Anmeldelse: Connie Pelman – Du sagde det selv

Titel: Du sagde det selv. Forfatter: Connie Pelman. Sider: 224. Forlag: Tiderne Skifter. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Dagens Bog ★★★★★

“Jeg elskede hende, jeg blev ved med at elske hende. Hvis hendes selvmord var den fælde, som hun ville fange mig i for at fortære mig, optage mig i sig, blive ét kød, lykkedes det hende. En brudgom taget som gidsel af døden, forbundet med sin brug for evigt i et posthumt ægteskab, så udadskillelig, som hun ønskede, jeg var fra hende. Hendes navn er mit navn. Hendes vanvid er mit vanvid. Hendes død er min død.” 

Kunstnerisk. Følsom. Hjerteskærende. Connie Pelman skriver så indfølt, at det vitterligt føles som Ted Hughes’ egen stemme og personlige erindringer om sin berømte afdøde kone, Sylvia Plath. Anbefales til læsere der elskede Patti Smiths Just Kids.

Jeg har læst og elsket Glasklokken, og jeg har læst om Sylvias liv og selvmord og begrædt det. Men meget mere end det har jeg ikke interesseret mig for hendes ægteskab med Ted Hughes. Derfor gik jeg ind til romanen her uden nogen forvetninger, og jeg har læst den som fiktion, skrevet af en udenforstående forfatter, den hollandske Connie Pelman, men for en læser, der ikke kender Ted Hughes eller har fordomme om ham, så føles den stemme Pelman har givet Hughes i romanen ægte, barbarisk og indfølt på samme tid.

Du sagde det selv er en litterær, akademisk, ambitiøs og vellykket roman, som ramte mig lige i hjertet på samme måde som Patti Smiths Just Kids. Sylvia Plath var psykisk syg, og havde prøvet at begå selvmord, inden hun møder Ted. Gennem hele sit liv vil Sylvia Plath opnå alt, men kan ikke leve op til sine egne tårnhøje forventninger: “Jeg skal lære tysk, jeg skal skrive en bestseller, jeg skal gøre en fortælling helt færdig, jeg skal læse Arternes Oprindelse, jeg skal studere Shakespeare, jeg skal producere en digtsamling, jeg skal bekæmpe min egen forfængelighed, jeg skal ikke løbe fra mit ansvar, jeg skal, jeg skal, jeg skal.” Ligesom Sylvia lever med sin utilstrækkelighed, så lever Ted med frygt og angst for at miste hende. Om hende skriver han: “Var hun for tæt på fortiden i USA, i Boston, sin fødeby. med en levende, utilfreds mor, en død, krævende far, en afsluttet gylden glansperiode, selvmordsforsøget? Var hun som digter i en overgangsfase, en periode fuld af kaos og lammelse, som hun skulle igennem for at finde en anden stemme, sit sande jegs røst, og skyede hun denne initiation af frygt for, hvem hun mødte, hvis hun søgte dybere ind i sig selv?”

Det er slet ikke til ar forstå, at det er den hollandske forfatter Connie Pelman som har skrevet bogen og ikke et afskrift af Teds personlige dagbogsnoter (selvom Pelman nu har haft adgang til en stor samling efterladte dokumentar og lavet en gennemgående research). Pelmen giver endelig stemme til den fordømte enkemand, der hele livet måtte bøde for sin berømte hustrus selvmord og veksler overbevisende mellem nutidsfortællinger, erindringer og et retrospektivt blik. af det uundgåelige, som kommer til st ske. Ted ser tilbage og tænker på, om han i den og den situation, kunne eller burde have forudset selvmordet. Fx her, hvor vi ser skiftet mellem den altvidende fortæller og den oplevende: “ Jeg var ikke klar over, at vi stod foran det hus, hvor min hustru en kold mandag morgen i februar i 1963 ville putte hovedet i ovnen og åbne for gassen”.

Efter et opgør mellem Sylvia og Teds søster, hvor Sylvia tre dage efter mister deres andet barn, går det for første gang op for Ted, hvorfor Sylvia længes efter døden: “..hendes længsel efter døden ikke bare skyldtes den lokkende kalden fra en død far, som hun skulle ofre livet for, men også den langt mere banale, tilbageskuende længsel efter et liv uden mand og barn, uden bekymringer og ansvar og uden pligten til at blive berømt”.

Jeg nød kærlighedsfortællingen, og de mange litterære referencer, særligt til Sylvias værker. Da Sylvia skriver på den roman, der i eftertiden gav hende al sin berømmelse, Glasklokken, udtaler hun blandt andet til Ted, at det bare er triviallittrerqrur, levebrødsskriveri som alt hendes prosa. “Bogen skriver sig selv,” sagde hun, “jeg behøver ikke at finde på noget”. Lige noget for en litteraturelsker!

Ted Hughes har helt frem til sin død båret på skyldfølelsen og anklagerne fra omgivelserne om, at han slog sin kone ihjel. Som han skriver selv: Dommeren frikendte mig, det gjorde jeg ikke selv. “I de forgangne 35 år har jeg været hendes mytes tavse gidsel, jeg har været spærret inde i et mausoleum, hvor jeg blev udstillet som et relikvie fra et tragisk ægteskab. Beskrevet af biografer, hagiografer, journalister, akademikere og eksegeter er vi trådt udadskillelige ind i millioner af menneskers fantasi, med Papi og Mami som vores vidner, som skyggesider af os selv, sammenhægtede figurer i en passionshistorie, som det ikke er til at slippe ud af, hvor rollerne blev fordelt for mange tusind år siden, og hovedpersonerne viljeløst adlyder deres dikterede skæbnes lov”. Jeg ved, at der er delte meninger om Ted Hughes, og også om denne roman, der er blevet kritiseret HER i Information, men jeg ELSKEDE den! Og vil lade det være op til den enkelte læser at gå til romanen, som fuldt ud levede op til mine forventninger. Smuk kærlighedshistorie, psykologisk indblik i karakterer, autentisk tidsbillede og fyldt med litterære perler.

Efter at have læst bogen kan man passende se filmen Sylvia fra 2003 med Gwyneth Paltrow og Daniel Craig i rollerne som Sylvia Plath og Ted Hughes. Den kan ses hos Filmstriben lige HER.

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem
GemGem

GemGem

Følg og like liftix

Skriv et svar