Anmeldelse: At koge bjørn af Mikael Niemi

Titel: At koge bjørn. Forfatter: Mikael Niemi. Oversætter: Anders Johansen. Sider: 424. Forlag: Modtryk. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Modtryk ★★★★★

“Når som helst kan jeg forsvinde. Sådan er vandringsmanden. Nu er jeg her, i næste nu er jeg dér. Jeg rejser mig op, griber min ransel og går. Det er det hele. Er man fattig, kan man leve på den måde. Alt, hvad jeg ejer, bærer jeg på mig. Tøjet på kroppen, kniven i bæltet. Fyrstålet og trækoppen, skeen af horn, posen med salt. Tilsammen vejer det næsten ingenting. Jeg er let og rapfodet. Inden nogen savner mig, er jeg i næste elvdal. Jeg efterlader mig ingen spor, ikke flere end et dyr.”

Vi befinder os i Kengis i 1852, dybt inde i de svenske skove. Her går provsten og vækkelsesprædikanten Lars Levi Læstadius rundt sammen med den unge samdreng, som han har samlet op fra grøftekanten. Jussi, som drengen hedder, er flygtet fra mishandling og sult hjemme. Provsten tager ham til sig, og Jussi bliver hans elev og tro følgesvend på lange botaniske vandringer på Pajala-egnen. Da en vogterpige forsvinder og findes død og en anden svært skadet, påtager provsten sig med hjælp fra Jussi opgaven som detektiv. Lokalbefolkningen er helt overbevist om, at det er en stor slagbjørn, der hærger, men provsten frygter, at en langt værre morder er på færde.

“Men provsten så det, jeg var vokset op med som barn. Døddrukne kroppe liggende i deres eget søle med bukserne klistret ind i gæret mask og brækpøle som vælling på renskindene. Opvågningens rædsler med røde øjne og en tunge, der snoede sig om flaskehalsen efter den sidste giftdråbe. Renflokken fortsatte fremad, mens provsten drejede af. Hans mod var det største, jeg havde mødt”. 

At koge bjørn er måske ikke en bog, jeg ville have læst, hvis ikke den foregik i fortiden og Sverige. Men At koge bjørn og ikke mindst Mikael Niemi har fået så overvældende anmeldelser, at jeg tænkte det var på tide at læse den. Niemi er især blevet rost for sine naturbeskrivelser, og de skinner da også allerede imponerende og autentisk igennem på romanens første sider. Og hold nu op, Niemi kan skrive. Jussi er jeg-fortælleren i romanen og fremstår så levende for os allerede efter få sætninger. Sproget er så ekstatisk, så gennemført rytmisk og bevægende.

Provsten stiller Jussi spørgsmål. Hele tiden. For at få ham til at tænke. Se verden. Opklare. Se detaljerne i alting. Der er noget Sherlock Holmesk over Jussi og Levis’ samarbejde og måden at gøre hinanden bedre på hele tiden. At koge bjørn er samtidig en imponerende litterær skildring af truede frikirkelige fælleskab i Kengis på en farlig tid, hvor provst Levi forsøger at stille spørgsmålstegn ved verden, og dermed får Niemi læseren til at gøre det samme.

Niemi har en stærk sans for at skildre menneskets psykologiske sind. Den forældreløse Jussi er blevet forladt af sin mor, der sultede ham, men hos Levi lærer han at læse, og møder første gang synet af disse forunderlige læderindbundne kasser, bøger, oplysning og viden. Provsten prædiker for de fattige, de sørgende, dem der har mistet håbet. En ny tid er i anmarch, og provsten står for en vækkelse, der tror på, at man med kundskaber i norden kan gå lysere fremtid i møde. Bønderne kan lære nye og bedre dyrkningsmetoder, skaffe sig viden om nye afgrøder, sygdomme kunne bekæmpes på videnskabeligt grundlag, nye lægemidler vokses frem, børnedødeligheden nedbringes. med dannelsen ville folk drikke mindre, det er provstens overbevisning. Jussi vokser op hos provsten og lærer at gå til verden med nysgerrighed og stille spørgsmål ved alt. En evne der bliver ham nyttig, da den unge vogterpiger findes myrdet og jagten på den ansvarlige går ind i det lille nordsvenske samfund. Rædslen breder sig på egnen, et ungt menneske er blevet slået ihjel, og alle mistænker en slagbjørn, men provsten og Jussi har undersøgt liget, og bidemærkerne, der skulle ligne at stamme fra en bjørn, er blevet tilføjet EFTER, pigen er død. Det viser sig, at deres jagt på den rigtige morder skal få katastrofale følger for dem begge.

“Og dér stod hun. Der var som en strålekrans rundt om hende, en glorie. Hendes fødder rørte nærmest ikke gulvet, jeg var nødt til at hoste bag mine knyttede næver og ventede, at hun ville blæse væk, opløses som et billede af røg. Hun så på mig, det gjorde ondt, hendes blik var, som kom det inde fra et maleri. Jeg var så bange, at jeg kunne fornemme hendes duft, måske var der ingen, måske var hun i en anden verden..”.

At koge bjørn er en sand læsefornøjelse. Skrivestilen er detaljeret, kropslig, mærkbar. Fantastisk!! En mordgåde der tager pusten fra en! Anbefales varmt!

Berlingskes anmelder skrev i øvrigt følgende om romanen, som jeg ikke kunne skrive bedre selv, derfor gengives det: “Som den dog dufter og smager, den roman. Af dyr, sved og råddenskab. Af elskov, urter og rådne drikke. Af fattigdom, blod og vold. Den svenske forfatter Mikael Niemi kan noget særligt med sproget, ja, han kan så meget, at hans prosa nogle gange bliver næsten fysisk påtrængende, og i sin nye roman, ‘At koge bjørn’, fortæller han en både dyb, farverig og kompleks historie, hvor alle hans evner som forfatter kommer til deres ret.”

Følg og like liftix

Skriv et svar