, skønt hun ikke er mor til nogen, en husholdningstroldkvinde, der ikke alene kan trylle sin mands ejendele væk fra deres hus La Maisons sjæl, men også nærmest mentalt udslette mennesker omkring hende, så hun altid er primus – den glimtende juvel, der lyser mere end alle andre. Faster Hankies magt over Michael er nærmest usynlig, og det erindrende ældre jeg er godt klar over, at han er besat, men som barn har han endnu ikke indsigten til at erkende det, han har ikke et sprog for det. At han samtidig er bange for at miste den kærlighed, fasteren giver ham, bliver en trussel, der holder ham i lænker, også langt oppe i voksenlivet.

Michael Franks erindringsroman er ikke kun en skildring af en kompliceret familie, hvor bror og søster har giftet sig med bror og søster, som bor tre gader fra hinanden oppe i Lauren Canyon og med begge bedstemødrene i en lejlighed for enden af floden, det er også et troværdigt og autentisk tidsbillede på de amerikanske 1970’ere med frigørelse, kvinder i jeans og Carole King på grammofonen.

Den fabelagtige familien Frank er en hjerteskærende og skræmmende fortælling om et menneskes magt over andre, men jeg kedede mig desværre også lidt rent handlingsmæssigt, og derfor får den kun tre stjerner af mig. Kan dog udmærket anbefales til læsere af de Vigan og Walls som nævnt tidligere.

Følg og like liftix

Skriv et svar