Anmeldelse: Tracy Chevalier – Den nye dreng

Titel: Den nye dreng. Forfatter: Tracy Chevalier. Sider: 199. Forlag: Modtryk. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Modtryk ★★★☆☆

“Der var ingen sorte elever på Dees skole og heller ikke nogen sorte beboere i i hendes kvarter, selvom Washington, D.C her i 1974 havde en tilstrækkelig stor sort befolkning til at blive tildelt øgenavnet Chocolate City. Når hun var nede i centrum med sin familie, så hun nogle gange sorte mænd og kvinder med store afroer, og også når hun så Soul Train på tv hjemme hos Mimi, hvor de dansede til Earth, Wind and Fire eller Jackson Five.”

Den nye dreng er en fin, lille roman om at være anderledes, og om skolegårdens indspiste hierarki.

I anledningen af 400-året for William Shakespeares død har en række forfattere skrevet nye roman-versioner af hans største skuespil. En af dem er den amerikansk-britiske forfatter Tracy Chevalier, der også har skrevet den populære roman Pigen med perleørering, som senere blev filmatiseret.

I Den nye dreng tager Chevalier afsæt i Shakespeares Othello, en tragedie om jalousi, opført første gang 1604. Othello handler om intrigemageren Jago, der ødelægger den rene kærlighed mellem ægteparret Othello og Desdemona, hvor Jago personificerer jalousiens væsen. I Chevaliers Den nye dreng er ghanesiske diplomatsøn Oesi Kokote startet på en ny skole, den fjerde på seks år, og er den eneste sorte dreng. Hans tilstedeværelse på skolen skubber til de i forvejen skrøbelige magtbalancer i skolegården, og alt forandres.

Dee får til opgave at vise den nye Osei rundt på skolen, og allerede på første dag er det tydeligt, at Osei bryder ind i et hierarki, der på forhånd er skabt af skolens hårde drenge og de populære piger. Dee og O, som hun får lov at kalde Osei, bliver med det samme gode venner: “O havde smukke, regelmæssige tænder – et lyst glimt i hans mørke ansigt, som tændte en gnist i inden i hende”, og senere, alt på samme dag, både kærester og uvenner.

Året er 1974 og de mest populære band er Jackson Five, der er ikke mange sorte omkring Dee lokalsamfund, og vi mærker med det samme tidsbilledet og raceforskellen i takt med siderne vendes. Chevalier skriver ligetil, nøgternt, med en troværdig barnlig stemme og uskyldig oplevelse af verden, som den ser ud for et barn. Fortællerstemmen er alvidende og skifter mellem børnene i skoleklassen og deres alles førstehåndsindtryk af den nye sorte dreng. Først den smukke Dee, så ballademageren Ian, så Mimi, så Ose og sådan skifter fortællersynsvinklen gennem hele romanen.

Også i Oseis egen familie mærkes rascismen. Søsteren Sisi glider fra Osei og bliver mere og mere radikal i sin fremtræden. Hun er blevet yderliggående aktivist og går op i ting som panafrikanisme og siger Black Power og Black is beautiful hele tiden.: “De var amerikanere men havde tage neoafrikanske navne som Wakuna, Malaika eller Asante, og deres samtaler var oversået med referencer til Malcolm X, Marcus Garvey og De sorte pantere, med slogans som Black Power og Black is beautiful og udtryk, som han ikke forstod, som ‘hvidt overherredømme’, ‘panafrikanisme’ og ‘internaliseret racisme‘ forklarer Osei.

Osei har gået på mange skoler og er vant til at være både den nye og den sorte dreng: “Før i tiden, når andre børn havde sagt eller gjort et eller andet – lagt bananer på hans bord eller lavet abelyde eller hvisket til hinanden om, at han lugtede anderledes, eller spurgt ham, om hans bedsteforældre havde været slaver – havde Osei lagt afstand til dem for at beskytte sig selv mod slaget, sådan så det ikke gjorde ondt”. På skolen i Washington møder han dog undtagelsen: en hvid pige der accepterer og kan lide ham. Dee. Men i skolegårdens kroge lurer beskidte kneb, racisme, intriger og forrrædderi. Vi følger Osei og de andre elever gennem en enkelt dag, den første dag hvor Osei er på skolen.

Den nye dreng er en rørende roman om racisme og de udfordringer Osei har mødt på andre skoler. Men i romanen her ser vi desværre også, hvad der sker, når et menneske ikke kan tage mod mere og endelig bryder sammen.

Jeg var ikke vildt betaget af fortællingen. Sproget er lidt kedeligt og for ligetil. Jeg manglede lidt mere poesi, og så brød jeg mig ikke om, at handlingen kun strakte sig over en enkelt dag i skolen. Jeg kunne godt have tænkt mig at se karaktererne udfolde sig over længere tid. Det var smukt og forfærdeligt at se kærligheden mellem Dee og Osei blomstre og visne på så kort tid, men det måtte godt have varet længere. Alt i alt en middel læseoplevelse for mig personligt, men helt sikkert en roman med masser af potentiale og mange læsere.

Følg og like liftix

Skriv et svar