Corona-blues: den ultimative guide til bøger, film og tv-serier du kan fordrive lockdown med

Jeg kan umuligt være den eneste, som har lidt corona-blues. Vi savner at arbejde, se vores venner og familie, benytte kulturtilbud som museer, biblioteker, rejse på ferie og ikke mindst gå på café eller shoppe genbrug. Der er mange savn lige nu, og dagene synes at være en endeløs række af corona-venlige-gåture, surdej, vinterbadning og alt for meget online shopping. Så hvor skal vi stikke af til, når vi ikke rigtig kan komme nogle vegne? Fiktionen, selvfølgelig. Jeg er pt. hjemsendt, der er ikke meget at lave i foredragsbranchen lige nu, og udover at passe barn og hus og bygge bibliotek i kælderen, så læser jeg virkelig meget og ser mange tv-serier og film. Så derfor har jeg samlet min HELT FRISKE ultimative guide til bøger, film og tv-serier, som du kan fordribe lockdown med. De her er bare nogle af dem, jeg har kværnet de seneste par måneder og der er lidt forskelligt. Noget helt nyt, noget (meget gammelt), noget let, noget svært. Enjoy! Og del gerne anbefalinger med os andre i kommentarfeltet.

BØGER

Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager

Stærkeste autofiktion vi har set siden Den, der lever stille


Bridgerton-bøgerne af Julia Quinn

Fifty Shades møder Jane Austen i dette regency-drama, som bare er god og let underholdning


Anne fra Grønnebakken af L. M. Montgomery

En klassiker, som jeg aldrig bliver træt af. Avonlea er det perfekte sted at gemme sig lige nu


Før sidste akt af Lasse Holm

En dramatisk og solid historisk krimi, sat i Guldalderens København og med store personligheder som Johan Ludvig Heiberg, og Adam Oehlenschläger


Kvindernes by af Elizabeth Gilbert

Historisk roman om 1940’ernes teatermiljø i New York fuld af glamour, krig og kærlighed


Syersken fra Paris af Fiona Valpy

Uforglemmelig og rørende fortælling om tre unge kvinders skæbnesvangre valg under krigen


Min kamp 1 af Karl Ove Knausgård

Et mesterværk om at vokse op, nærme sig sin far, og miste ham igen


FILM

The Dig (Netflix)

Carey Mulligan og Ralph Fiennes yder hinanden godt modspil i ’The Dig’, der handler om en arkæologisk udgravning i Suffolk i 1939 og menneskene involveret i den


Kød og blod (Viaplay)

I ’Kød og blod’ omkommer 17-årige Idas mor i en bilulykke, og familieforsorgen placerer hende hos mosteren Bodil , der har de voksne sønner Jonas, David og Mads boende. Det er det danske svar på Animal Kingdom og Sons of Anarchy


De forbandede år (Viaplay)

Stærkt dansk drama om Anden Verdenskrig og hvordan det påvirker en dansk familie. Jesper Christensen, og en masse andre gode skuespillere medvirker


You’ve got mail (Viaplay)

En gammel klassiker, som jeg lige opdagede var tilbage på Viaplay


Greetings from the north (Viaplay) 

Hylende morsom svensk komedie, jeg har sjældent grint så meget, og så er den til alle os der elsker Ola Rapace


TV-SERIER

Badehotellet (TV2 Play)

 

Folkekomedie og lidt opstillet, men meget hyggeligt og masser af sommerstemning (plus lidt Anden Verdenskrig) og helt ny sæson


Younger (Cmore og TV2 Play)

Et hipt bogforlag i New York og en masse pæne mænd, jeg er helt hooked og har kværnet to sæsoner på et par dage, og så er det Darren Star, skaberen bag Sex and the City og Melrose Place, der har lavet den. Say no more


Firefly Lane (Netflix)

To kvinders liv og venskab op gennem 70’erne, 80’erne og 90’/00’erne


Familien Löwander (Viaplay)

Det svenske bud på Krøniken, skønt tidsbillede og godt familie- og kærlighedsdrama


Kærlighed og anarki (Netflix)

Mere svensk, når det er allerbedst. Her er det kærlighed og anarki på et bogforlag, og jeg har sjældent grint så meget eller er blevet så overrasket over en tv-serie


Emily in Paris (Netflix)

Paris, franske bistroer, mode, franske, pæne mænd. What more do you need? Har kværnet den her serie (to gange) på meget kort tid


Bridgerton (Netflix)

Du skal ikke se Bridgerton for plottet. For Hertugen. For Hertugen. Og så elsker jeg virkelig, hvordan moderne pop-numre er blevet til klassiske musikstykker


A Teacher (HBO)

Jeg elsker Nick Robinson og denne lille mini-serie, om hvordan en lærer har en affære med en yngre elev er bare så kompleks og genial


Fate: The Wynx Saga (Netflix)

Altid godt med lidt fantasy, og når man nu har kværnet alle The Vampire Diaries sæsonerne.


Grand Hotel (Netflix)

Den spanske udgave af Downton Abbey, bare med endnu mere passion. Det er jo spansk. Var virkelig helt vildt med og opslugt af dramaet omkring Julio og Alicias kærlighedshistorie.


Cobra Kai (Netflix)

Jeg bliver så nostalgisk omkring Karate Kid og Daniel LaRusso. Serien her er ny men har flere af det originale cast med og er fyldt med trips down memory lane.


Designated Survivor (Netflix)

En af de få serier, som jeg ser sammen med Jonas. Vi kan dog ikke lade være med at udbryde *biip, biiip, biip* når hvert afsnit slutter med den vildeste cliffhanger. Det er det moderne svar på 24 timer. Og Jack Bauer er da også med. Denne gang er han bare præsident.


Vikings (HBO)

Hvis man er til nordisk mytologi og krigsliderlige Vikinger, så skal man se med her. Det gør da heller ikke noget, at flere danske skuespillere er med, selvom vi savner Ragnar og Rollo. Nyeste og sidste sæson er netop ankommet.


Anne with an E (Netflix)

Jeg svor ellers, at jeg ikke vil se den. Elsker den originale udgave fra 80’erne med Megan Follows for meget. Men denne udgave kunne også noget helt specielt, og jeg endte med at blive meget rørt, og kværne serien to gange i streg på et par uger.


Little Women (Cmore)

Det samme her. Elsker 1995-versionen med Winona Ryder, og også den nyere fra 2020 med Saoirse Ronan og Timothee Chalamet, men efter jeg så denne version fra 2017, er den nok blevet min yndlings. Den er skrevet som tv-serie, følger bogen nogenlunde, og er bare helt fantastisk og godt castet.


Desperate Housewives (TV2 Play)

En af mine all-time yndlingsserier. Og nu findes alle otte sæsoner endelig på TV2 Play, så det har været perfekt mulighed for at kunne gense her under lockdown.


Velvet (Netflix)

Elsker man spansk drama, mode og 60’erne, så skal man altså bare se Velvet, og der er nok sæsoner til at underholde dig mucho længe.


Skadestuen (Cmore)

Nostalgi! Og en ung George Clooney som børnelæge. What more do you need? Du kan streame alle sæsoner af Skadestuen på Cmore. Velbekomme.