Anmeldelse: Små hverdagsproblemer af Tove Ditlevsen

Titel: Små hverdagsproblemer. Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976. Forfatter: Tove Ditlevsen. Sider: 928. Forlag: Forlaget Gladiator. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Gladiator ★★★★☆

“Kære Tove Ditlevsen. Vil De også høre om mine problemer og giver mig et par opmuntrende ord?” I Små hverdagsproblemer, den første komplette samling af alle Tove Ditlevsens brevkassesvar, genforenes vi med Tove, som vi kender hende som forfatter: skarp, humoristisk, modig og med en unik sans for den menneskelige eksistens.

I kraft af sin position som forfatter blev Tove Ditlevsen i 1950’erne, efter Edith Rode, tilbudt stillingen som brevkasseredaktør på Familie Journal. En udfordring, som hun i første omgang fandt overvældende grundet sin egen usikkerhed og tvivl på evnen til at kunne rådgive andre. Senere trak hun lidt i land, efter hun blev kritiseret for netop det, og mente at hun som 38-årig forfatter med tre børn og tre ægteskaber bag sig var mere end egnet til at rådgive andre kvinder og fyldt med erfaringer, trods sin unge alder. Tove ønskede egentlig ikke at være et orakel, men det var alligevel den måde, at mange opfattede hende på særligt gennem perioden som brevkasseredaktør. Selvom hun gav gode råd, så kom hun ikke altid med konkrete løsninger. Det var vigtigt at tilpasse sig i alle livets henseender. Toves brevkassesvar var ikke nemlig ikke bare dybsindige, de var også fyldt med humor og ironi, og gjorde afstanden mellem Tove som forfatter og læserne mindre. De nærmede sig hende og kunne tale direkte med hende, som vi i dag ville se på sociale medier fx, hvor brugerne kan komme i kontakt med forfatteren og skrive direkte til dem. Via brevkassen nåede Tove også et langt bredere kvindeligt publikum, og dermed fik hun også sit folkelige gennembrud. De der læste hendes brevkassesvar fik naturligt interesse for forfatterskabet. .

Den 8. november udgav Forlaget Gladiator så bogen Små hverdagsproblemer – TOVE DITLEVSENS BREVKASSE I FAMILIE JOURNAL 1956-1976 som er en komplet samling af de spørgsmål og svar, der er blevet bragt i Familie Journal i den 20-årige periode fra 1956-1976, hvor Tove Ditlevsen var brevkasseskribent. I alt mere end 4000 spørgsmål og svar, der her, for første gang nogensinde, bliver tilgængelige i en samlet udgivelse. Toves samlede brevkassesvar er ikke bare tekster om, hvad det vil sige at være menneske, det er et stykke dansk kulturhistorie, som alle vil kunne genkende sig selv i. Det er en stor fortælling om de problemstillinger, der optog danskerne i perioden 1956 til 1976. Det er en klog dame, der øser ud af sin livsvisdom, det er en oldschool samtalebog, fra før de blev in, det er litteraturens pendant til bloggernes Q&As, Mads & Monopolet og diverse talkshows. Det er Tove, når hun er allerbedst: bramfri, humoristisk og indlevende.

“Det er en lidt humoristisk kendsgerning, at mænd i reglen betragter deres kones snue eller hovedpine som pylrethed, mens de selv står med det ene ben i graven, hvis næsen render på dem”.

Tove har i et interview sagt, at kunsten at råde andre mennesker på de præmisser, brevkassen eksisterer under, ikke handler om at fortælle, hvad man selv ville gøre i deres sted, men derimod om at aflæse ene beslutning, spørgeren inderst inde selv ville træffe, men som denne ikke tør stå ved og derfor søger en accept af at skulle udføre. Det kender vi meget tydeligt fra vores egen hverdag, hvor vi ofte spørger venner eller familie til råds i alle livets henseender: om valg af kærester, bolig, rejser, bank, forsikringsselskab eller børnehaveinstitution.

“I deres sted ville jeg ikke nævne ægteskab for hyppigt. Det har for mange mænd end klang af raslende lænker og livsvarigt fangenskab, i hvert fald til de har erfaret dets mere positive sider”.

Perioden 1956-1976 er også et tidspunkt, hvor der sker meget med kønsrollerne og familieliv og hjem som instituon. Kvinderne begynder i højere grad at arbejde uden for huset, det skubber til balancen derhjemme, kvinderne kræver flere rettigheder og rødstrømperne begynder deres optog. Og selvom mange gerne vil tegne et billede af Tove som et feministisk forbillede, så var hun faktisk ikke en del af kvindebevægelsen som sådan. Nuvel hun skrev det kritiske essay Fri mig for opvasken, som et husmoderligt opgør mod manden og kvindes praktiske rolle, men hun overrasker faktisk ofte i sine svar, hvor hun beder kvinder blive hos utro og voldelige mænd, men det egentlig også fordi, kvinderne på det tidspunkt i samfundet ikke har mange muligheder for at klare sig, hvis de går fra hus og mand. Noget der særligt ses i starten af 50’erne. Og i bund og grund var Tove faktisk også borgelig. Hun ville familien, hjemmet og den borgerlige lykke, men alligevel fandt hun sig aldrig til rette der.

“Alt hvad der af rent biologiske grunde kan hænde for kvinder, må vi i reglen nøjes med at tale om til vores medsøstre. Dem kan mænd slet ikke sætte sig ind i”.

“Betro dig til din dagbog, den er trofast og tavs”. Hvis andre prøver at tage dine drømme fra dig. Toves svar til en Landsbypige på tretten, der drømmer om at blive skuespillerinde. “Nyd friheden, mens De er ung, det er en menneskeret, så længe man bare ikke leger med andres følelser”.

Men Tove tør dog også godt opmuntre kvinderne til at sætte deres utidige mænd på plads i ny og næ: “Når Deres mand opfører sig hensynsløst, så smid dog en tallerken i hovedet på ham eller vis på anden måde Deres berettigede vrede. Det vil rense luften mellem Dem og ham, og det vil også dybest set gavne Dem selv”.

Bogen kan læses kronologisk fra ende til anden, som man vil gøre en roman, men den kan med sine 928 sider også med fordel bruges som en smuk coffee table book, en opslagsbog at søge råd i, når livet er hård ved en, når du mangler svar, om end det så er en opmuntring eller en skideballe fra en klog kone.

“Græd ikke over deres spildte ungdom, den er jo knap nok begyndt!”

I Små hverdagsproblemer er intet problem stort eller småt nok for Tove Ditlevsen. Det handler således både om graviditet, abort, skilsmisse, utroskab, forelskelse, økonomi, køn, seksualitet, ægteskab, forældre, teenagere, børn, død, misbrug, skrifttyper, understøttelse. U name it. Gå på opdagelse i Toves mange svar, måske bliver du klogere på dig selv, men du vil også blive provokeret og få et indblik i dansk kultur anno 1956-1976. Tove chokerer sin nutidige læser, når hun ikke anerkender homoseksuelle drengebørn, der går i kjoler, eller datteren der ønsker at hendes forældre skal stoppe med at drikke så meget hvortil Tove svarer: “Hvis du lader den være som de nu engang er, vil de også respektere dig, som du er.”

Der findes både svar til Den Ulykkelige, Den Kolde, Sortseeren, Enlig Mor, Den Fortvivlede, Nummer To, Pusser, Vægten, Det sorte Får, Den Usikre og Svigermor. Alle kan således få noget ud af Tove Ditlevsens Små hverdagsproblemer.  

“Kærlighed er et begreb, der ikke kan defineres i nogle få linier; hvis det var tilfældet, kunne digterne ikke have skrevet om det i århundreder”.