Anmeldelse: Alt dette kunne du få af Josefine Klougart

Titel: Alt dette kunne du få. Forfatter: Josefine Klougart. Sider: 328. Forlag: Gladiator. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gladiator ★★★★★

Huset ligger i skovbrynet, hvor hvarren begynder – det af lyng og porse og sortbær overgroede violette fald, der strækker sig ned mod havet – Grønne Strand, Klim, Thorup Strand, hvor fiskerbådene om eftermiddagen bliver trukket op i sandet, som om aftenen og natten henligger med dybe furer efter skrogene”. 

Det er første gang jeg læser Klougart, men jeg er meget imponeret. Skrivestilen er sanselig, tætpakket, meget beskrivende og uden dialoger, og minder stilistisk meget om Dea Trier Mørchs Kastanjealleen. Alt dette kunne du få er et skarpt portræt af en families frie liv i naturen i Mols Bjerge, hvor de to søstre Barbara og Sara vokser op. En fortælling om at være mor i 1980 og 2020. Familiens historie oprulles i et langt flashback, da Barbara som voksen oplever at hendes far, Erik, ikke kan genkende nogle af dem, da han vågner op fra en operation.

Når de kører ind og besøger mormor i Riisvangen og passerer Risskov, ruller Sonja vinduet ned og peger ind mellem stammer på det, hun kalder min barndoms skov. Og det er næsten umuligt for Barbara og Sara at forstå, at hun, Sonja, deres mor, som kan køre bil og lægge make-up på én gang, slagte høns og skifte et punkteret dæk på den grå Daihatsu, engang for ikke så længe siden har været et barn”. 

Klougarts nyeste roman er mange ting. Det er en slægtsroman, men det er også en dannelsesroman om en ung kvinde. Ude – hjem. Landet. København. Kultureliten. At komme hjem igen. Højskole. Forfatterskole. Arv og miljø. En intellektuel roman spækket med film og roman-referencer. Jeg elskede det og slugte hver en side. Det er en fortælling om at vokse op med sin søster, om at mindes sin barndom med glæde og kærlighed, om at skrive fra dette sted, man kommer fra, og opdage, at ens mor ligger sig for nedrullede gardiner og er ved at dø af skam, når denne skrift, disse erindringer, bliver udgivet. Familien betyder stadig alt for Barbara, selv i de måneder hvor hun påstår noget andet, kræver sin frihed og koncentrerer sig om litteraturen. For som Klougart så fint skriver: “Ligesom det næsten altid viser sig, at det radikale valg, man tog for at gøre noget andet end ens forældre, fører til en gentagelse af det samme grundmønster, vi flygtede fra”. 

Beskrivelserne af barndomshjemmet er så sødmefulde og fyldt med stemning, at man ønsker, man selv var vokset op lige dér mellem Mols’ bjerge: “Fars kollega, der altid spurgte ham, hvordan det gik fars Carl Larsonsske hjem. Man ser det for sig – Sonja og pigerne, der står på engen i den nedgående sol, plukker Jomfru Marias sengehalm og gul evighedsblomst. Blåhat. Om formiddagen er de på kirkegården og luge, og på vej hjem stoppe de og ser på blomsterne i diget, cikorie og sæbeurt og plettet ingefær og andre gamle lægeurter, som Sonja udpeger for dem.” 

Alt dette kunne du få er til dig, der elsker Tour de Chambre af Tine Høeg, Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, Normale mennesker af Sally Rooney, Thomas Korsgaards bøger om Tue, Dea Trier Mørchs Kastanjealléen, Grundtvig er død af Laura Ringo og Arv og miljø af Vigdis Hjorth. Alt dette kunne du få er en af de mest medrivende og detaljerede slægtsromaner, jeg har læst.

Han sidder og læser, en bog han har taget med hjemmefra og nu sidder og læser i, og dér ved hun, hun er forelsket. At så er det det”. 

Alt dette kunne du få er nok en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Den indeholder så meget og er nærmest umulig at beskrive. Sådan får jeg det med bøger jeg virkelig elsker. Så mit bedste råd er: Læs den. Nu.

Som søstre er de hinanden, i forskellige konfigurationer måske, men aldrig, som det umiddelbart ser ud, hinandens modsætninger”.