Anmeldelse: Oberstinden af Rosa Liksom

Titel: Oberstinden. Forfatter: Rosa Liksom. Sider: 220. Forlag: GRIF Forlag. Oversætter: Birgita Bonde Hansen. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: GRIF Forlag ★★★★☆

“Jeg lærte, at en kvinde skal være lydig og flittig på grænsen til det selvopofrende, samt grundigt forberede sig på sin fremtidige rolle som soldatermor. At tyrannisk opførsel i et vist omfang hører til mandens natur, og at manden er kvinden moralsk overlegen. At kærlighed er en kamp, der begynder som had fra mandens side og ender med mandens moralske sejr, og at man som kvinde skal lære at acceptere dette og alligevel elske sin mand troskyldigt og rent”. 

En ældre kvinde ser tilbage på sit liv i en indre monolog. Hendes far gjorde hende til datter af det hvide Finland, Obersten gjorde hende til nazist. Og hun skammer sig ikke over nogen af delene. Oberstinden er en kropslig, hudløst ærlig fortælling på linje med  romaner som Tove Ditlevsens Gift og Erica Jongs Fanny

I et tilbageblik fortæller Oberstinden Ruth om en hel tidsalder. Fra barndommen i mellemkrigstidens Finland med en højtelsket far, der opdrager datteren i heroisk germansk ånd, og med en mor der tugter hende og lærer hende frygten at kende. Denne dobbelthed fører den unge kvinde i armene på en 30 år ældre oberst, et magtmenneske, der er nazist og på tyskernes side under Anden Verdenskrig. Oberstinden vender sig til grusomheden og brutaliteten, og der går mange år, før hun bryder fri af det ægteskabelige helvede, og møder en ny, sanselig verden.

Der er en gennemgående kropslighed i Liksoms sprog. Oberstinden giver  læseren alle de inderste detaljer om sit liv, uden omsvøb. Vi er med hele vejen. Fortællingens tempo er raskt, mange personer, steder, ideologier og politiske foreninger bliver nævnt i en lang strøm af information, der sætter romanens handling – og forkæler læseren undervejs. Der er en ærlighed og skrigende seksualitet i Liksoms sprog, som jeg har oplevet den fra Erica Jongs Fanny, og jeg nød den.

“Jeg lagde Kosolas smagløse Mussolinifacisme bag mig og gik videre i samme retning, men ad en anden og renere vej. Jeg huskede på min fars ord om, at alt godt kom fra Tyskland: religionen fra Luther, kaffen fra Paulig, og tilføjede selv: nationalismen fra Føreren.”

Oberstinden bliver opdraget i en stærk politisk tro, de læser Førerens Mein Kampf højt for hinanden og fniser som fjollede pigebørn, og så vokser de op i en verden, hvor koncentrationslejre er en naturlig del af livet.

“Vi hadede demokrati, liberalisme, russere og kommunister, vi var bekymrede for vores elskede fædrelands skæbne i kløerne på den økonomiske krise, og vi drømte om en nationalistisk idealstat med ét parti, én leder og ét folk. Om et land uden konflikter, kriser og problemer og med ro og orden, lydighed og troskab. Et land med en stærk og gudfrygtig leder, en stærk stat, hvor individet er del af et velfungerende maskineri, og hvis borgere er karakteriserede ved at have en stærk vilje og selvopofrelse og forargelse som ideal, en stat…” 

Oberstinden finder et nyt hjem i nazismen. Hun havde ingen medlidenhed med jøder eller andet skravl. Det er prisen der måtte betales for en bedre, renere og smukkere verden. Hun er altså allerede sympatiserende med Førerens sag, da Obersten for alvor bliver en del af hendes liv. Han har altid været en ven af faren og huset. Egentlig prakkede Oberstindens mor altid søsteren Rebekka på Obersten, men hun flygtede til Helsinki for at slippe. Og selvom Ruth godt havde hørt historier om, hvordan Oberstens ludere forsvandt, og at koner og elskerinder forandrede sig fra stærke kvinder ugyldig flor til skælvende skygger af sig selv, så ender hun alligevel med at blive hans: “Obersten sagde, at ingen anden fisse duftede så godt som min, og friede til mig på tysk, mens han tørrede pikken af i det blomstrede gardin”. 

Obersten og Ruths kærlighed vokser. Ikke alle omkring dem forstår den, og Ruth tænker ikke på rygter og Oberstens fortid. Obersten forsøger heller ikke at skjule sin personlighed og temperament, og det er netop det, der tiltrækker Ruth: “Vores kærlighed blussede om kap med nordlysenes gnistren i den laplandske midvinter”, som hun fortæller. De er forlovet længe, de læser sammen, og Obersten hjælper Ruth med at få udgivet hendes første bog og er også begejstret. Indtil hun skriver den næste. Hvem minder det jer mon om? *host* Tove & Viggo *host*.. Og Ruth er naiv. Hun tror fuldt ud på, at hun kan rense Obersten for hans ondskab og fylde ham med godhed: “De havde ikke kunne gøre Obersten lykkelig, og derfor havde han sendt dem i graven før tid” ræsonnerer hun mod de forsvundne elskerinder.

At Liksom selv er opvokset i Lapland skinner igennem i romanens autentiske naturskildringer og imponerede mig gang på gang: “Vi gik til fods og bar kanoen over uberørte fjeldheder og nåede frem til Lutoelven. Derfra kunne vi beyndre Saariselkä og Kaunispää i det fjerne, Korvatunturis sydvendte skråninger, de ubevægelige, grå fjeldmoser, blå vildmarkssøer, røde klipper og sandgule søbredders ro.

Da krigen når sin ende og loyaliteter og politiske alliancer smuldrer, frygter Obersten for at blive dømt som krigsforbryder og nazist, og derfor må Obersten og Ruth nu leve i eksil på et gods ude i den finske skov. Her tiltager Oberstens magtesløshed og frustration, hvilket kommer til udtryk i ondskab, vold og undertrykkelse af Oberstinden, som han skiftevis voldtager, pisker, pisser på og låser inde, alt imens han beder om tilgivelse og kritiserer hende for alt hendes husarbejde. Det værste ved det hele er, at Obersten slet ikke behøver denne magtdemonstration. Han har haft Ruth i sin hule hånd, siden første gang hun så ham. “Han havde haft magten over mig, siden jeg var fire år gammel”.

Ruth er ikke i stand til at gå. Hun håber på, at moderskabet vil give Obersten renselse, så hans kærlighed igen kan skinne igennem ondskaben. “På sin egen aparte og forskruede måde elskede han mig, og derfor hverken kunne eller ønskede jeg at forlade ham. Når man som menneske føler sig elsket, uanset om det er en sygelig kærlighed, har man alt.”. Som et mantra synes denne sætning at skinne igennem hele romanen: “Vi gentager de samme fejl og forventer et nyt resultat. Kærligheden og barmhjertigheden bor i os alle, side om side med grusomheden, hjerteløsheden og ligegyldigheden.”

Oberstinden er en skarp, krævende og samfundskritisk roman, der sætter tanker i gang om den tyske nationalsocialisme og den finske frihedsfølelse. Jeg kom sådan undervejs til at tænke på Tove Ditlevsens ærlige og brutale roman Gift, og kunne drage mange paralleller mellem Tove og Ruth, der begge bliver afhængig af noget der er ondt, og som langsomt slår dem ihjel. Kunstergerningen bliver Ruths såvel som Toves redning. Skrivemaskinens sorte gab der brøler: “Under skriveprocessen lagde jeg mig selv til side og blev en anden, en hævner, der huggede hoveder af med en skarp klinge”.

GRIF forlag udgiver mange fine bøger for tiden, denne roman af finske Rosa Liksom er ingen undtagelse.

Følg og like liftix

Skriv et svar