Anmeldelse: Dage i Cape May af Chip Cheek

Titel: Dage i Cape May. Forfatter: Chip Cheek. Sider: 299. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2019. Oversætter: Mich Vraa. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★☆☆

Set herfra var Cape May virkelig smuk. Grænsen mellem land og hav strakte sig foran dem ud mod horisonten: strand på den ene side og det høje græs på den anden og længere borte de store, victorianske hoteller med deres søjler og stribede markiser”. 

Dage i Cape May smager af gin, seksuel længsel og syndefald. En intens og sexet roman om ægteskab og kunsten at passe på det. 

I Chip Cheeks debutroman er vi taget tilbage til 1950’ernes sensommerlige dage i Cape May hvor det unge ægtepar Henry og Effie holder hvedebrødsdage. De tror, at de er helt alene i sommerhusområdet i New Jersey men støder snart på fest, lyst og begær hos naboen Clara Strauss og hendes elsker Max.

Romanen kredser omkring nogle uger i efteråret 1957, hvor Henry og Effie, et ungt, nygift par i starten af 20’erne, rejser fra Georgia til Cape May i New Jersey. Her tilbringer de deres på et forladt feriested. Eftersom de egentlig ikke kender hinanden særlig godt, og at de er helt alene, beslutter de sig for at afkorte opholdet. Men da de møder den glamourøse overklasse next door, bliver det pludselig sværere at rejse fra Cape May. Og snart er det for sent. Den øde ferieby og de tomme sommerhus bliver deres legeplads, og i takt med at følelserne får frit spil mellem dem, bliver legen mere og mere farlig for Henry og Effie. Den uskyld de tog afsted med er ikke længere intakt, da de vender hjem.

Effie er kommet i Cape May som barn og derfor er det også et møde med fortiden, den unge brud bliver konfronteret med denne sensommer i 1957 i den forladte kystby. Henry og Effie har begge gået på Thomas E. Vonn High School i Signal Creek, egentlig uden nogensinde at være sådan specielt tiltrukket af hinanden, men de ender alligevel med at blive gift.

Mødet med de rige, glamourøse naboer er som Nicks tiltrækning af Gatsbys store hus og overdådige fester. Henry og Effie er tydelig vis blevet gift lidt for tidligt, efter normerne, og keder sig som de andre unge fra den generation i de faste rammer, som den ældre generation forsøger at presse ned over dem. Det bliver der dog hurtigt lavet om på, da Effie og Henry for alvor begynder at besøge de festglade naboer.

Jeg elsker tidsperioden såvel som referencerne til Den store Gatsby, men fandt langt hen ad vejen også romanen lidt triviel og uden mening og drive. Det er mest bare Henry og Effie der drikker virkelig meget gin, elsker, sover til middag og drikker gin igen. I hvert fald de første 100 sider. Men netop som jeg syntes romanen var ved at blive forudsigelig, tog den en helt uventet drejning, som jeg dog ikke vil afsløre her. Alt i alt en dristig, våd og nostalgisk roman om de gode 50’ere og sublimt oversat af Mich Vraa.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.