Anmeldelse: Lisa Wingate – Inden vi blev jeres

Titel: Inden vi blev jeres. Forfatter: Lisa Wingate. Sider: 397. Forlag: Rosinante & Co. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Rosinante & Co. ★★★☆☆

“De er sunde og raske i enhver henseende”, siger hun igen og igen til gæsterne. “Små fysiske pragteksemplarer og desuden mentalt forud for deres alder. Mange af dem kommer fra forældre med talent udi musik og kunst. De er som blanke tavler, der bare venter på at blive udfyldt. De kan blive lige det, De vil have dem til at blive”. 

Lisa Wingate har begået en brutal og hjerteskærende roman, der desværre tager afsæt i den virkelige historie om børnehjemslederen Georgia Tann, der med hjælp fra et større netværk af korrupte læger, betjente og dommere fik tusindvis af børn af enlige mødre og fattige forældre fjernet eller kidnappet fra hjemmet fra 1920’erne og frem til omkring 1950. Børnene blev slået, misbrugt, sultet, nogle forsvandt. Nogle døde. Nogle blev bortadopteret til rige familier.

På en husbåd på Mississippi-floden efterlades Rill Foss og hendes fire små søskende alene, da deres mor må fragtes på hospitalet. Næste dag dukker et par betjente op og tvinger børnene med sig, hvoefter de ender på et usselt børnehjem, hvor Rill må kæmpe alt hvad hun kan for at holde søskendeflokken samlet. Samtidig med Rills barske historie, følger vi også advokaten Avery Stafford, der er blevet kaldt hjem til South Carolina for at støtte sin far, der er senator, i sin valgkamp. På et besøg på et lokalt plejehjem møder hun en ældre dame, der mener at kende hende, og Avery tvinges til at se sin families fortid i øjenene. Wingate har anvendt en alvidende fortæller men med skiftende fokalisering, så vi ikke bare følger advokaten og senator-datteren Avery Stafford men også May Crandall, den ældre dame på plejehjemmet. Deres historier fortælles skiftevis og udfylder de tommer pladser i det samlede plot, hvilket skaber en fyldig og spændende handling.

May Crandall, den ældre dame, ser tilbage på sin barndom i Mississippi med moren Queenie og sine søskende. Dengang hed hun Rill. Her føler de sig hjemme. Floden er trygt. De kender den. For flodrotter er vandet deres hjem. Indtil moren efter fødslen af sit sjette barn må hastes afsted til hospitalet sammen med far Briny, og alt ændrer sig. Samtidig med at Avery forsøger at samle brikkerne og afdække sin familiehemmelighed, følger vi Rill og hendes søskende, efter de er blevet taget af Georgia Tann og placeret på et usselt børnehjem i Tennessee. Børnene bliver slået, straffet, sulter og får ingen omsorg. Engang imellem skal de vaskes og gøres pæne og stilles frem som kvæg til salg, så rige mennesker kan adoptere dem. Eller som når Shelby County Biblioteker kommer forbi og børnene må låne hver en bog at læse i. Manden fra biblioteket spørger ind til tilstanden på børnehjemmet og børnenes trivsel, men Tann lyver så det driver. Jeg fandt det meget rørende, hvordan bogen Huckleberry Finn bliver et sted for Rill og hendes søskende at forsvinde hen, når hverdagen på det forfærdelige børnehjem er for håbløst: “Jeg knuger Huckleberry Finn ind til mit bryst og begiver mig ind ad indkørslen. Nu kan vi forsvinde fra det her sted, når vi selv har lyst. Det eneste, vi behøver at gøre, er at slå pjalterne sammen med Huckleberry Finn. Han har garanteret plads til os alle fem på sin tømmerflåde. Måske finder vi Arcadia derude et sted.” 

Lisa Wingate har skrevet en meget rørende dedikation på de første sider, og allerede her rammer romanen os. Fordi vi som læser ved, at det er fiktion, men baseret på en sand historie. Om børn der blev væk. Blev taget fra deres familie og sendt væk, måtte udholde forfærdelige vilkår på børnehjem, for derefter at få en ny familie. Blive købt og solgt som kvæg, eller det der er værre. Menneskehandel med børn er barske sager. Og det bliver ikke mindre skræmmende, da Avery i sin søgen falder over en artikel om Tennessee Children’s Home Society i Memphis.

Sprogligt virkede oversættelsen lidt forstyrrende for den ellers flydende fortælling. Der var et par gengangere af formuleringer, der bare lød for kluntede på dansk. Fyldord som: “Hvis at, fordi at..” Det trak desværre lidt ned i min læseoplevelse som helhed, men selve plottet, spændingen og ikke mindst romanens vigtige budskab og samfundskritik trækker den alligevel op. Under min læsning tænkte jeg meget på et par andre romaner, og jeg anbefaler derfor Inden vi blev jeres, til læsere der også har læst: Drengene fra Godhavn, Indigo, Glasslottet og Den fabelagtige Familien Frank.

Inden vi blev jeres er vigtig fortælling om to familier: de rige, magtfulde Staffords, og de beskidte og fattige flodsigøjnere Fosses fra Missipifloden, og et smukt budskab i forfatterens efterord: “Er der en overordnet lære, som vi kan drage af Foss-børnenes oplevelser og den sande historie om Tennessee Children’s Home Society, så er det, at babyer og større børn, uanset hvor de kommer fra i verden, ikke er forbrugsgoder eller objekter eller ‘blanke tavler’, som Georgia Tann ofte yndede at fremstille sine myndlinge som; de er mennesker med deres egen historie og deres egne behov, drømme og håb.”

Følg og like liftix

Skriv et svar