Anmeldelse: De otte bjerge af Paolo Cognetti

Titel: De otte bjerge. Forfatter: Paolo Cognetti. Sider: 220. Forlag: People’s Press. Oversætter: Lorens Juul Madsen. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: People’s Press ★★★★☆

“Vores venskab boede i bjergene der, og hvad der foregik nede i lavlandet, var fuldstændig irrelevant”. 

Italienske Paolo Cognetti skriver overbevisende i denne formidable dannelsesroman om to drenge. Om aldrig at glemme sin barndoms bjerge eller sig selv. En gribende roman om fædre og sønner, om de uudtalte forventinger, om opgøret og det stærke bånd mellem far og søn, mand og mand. 

Ferrante abstinenser? Ved du ikke, hvad du skal læse efter Napoli-romanerne? Italienske Paolo Cognetti bliver kaldt den ny Ferrante, og De otte bjerge er et godt bud til dig, der savner italiensk litteratur om venskaber, der varer hele livet.

De otte bjerge er, som Napoli-romanerne, en stærk fortælling om et venskab fra barndom til voksenliv, men hvor det hos Ferrante er to unge pigers liv som er i fokus, er det hos Cognetti to unge drenge, og hvor det hos Ferrante er med Napoli som bagtæppe er det hos Cognetti bjergene i Milano.

I romanen De otte bjerge møder vi enebarnet Pietro fra Milano og hyrdedrengen Bruno fra bjergene. Da Pietros forældre – i en fælles længsel efter naturen i bjergene – lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa, møder de to 11-årige drenge hinanden for første gang. Langsomt og næsten ordløst går de et venskab frem i det voldsomme terræn, som bliver drengenes eget. Som voksen søger Pietro ud i verden, mens Bruno bliver, hvor han er, men det ubrydelige venskab bringer dem atter sammen på barndomshjemmet, da Bruno kalder Pietro hjem.

Bjerget er hos Cognetti som i Annie Proulx’ berømte Brokeback mountain symbolet på det tætte venskab mellem Pietro og Bruno. Bjergene er store, poetiske, skræmmende og betagende. Drengene vokser op med sagn og fortællinger om bjergene, som bjerget la Grigna: “Grigna var en underskøn og grusom kvindelig kriger, hun lod de riddere, der kom op i bjergene for at erklære hende deres kærlighed, skyde med pile, og derfor havde Gud straffet hende ved at forvandle hende til et bjerg”.

Pietro møder Bruno, og oplever en helt ny verden udfolde sig i bjergene, og forsøger at følge med Bruno, der altid er i bevægelse: “Jeg havde vist for længst gjort op med mig selv, at jeg ville følge ham, hvorhen det skulle være”. Og det er ikke bare den stærke fortælling om venskabet mellem to drenge i bjergene, som Cognetti imponerer med. Hans detaljerede naturbeskrivelser er omtrent ligeså overvældende, som når man selv står og kigger på tronende bjerglandskaber: “På den første strækning strømmede elven nedad i spring i en række skummende strømfald mellem store klippeblokke, hvor jeg lænede mig ud og betragtede de sølvglimtende genskær fra bunden. Længere nede løb den langsommere af sted og forgrenede sig, som om den var gået fra ung til voksen, og den skar sig gennem små holme, som var koloniseret af birketræer, hvor jeg kunne krydse over til den modsatte bred”. 

Da drengene bliver ældre, vil Pietros forældre hjælpe Bruno med at komme væk fra bjergene, Pietros mor beder Brunos familie om at sende ham i skole, så drengen ikke bare skal gå og arbejde i bjergene. De vil give ham en fremtid og hjælpe ham med en uddannelse i Milano. Men Pietro mærker allerede en uvilje mod dette dannelsesprojekt, der senere også viser sig at skabe konflikt mellem de to familier: “Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor de af al magt forsøgte at lave om på ham. Hvad var der i vejen med, at han tilbragte resten af hans liv med at vogte køer?“. På dette tidspunkt er det slet ikke gået op for Pietro, hvor egoistisk den tanke er. At det er ham, der ikke vil have, at Bruno flytter sig. Han ved bare, at Milano vil ødelægge Bruno. Han passer ikke ind der. Han hører til i bjergene. At Bruno, bjergene og sommeren altid skal være det konstante i Pietros liv, som han kan vende tilbage til.

Pietro flytter til Torino, læser Hemingway og tager de jobs han kan få. Han har kærester, men ikke noget der varer ved, og har aldrig glemt sine somre i bjergene med Bruno. For Pietros oprørske periode begyndte oppe i bjergene, ligesom alt andet der har betydet noget for ham. Som med Ennis del Mar og Jack Twist er det alt det usagte mellem Bruno og Pietro, der er kendetegnende for venskabet mellem dem og de dybe følelser. “Jeg spurgte ikke til hans far eller hvor mange penge han tjente, eller om han havde en kæreste eller planer for fremtiden, og heller ikke til hans mening om det, der var sket mellem os”.

Som Ferrante har Cognetti en lethed og kompleksitet i sit sprog. En poetisk beskrivelse af landskab og en dyb forståelse for relationer og melankonien i venskaber, der brydes op. Og jeg fandt da også en direkte reference til Napoli-romanernes tredje bind Dem der flygter og dem der bliver hos Pietro og Bruno: “Vil du med?” “..nej, det er ikke noget for mig”, sagde han. “Du er den, der kommer og går, jeg er den, der bliver. Sådan har det altid været, ikke?”.

De otte bjerge er en smuk og kompleks sommerroman til dig, der savner Ferrante.

Følg og like liftix

Skriv et svar