Litfix anbefaler: Ti gode bøger til påskeferien

Påskeferien nærmer sig, og lad os bare takke Gud for, at vi med god samvittighed kan holde nogle dage fri og trække stikket lidt. Det giver også god tid til at fordybe sig i litteraturen, og der er så meget godt at gå i gang med. Jeg selv skal have styr på mit store bogreol-projekt derhjemme, og så nogle dage i sommerhus på Langeland, og jeg glæder mig til at få læst en masse gode bøger. Derfor vil jeg da også lige anbefale jer ti gode bøger at gå i gang med, de fleste udkommet i år, nogle er lidt ældre men klassikere, som jeg passende synes, man kan dykke ned i her i ferien. Der er også lidt til hele familien og højtlæsning. Krimier finder I ikke så meget af, men jeg kan da lige tilføje, at jeg læste to fantastiske krimier sidste år, som jeg til hver en tid vil anbefale: At koge bjørn af Mikael Niemi og Al kødets gang af Ambrose Parry.


Ti gode bøger til påskeferien

Oplyst af Tara Westover
Tara Westover har skrevet en højst aktuel og vedkommende bog, der placerer sig lige midt i den vedvarende debat om oplysning og dannelse. For hvad sker der egentlig med børn, hvis den verden de bliver præsenteret for, kun formidles af deres forældre? Hvis de ikke er i kontakt med andre børn, mennesker, det omkringliggende samfund? Hvad betyder arv og miljø for fortidens børn og fremtidens voksne? Tara Westover skriver på sin hovedstol, om sin egen barndom. Skarpe erindringer om livet alene i Idahos bjerge med sine forældre og seks søskende. Om at vokse op uden at være i kontakt med sundhedsvæsenet eller undervisningssystemet. Om psykisk og fysisk vold og fortielser. En af de bedste bøger, jeg har læst i år indtil nu.


Pigen de sendte tilbage af Donatella di Pietrantonio
En stærk og intens roman om mødre og døtre sat i den italienske kontekst vi kender fra Ferrante. Hvis du har Ferrante-blues, så er di Pietrantonios Pigen de sendte tilbage måske lige netop det, du har brug for. di Pietrantonio har skrevet en rørende fortælling om en ung pige, der bliver afleveret hos en familie, hun slet ikke kender. Det viser sig, at den mor og far, hun er vokset op hos, ikke var hendes rigtige forældre, og nu er hun så blevet leveret tilbage hos sine biologiske forældre i en lille, fattig landsby. Hun er fremmed i denne familie og kontrasterne til den privilegerede verden hos de andre forældre, hvor hun gik til ballet og fik mad på bordet hver eneste dag. Fattigdommen er stor, øretæverne hænger løst, at kunne spise sig mæt og gå regelmæssigt i skole er ikke noget, familiens børn kender til. Hun må dele seng med en lillesøster og værelse med tre halvvoksne brødre, og nattens lyde og lugte gennemtrænger alt, ligesom snavset og de hårde ord.


Byen Erobret / Kærlighedssynder af Agnes Henningsen
Byen Erobret / Kærlighedssynder er tredje og fjerde bind i Henningsens erindringer, der i disse tider genudgives i Gyldendals smukke klassikerkollektion. Og det skal vi være glade for. Agnes levede forud for sin tid og kæmpede en utrættelig kamp for kvinders ret til et erotisk erfaringsrigt liv. Og alene af den grund, bør vi læse hende. En anden grund er, at hendes erindringer er pokkers god litteratur. Oplagt til dig, der elsker Tove Ditlevsen, Suzanne Brøgger og lignende forfattere.


Kurt Cobain: En biografi af Charles R. Cross
Den her biografi har fuldstændig opslugt mig de seneste par dage. Glemmer at spise aftensmad og gå i seng. Den er sindsygt velskrevet og baseret på timevis af interviews med personer, der kendte Kurt Cobain og udskrifter fra hans mange dagbøger. De første kapitler om Kurts barndom minder mig om Morten Papes Planen, Jeanette Walls Glasslottet og faktisk også Tara Westovers Oplyst. En virkelig gribende fortælling om en lille lyshåret dreng med smukke blå øjne, der vokser op i Nordvest USA i den lille, støvede og beskidte industri- og skovhuggerby Aberdeen. Da faren og moren bliver skilt smuldrer familielivet og Kurt overlades til sig selv og familiemedlemmer på skift. En omtumlet og barsk barndom, der dog ikke forhindrer Kurt i at slå igennem som en af 90’ernes største musikere. Læs den!


Voldsomme bånd af Vivian Gornick
I den selvbiografiske roman Voldsomme bånd, tager forfatteren Vivian Gornick læseren med tilbage til et arbejderkvarter i Bronx, New York omkring 1940’erne og til et løbende handlingsspor omkring 80’erne, hvor mor og datter går rundt i Manhattans gader og snakker om fortiden. Leonora Christina Skov skriver i forordet: »Voldsomme bånd er memoirerskrivning i verdensklasse. En perfekt økonomiseret erindringsbog, der kombinerer en troværdig fortællerstemme med en stærk coming of age-historie og et modigt portræt af en dominerende, charmerende og uudholdelig mor og en datter under the influence«. Jeg får både Patti Smith, Delphine de Vigan og Elena Ferrante-vibes, når jeg læser den, så jeg er meget enig med Leonora Christina Skov. Niels Lyngsø har i øvrigt oversat den fra engelsk, og gør som sædvanlig et fantastisk job.


Katteøje af Margaret Atwood
Jeg elsker simpelthen bare alt af Margaret Atwood. Tjenerindens fortælling, Alias Grace, Den blinde morder. Hun skriver så vildt. Derfor vil jeg også anbefale den nyeste genudgivelse i Lindhardt og Ringhofs smukke serie. Nemlig Katteøje. I Katteøje vender Margaret Atwood blikket bagud i en rystende og fascinerende beretning om en kvindes fortid – og om pigers venskaber. Da Elaine Risley – berømt maler, snart 50 år – vender tilbage til sin barndomsby Toronto for at overvære åbningen af en retrospektiv udstilling af sine malerier, bliver det i mere end én forstand et møde med fortiden. For byen, hun flygtede fra for mange år siden, tvinger hende ud i en konfrontation med sin barndom og opvækst, og de smertefulde minder, der er forbundet med den. Erindringerne flyder op til overfladen i en række tilbageblik – forældrene, broren, veninderne og ikke mindst “bedsteveninden” Cordelia, med hvem regnskabet aldrig blev afsluttet.


Det tidlige forår – barndom og ungdom af Tove Ditlevsen
Jeg har selv læst næsten hele Tove Ditlevsens forfatterskab, og ville sådan ønske, at jeg stadig havde det tilgode. Der er så mange fantastiske bøger. Vil dog anbefale dig at starte med Det tidlige forår fra 1967, hvis du gerne vil i gang med lidt Ditlevsen. Det er ikke kun en fantastisk fortælling om pige og- kvindeliv, det er også et unikt og autentisk stykke Danmarkshistorie. Gør dig selv den tjeneste.


Nostalgi og hygge til hele familien

Anne fra Grønnebakken af L. M. Montgomery, Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren eller Et fantastisk forår i Mumleby af Elvira Fragola.

Hvad skal du læse i påsken?

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.