Anmeldelse: Bånd af Domenico Starnone

Titel: Bånd. Forfatter: Domenico Starnone. Sider: 190. Forlag: GRIF Forlag. Oversætter: Nina Gross. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: GRIF Forlag ★★★★★

“De eneste bånd som nogensinde har betydet noget for vores forældre, er dem de gensidigt har plaget hinanden med hele livet.”

Starnone har en imponerende sans for det psykologiske i mennesker, og hvad der sker med dem, når de bliver såret. Bånd er således en stærk og brutal roman om ægteskab, familie, opløsning, kærlighed, forsoning og begær.

Domenico Starnones ægteskabsroman ulmer af den napolitanske vrede mellem sætningerne, som vi kender det fra Elena Ferrantes romaner. Men Starnone er også sin egen. En rutineret og overbevisende forfatter, ja, vel nok en af de største i sit hjemland. Nu er to af hans bøger så endelig udkommet i dansk oversættelse på GRIF Forlag.

Efter at have fulgt debatten omkring Domenico Starnone som den mulige ene halvdel bag pseudonymet Elena Ferrante, var jeg selv sagt nysgerrig efter at læse hans bøger. Ikke kun fordi de har fået gode anmeldelser herhjemme, eller fordi jeg oplevede Starnone til Louisisna Literature i august, men fordi jeg som en anden Sherlock Holmes gerne ville gå på opdagelse i teksten, helt ned på sprogniveau for at se, om jeg kunne opdage noget særligt Ferrantansk i Starnones værker.

Allerede på første side i Bånd refererer romanen til Forladte dage af Elena Ferrante. Her er det hos Ferrante som hos Starnone også en kvinde, som bliver forladt af en mand efter flere års venskab, og tonen er den samme. Den samme napolitanske vrede ulmer mellem alle sætningerne. Det er tydeligt, at Ferrante og Starnone skriver fra det samme sted, den samme hovedstol Napoli og de svære relationer mellem mennesker.

Alle der skriver er vel på den ene eller anden måde inspireret af andre forfattere, og Starnone og Elena Ferrante har det tilfælles, at de begge er opvokset i den fattige ende af Napoli i efterkrigstiden. Det giver dem selvsagt et fælles afsæt og en verden, hvorfra de kan skrive. At Ferrantes Forladte dage og første side i Bånd også minder om hinanden i sprog, tematik og konflikt er så en anden ting: Begge handler de om en såret kvinde, der er blevet forladt af sin mand. Hvor Ferrante skriver fra kvindens synspunkt hele vejen, har Starnone dog givet stemme, ikke kun til den forudrettede part, men også forudretteren, den utro ægtemand. Det giver en nuancitet og kompleksitet i romanen, der sætter utroskab op mod noget højere. Hvad er det, der sker med to mennesker, når den ene forelsker sig i en anden? “Det føles som om du har stukket din hånd langt ned i halsen på mig og trukket, trukket, trukket, indtil du fik mit hjerte fået ud, forstår du det?. Hvad sker der med familien og børnene, når far forlader mor? Det minder mig om Tove Ditlevsens To som elsker hinanden bare sat i en italiensk kontekst i 1970’erne, og det er brandgodt.

I romanen møder vi den 34-årige professor Aldo, der har forelsket sig i den unge studerende Lidia og forlader sin kone Vanda. På romanens første sider er gengivet de breve, som Vanda sender til Aldo, da han netop har forladt hende. Bruddet får konsekvenser for hele familien, også parrets to børn Sandro og Anna. Samtidig med at Vanda skriver de anklagende og fordømmende breve til Aldo, forsøger han at forsvare sine handlinger, hvilket tilsammen giver et billede af et langt og ikke ukompliceret ægteskab. Som læser lærer vi dog, at Aldo og Vanda bliver sammen, men mange år efter, dukker brevene op igen, og kaster nyt lys over de konsekvenser, de i første omgang havde for familien.

Jeg var underholdt hele vejen, og selvom romanen ikke er lang, er der mange lag at dykke ned i, og den kan bestemt tåle at blive genlæst. Jeg glæder mig til mere fra Domenico Starnone på dansk.

Følg og like liftix

Skriv et svar