Interview med romanaktuelle Mich Vraa om Vaniljehuset

Den 22. juni er Mich Vraa aktuel med endnu en historisk roman. Hvor Michs tidligere bøger, romantrilogien HAABET, PETERS KÆRLIGHED og FAITH koncentrerede sig om de dansk vestindiske øer i 1700-tallet, er Mich i Vaniljehuset i mere hjemlige omgivelser. Vaniljehuset bygger nemlig på Michs egen slægts historie og finder sted i 1800-tallet i Odense på Fyn, hvor den driftige Dusinius Dich søger sin egen lykke, frem for alt. Den handler om Dusinius’ tilbageblik på sin barndoms trange kår, ambitiøse drømme, komplekse kærlighedsliv og hjemsøgende forbindelser han fik under 1. verdenskrig.

Dusinius vokser op som det 12. og yngste barn i Odense med en far som byens skomager ved afslutningen af det 19. århundrede. De barske vilkår i familien tænder hans ambitioner om velstand og anerkendelse i en tidlig alder. Og allerede som ung formår han at skabe indbringende forretninger, heriblandt det succesrige handelsfirma Vaniljehuset. I 1929 reflekterer den nu ældre, velhavende og svagelige Dusinius over sin hårde barndom, ungdommens indviklede romancer og de dunkle forbindelser han etablerede under 1. verdenskrig, som stadig plager hans samvittighed.

Jeg var så heldig, at jeg måtte få lov at stille Mich et par spørgsmål om romanen. Håber I har lyst til at læse med.

Vaniljehuset bygger på din egen families historie. Vil du uddybe det?

Siden jeg var en lille dreng, har jeg været dybt fascineret af dehistorier jeg hørte om min morfar, Lauritz Dusinius Duch. Han døde da min mor var en lille pige, så jeg har selvsagt aldrig mødt ham. Min mor, som i dag er 96, har præcis én erindring om ham: Hun kom ind på hans kontor, og han trak en skuffe ud og gav hende en chokolade. Den var pakket ind i mørkeblåt sølvpapir med et billede af to orange appelsiner. Det er som et glimt af hendes far som hun aldrig kendte. Det gav mig den tanke at han ikke så så meget til sin familie og måske havde ofret lidt rigeligt meget for at nå sine mål. Det er vel bogens hovedtema; det dér med at huske at der er andet i livet end penge og succes. En nørdet fact: Jeg brugte scenen med chokoladen i FAITH (side 380-381), men ikke i VANILJEHUSET. Min morfar var en mytisk skikkelse i vores familie. Hans liv mindede mig om en fortælling af Charles Dickens: den fattige skomagerdreng der med flid og dygtighed arbejder sig op og bliver velhavende. Der er også noget Matador over historien. Den lille drengs beslutsomhed og stædighed og den succes han oplever stik mod alle odds.

Forsiden er jo så fantastisk og viser nogle butiksfacader i Odense Centrum. Hvorfor valgte du/I lige den forside?

Det gjorde jeg ikke; det gjorde den dygtige forsidemager Simon Lilholt fra IMPERIET. Han viste os forskellige udkast – en hel del, faktisk – og der var indvendinger mod dem alle sammen. Men så en dag sendte han det dér støvede foto fra Nørregade – et glimt af en svunden tid, en mand med bowlerhat, en hestevogn med kusk, en forretning der hedder ”Kontantforretningen”. Det sad lige i skabet, syntes vi omgående. Den dag Sune, chef for dansk skønlitteratur på L&R sendte mig en mms med udkastet, var jeg på vej ind til byen for at mødes med krimiforfatteren Lone Theils. Vi skulle spise frokost på restaurant ”Fynboen” i Nørregade. Mens vi spiste, skrev jeg til Simon for at høre om han vidste hvor billedet var taget. Nørregade, sagde han. ”Fynboen” ligger jo i Nørregade, så sagde til Lone at jeg ville prøve at finde stedet når vi havde spist. Jeg behøvede ikke lede længe: Restauranten ligger lige uden for billedets venstre ramme, og den del af Nørregade er stort set uforandret. Nørregade spiller jo desuden en fremtrædende rolle i VANILJEHUSET: Her bor fortællingens kvindelige hovedperson, Jonna, som bliver Dusinius’ hustru. Og her ligger Augustín Mollon begravet – den eneste af de spanske soldater der var i Odense i 1808, som efterlod sit navn i byen.

I pressematerialet for din bog bliver hovedpersonen Dusinius omtalt som værende en Lykke-Per lignende type. Hvori består sammenfaldene? Hvordan ligner Dusinius præstesønnen, der blev ingeniør, Peter Andreas?

Der er nogle af de samme elementer i begge fortællinger. Lykke-Per gør oprør mod sin strenge præstefar og flygter som sekstenårig fra den børnerige familie i Jylland for at søge lykken i København. Dusinius er ligeledes seksten da han vender sin far og det beskedne liv i skomagerfamilien ryggen. Han er jo den tolvte og det yngste af skomagerens børn. Dusinius har tidligt indset begrænsningerne i en skomagers muligheder – ikke mindst i en tid hvor industrifremstillet fodtøj reducerer skomagerne til reparationshåndværkere. Han har store og vilde drømme ligesom Lykke-Per har det, men deres historier udvikler sig forskelligt. Men lad mig så i øvrigt understrege to ting: For det første at Henrik Pontoppidan fik Nobelprisen i litteratur, hvilket jeg trods alt ikke forventer. Det var i 1917 – altså under Første Verdenskrig, som for Dusinius betød en flirt med noget mere lyssky forretninger end vaniljehandel. Og for det andet at jeg ikke har skænket Pontoppidans trilogi en eneste tanke under arbejdet. VANILJEHUSET bygger på historiske kendsgerning med et twist og er ikke inspireret af andet end virkeligheden.

Hvad har overrasket dig mest i arbejdet med din nye roman?

Det kom lidt bag på mig hvor svært det er at skrive om mennesker der er så tæt på én selv. Ikke at jeg har kendt nogen af dem indgående – bortset fra min mor og mormor, som var en gammel dame allerede da jeg blev født – men fordi de trods alt er min nærmeste familie. Derfor er VANILJEHUSET heller ikke nogen levnedsskildring. Da jeg havde skrevet på den i nogle måneder, besluttede jeg at ændre personernes navne og tage de sidste afgørende skridt fra fortælling til roman. Jeg kom til at tænke på at en tekst bliver til en roman når en forfatter begynder at søge svar på de ubesvarede spørgsmål. Så længe han skriver om noget han ved, er det ikke en roman han skriver. I den aktuelle del af min families fortælling var der mange ubesvarede spørgsmål, for eksempel: Er en af mine forfædre faktisk en spansk soldat fra Napoleonskrigene? Hvorfra stammede de økonomiske midler der satte Dusinius’ bror i stand til at købe Odense fine gamle vinhandel på Klingenberg? Hvorfor kan min mor så godt som ikke huske sin far, selv om hun var fem da han døde? Hvorfor skrev min mormor i et mindeskrift i 1945 at hendes mand gjorde ”et forsigtigt forsøg” på krigsspekulation, mens der i et jubilæumsskrift fra samme år står at ”enhver spekulationsforretning” lå ham fjernt?

Hvorfor skal man læse din roman?

Det skal man vel kun hvis man har lyst. Jeg har haft den store glæde at rigtig mange danskere har følt sig underholdt af min Vestindiens-trilogi – HAABET, PETERS KÆRLIGHED og FAITH – og samtidig har lært noget af den om Danmarks tid som koloniherre og slavenation. Det gjorde jeg sandelig også selv, lærte noget. De bedste romaner kan begge dele: underholde og oplyse. Hvis de kun kan én af delene, er de ikke rigtig noget for mig, hverken som forfatter eller som læser.

Sidst men ikke mindst. Hvad læser du selv lige nu?

På natbordet ligger MIN MØRKE VANESSA, en slags moderne Lolitafortælling af Kate Elizabeth Russell. En gribende, lettere chokerende og tankevækkende roman, velskrevet og rigtig godt oversat. På andre tidspunkter af døgnet læser jeg Tonny Vorms POSTKORT FRA CALIFORNIEN, en bog om sønner og fædre og mænd i det hele taget. Og on that note endelig Hemingways DEN GAMLE MAND OG HAVET på engelsk – fordi jeg selv er ved at oversætte den. Hvor sejt er det lige? Hører den ikke til blandt verdens fem mest ikoniske romaner?

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.