Anmeldelse: Drilleri af Domenico Starnone

Titel: Drilleri. Forfatter: Domenico Starnone. Sider: 224. Forlag: Forlaget Grif. Oversætter: Nina Gross. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Grif ★★★☆☆

“Vi kendte kun ‘a raggia, raseriet. Folk fra denne by, tænkte jeg, fra disse kvarterer og pladser og gader og gyder og boder i havnen, pulserende af hårdt arbejde og illegale transaktioner, blev rasende, ikke vrede. De rasede i hjemmet, de rasede på gaden, først og fremmest når de strejfede rundt efter penge uden at finde nogen.”

Drilleri var den perfekte feriebog at læse ved strandkanten mellem de schweiziske bjerge og Comosøen. Starnone skriver som altid skarpt og humoristisk. Den oplagte bog til Ferrante-fans. 

Efter nu at have læst både Drilleri og Bånd af Domenico Starnone er jeg ikke blevet mindre i tvivl om, at Starnone meget vel, sammen med sin kone, kan stå bag pseudonymet Elena Ferrante. Enten er de to forfattere bare meget inspireret af hinanden i skrivestil, tematik og sprog, eller også er de ganske givet én og samme person. Hvis du har læst Forladte dage af Ferrante, om Olga, der bliver spærret inde i sin lejlighed og Drilleri, om bedstefar Daniele, der bliver lukket ude på altanen af sit fire-årige barnebarn, ja, så kan du altså heller ikke undgå at drage nogle ret tydelige paralleller. Bonusinfo: Næsten alle Ferrantes romaner er på 224 sider, ligesom Drilleri.

“Ordene på dialket var mine, og samtidig var de  en kæde af fremmede lyde. Manden og den unge pige brugte dem venligt, næsten sødladent, men den underliggende tone var den samme som voldens. Kun i dennne by – tænkte jeg – er folk så oprigtigt villige til at hjælpe dig, og så parate til at skære halsen over på dig. Jeg kunne ikke længere være hverken aggressiv eller høflig efter napolitansk standard.”

Drilleri er en morsom, livsbekræftende og velskrevet roman om den italienske kunster Daniele, som i en periode må flytte tilbage til sin barndomsby og lejlighed i Napoli, for at passe sit barnebarn. Mødet med det intelligenete barn og den gamle lejlighed, hvor Daniele selv er opvokset med sine forældre og brødre, sætter tankerne i gang hos en kunster i livskrise, som lidt efter lidt finder leje i sin barndoms napolitanske kadence.

Det var mine teenageårs sted, gyder, gader, pladser, svimlende render blandt millioner biler i Forcella, Duchesca, Lavinaio, Carmine, helt ned til havnen og havet, et kæmpe område der konstant var gennemsyret af en strøm af lokale stemmer – de forbipasserendes sniksnak, råb fra vinduerne, høflige hilsener på tærsklen til butikker – der gav blide og aggressive ekkoer, elskværdige og obskøne, forbandt tiderne: den gamle mig, nu, sammen med barnet, forbundet med den tid, hvor jeg var barn”.

Jeg nød virkelig romanen, særligt sproget, der er dejligt Ferrantesk, og jeg satte undervejs flere æselører ved sætninger, der ramte mig.

Starnone skriver som altid intenst og overbevisende og formår at proppe meget ned i en lille roman på små 224 sider. Drilleri anbefales til læsere af Elena Ferrante, Tom Rachmann, Donatella di Pietrantonio og Melania G. Mazzucco.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.