Anmeldelse: Søsterklokkerne af Lars Mytting

Titel: Søsterklokkerne. Forfatter: Lars Mytting. Sider: 445. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Rosinante ★★★☆☆

Søsterklokkerne havde ikke en tungsindig eller skræmmende lyd. Hvert klokkeslag havde en livlig kerne, et løfte om et bedre forår, en efterklang farvet af langvarige og smukke vibrationer. Tonerne trængte dybt ind, de fremkaldte fantasier og rørte forhærdede mænd. Var klokkeren dygtig kunne han gøre tvivlere til kirkegængere, og forklaringen på Søsterklokkernes mægtige klang var, at de var malmfulde.”

Mytting kender virkelig til de gamle norske bygder, sagn og stavkirker. Søsterklokkerne er en kærlighedshistorie og samtidig en gribende slægtsroman om et lille samfund fra en gammel tid, som bliver udfordret af nye idéer. 

Søsterklokkerne af Lars Mytting er en sprogligt imponerende fortælling om gamle norske sagn, bygder, og stavnskirker. Romanen følger vi den unge og stålfaste gårdpige Astrid Hekne, som bor i Guldbrandsdalen gemt langt væk oppe i de norske bjerge. Over bygden hænger Søsterklokkerne i kirketårnet, klokker som et gammelt sagn siger, blev skabt til ære for to sammenvoksede søstre, flere hundrede år forinden. Det siges, at klokkerne ringer, når bygden og dens indbyggere er i farer. Livet går sin gang, men en dag kommer en ny, ung præst til byen og vil ændre de gamle traditioner. Senere kommer også en ambitiøs tysk arkitektstuderende til bygden for at tegne den gamle stavkirke, som efter planen skal rives ned, på ordre fra den nye præst, som er træt af at kirkegængerne bogstaveligt talt dør af kulde i den gamle, og bagefter skal den samles og opføres i Tyskland. Begge mænd indser dog hurtigt, at det ikke bliver så nemt at flytte hverken kirke eller klokker, særligt ikke når den smukke Astrid Hekne står i vejen.

Den unge præst Scweigaard er Astrids syn ud til verden. Han giver hende aviser, og de drøfter livet uden for den lille bygd: “Det var en mærkelig bytthandel, for han ønskede viden om snæversyn og betalte med udsyn. Hun læste og greb verden udenfor med begge hænder, men når avisen var færdiglæst, og hun skulle tilbage til synålene, følte hun sig endnu mere fejlplaceret i sted og århundrede, og efterhånden også i seng.” Den tyske artiketstuderende Gerhard Schönauer kommer også til bygden med nyt men med det gamle for øje. Ifølge de tyske professorer er de sidste rester af den ypperste europæiske middelalderkultur i færd med at blive destrueret, der bliver revet norske stavnskirker ned på stribe, og det er nu Gerhards opgave at rejse til bygden i Guldbrandsdalen og få den bevaringsværdige bygning med tilbage til Tyskland.

Men det er ikke nemt at overbevise de norske indbyggere om den nye, store og spændende fremtid, hvilket Schweigaard indser flere gange: “Igen og igen slog det ham, at han her i Butangen kæmpede mod en genstridig rest fra en fammel tid. Forandringer og fornuft var på vej fra Europa, men han havde kun prædikestolen og en udpint fattighjælpskasse i kampen mod frosten, nøden, tuberkulosen, madmanglen, mørket og vantroen”.  

Jeg var godt underholdt under hele romanen, og anbefaler den til alle, som elsker historiske romaner om slægtsgårde, gamle sagn og kærlighedsintriger. Særligt også til jer, som holder af Lykke-Per og Profeterne i evighedsfjorden.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.