Anmeldelse: Hvor der er fugle af Maren Uthaug

Titel: Hvor der er fugle. Forfatter: Maren Uthaug. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

Johan kunne stadig blive forundret, når han stod ude ved fyret og så ind mod land. Hele sin barndom havde han stået inde på fastlandet og kigget ud. Drømt om livet, der ville komme. Han kendte selvfølgelig godt til fyret og alle historierne om dem, der boede herude, men han havde aldrig forestillet sig, at han en dag ville være den, der stod ude på revet og så ind”. 

Hvor der er fugle er en fortælleteknisk magtdemonstration, en autentisk nordic noir om bedrag, blodskam og bedrifter på et ensomt fyr ud for Ørlandet i Norge. 

Jeg kender egentlig bedst Maren Uthaug for de forunderlige og humoristiske striber, men hun er efter sigende en fremragende skønlitterær forfatter, det vidner rosende anmeldelser og en for nylig nominering og kåring som vinder af DR Romanprisen også om. Derfor var jeg selvsagt spændt på at læse Hvor der er fugle og møde Uthaug gennem prosaen.

I Hvor der er fugle har Uthaug taget afsæt i den norske bygd Uthaug, som hendes familie stammer fra og skrevet enn klassisk slægtskrønike med temaer som indavl, utroskab, løgne og blodskam.

For at redde sin mor er norske Johan nødt til at gifte sig med Marie, selv om han faktisk er forelsket i Hannah. Sammen bosætter Johan og Marie sig på et fyrtårn to havmil fra byen Uthaug, hvor blæsten er så stærk at parrets børn må bindes fast for ikke at blæse i havet. Sønnen tror, han er en kalv, datteren er besat af mænd, Marie lugter forkert, og Johan selv sidder i toppen af fyrtårnet og føler sig bedraget af livet. Men som fortællingen skrider frem, bliver det mindre og mindre sikkert, hvem der egentlig bedrager hvem.

Der er en humorisme og underlagt sarkasme i Hvor der er fugle, som jeg kender fra Uthaugs striber. En intensitet og autencitet i sproget, der får læseren til at glemme tid og sted, som jeg bogstaveligt talt gjorde, da jeg læste de første 60 sider i toget fra Odense til Svendborg. Jeg var vild med Hvor der er fugle fra første sætning, og havde svært ved at slippe bogen.

På Kjeungskjær fyr ude for Ørlandet i Norge bruser bølgerne højt, avisen er en uge gammel når den ankommer, og børnene må tøjres fast, så de ikke blæser i havet. Fyret er også ensomhedens højborg, og derfor må Fyreren ikke bo der alene. Den gamle Lassen tog sit eget liv, og derfor får Johan kun stillingen, fordi han gifter sig med Marie. Man må nemlig ikke bo ude på fyret alene. Det bliver man skør af. Men ægteskabet mellem Johan og Marie er nu heller aldrig rigtig lykkeligt. Johan længes efter den vilde Hannah og affæren mellem dem varer også en del år, indtil Hannah pludselig forsvinder. Johan lukker sig inde oppe i tårnet, kommer knap nok ned til middag, og Marie er egentlig ligeglad. Livet er den rene elendighed, indtil datteren Darling skal have en guvernante, og den danske Gudrun igen sætter liv i fyrtårnet. Derfor kommer Valdemar også til. Men efter nogle år må Gudrun tilbage til Danmark, Valdemark spiser græs og brøler som en ko, og Johan lukker sig igen inde oppe i tårnet sammen med næbbesilden.

“De tider, hvor folk må vie deres liv til at passe lyset, er slut”.

Romanen er opdelt i tre store kapitler: Johan, Darling og Marie. Hvert kapitel følger personens oplevelse af hændelserne i familien, og giver undervejs læseren følelsen af at blive bedraget, præcis som familiemedlemmerne bedrager hinanden. Den skiftende fortælleform fik mig undervejs til at tænke på tv-serien The affair, og hvordan hvert menneske oplever og ser tingene forskelligt , selv de mennesker der lever aller tættest med hinanden. Læseren bliver i Hvor der er fugle udfordret. Den enkelte karakter oplever de samme situationer forskelligt. For den ene er manden ulækker, for den anden tiltrækkende. Selv replikker går igen i de forskellige perspektiver, som fx “Hvor der er fugle, er der fisk“, et ordsprog, der i romanen symboliserer begæret og lysten. Hvor der er fugle eller mennesker, er der begær, skam og hos Uthaug også utugt.

Det er store, barske temaer som incest, utroskab og skam, der er på spil i Maren Uthaugs gribende slægtskrønike, en roman der efterlader læseren forfærdet, forpustet, forundret og fornøjet. En tragikomisk og dyster roman. Weekendenavisen kalder den en “Nordic noir om det største tabu”, og jeg tilslutter mig og bøjer mig i støvet for Uthaugs fortælletalent!

Anbefales til læsere, der også elskede Folkets skønhed, Glasslottet, En dag vil vi grine af det, Frygtelig lykkelig, Sne på hendes ansigt og andre barske slægtsromaner om dysfunktionelle familier.

Følg og like liftix

Skriv et svar