Anmeldelse: Piger i brand af Robin Wasserman

Titel: Piger i brand. Forfatter: Robin Wasserman. Sider: 361. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★★★

Det er umuligt ikke at se dem, ikke at mindes, hvordan det føltes, da det føltes sådan. At sidde der og skælve, mens solen dykker mod horisonten, og vinden blæser køligt over bølgerne. Mens himlen flammer rødt, og mørket samler sig om pigerne, der ikke aner, hvor knap tiden er, før ilden går ud. Husk, hvor dejligt det var at brænde“.

Piger i brand er en mørk, barsk og brutal roman om et helt unikt og usundt venskab mellem to piger, og et mystisk selvmord, der truer med at ødelægge dem.

Hvis du elskede Kurt Cobain-biografien af Charles R. Cross, Glasslottet, Riverdale, 8 Mile og alt hvad der handler om unge piger og venskaber, 1990’erne og små bysamfund, så vil du elske Piger i brand. Der er samtidig også noget Twin Peaks over den. Populær skoleelev findes død i skoven. Ring a bell?

Om bogen skriver forlaget: Året er 1991, og gymnasiets populære basketballstjerne Craig bliver fundet skudt i skoven ved Battle Creek i Pennsylvania – umiddelbart ligner det selvmord.  Hændelsen sender chokbølger gennem det konservative lillebysamfund, og i efterdønningerne af det mystiske selvmord opstår et usædvanligt venskab mellem to piger: Den mørkøjede, karismatiske, Kurt Cobain-tilbedende Lacey og den flittige, men ensomme Hannah Dexter. Et venskab, som er både dragende, destruktivt og transformerende.  Men Lacey har en hemmelighed, som Hannah ikke kender til. En hemmelighed, der truer med at ødelægge ikke bare hendes eget, men flere andres liv, og som er tæt forbundet med Craigs død.

Piger i brand er sindssygt velskrevet, sine steder næsten poetisk. Meget kropslig og seksuel. Der er en intim deltajegrad og voldsomhed i sproget som den sarte læser lige skal være forberedt på. Der bliver skrevet fisse, pik og røvhul mange gange, men jeg fandt det ok, fordi sproget er med til at understrege den barskhed pigerne og byen besidder.

Det er en roman fyldt med hemmeligheder, og mennesker der er drevet af dem. Den er opbygget med skiftende kapitler, hvor Lacey afslører sine inderste hemmeligheder til Hannah, Dex, og som er skrevet med direkte du-henvendelse gør romanen endnu mere vedkommende og personlig. Andre kapitler er det Dex som i jeg-form fortæller, andre er kapitler hvor byens mødre bliver beskrevet for at forstå de unge piger. Hvad de er kommet fra, og hvad de er formet af. Venskabet mellem de to piger er så unikt. De er hinandens modsætninger og alligevel finder de noget fælles. De danner en klub, hvor de læser Nietzche, Kant og Kerouac og diskuterer, hvorfor Kurt er en Gud!

Hvis jeg kort skal beskrive bogen vil jeg sige der er en blanding af Riverdale møder 8 Mile møder Sons of Anarchy møder Twin Peaks møder The Vampire Diaries (bare uden vampyrerne). Jeg knuselsker den her roman! Den er så sindssygt velskrevet, vild og mørk og gør mig både nostalgisk efter min ungdom, hvor jeg lyttede til Nirvanas Nevermind-album sammen med min goth/punker-veninde og efter bare at være ung igen og indgå i de der sindssygt, fantastiske og svære relationer med andre piger. En vild ungdomsroman! Et mustread! Se bare hvordan Lacey beskriver den følelse hun fik, da hun lytter til albummet for første gang: “Jeg elskede det album. Jeg elskede det som sonetter af Shakespeare og fortrykte valentinskort og alt det lort. Jeg havde lyst til at købe blomster til det og tænde levende lys og kneppe det langsomt med en motorsav”. 

National Public Radio skriver, at romanen er umulig at lægge fra sig, bare et øjeblik, selvom man kan mærke, at den konstant er ved at eksplodere i hænderne på dig. Og det var virkelig også den følelse jeg havde, da jeg læste den. Mathias Edvardsson møder Elena Ferrante i 90’ernes Pennsylvania, konstaterer forlaget, og det kan jeg godt bakke op om.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.