Herfra skriver hun. Om tabt barndom, om en fraværende far, som alle synes at kende bedre end hun, om at finde sin plads mellem to familiers modpoler. Om Vesterhav og storby, rastløshed og sult

Titel: Sømærke. Forfatter: Lækre Kløvedal. Sider: 222. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Gutkind ★★★★☆

»I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig, det var mig og måske også min mor og i lange perioder vel også mine halvsøskende og deres mødre og vores skoler og lektier og fritidsinteresser.«

Lærkes far er berømt. En eventyrer. En rejsende, en fremragende fortæller, en opdager sejlende på de syv have. Men hjemme i Thy vokser Lærke op alene med sin mor og mange halvsøskende. Faren er fortællinger om friheden og eventyret og det ukendte. Om aldrig at kaste anker, altid være i bevægelse, om at hylde fællesskabet og at dele måltider, underbukser og seng. Så hvordan skal Lærke finde sin plads? Hun må kaste sit eget anker, også selvom det bare lander på noget så ueksotisk som øen Amager. Men herfra er Lærkes morgener. Herfra skriver hun. Om tabt barndom, om en fraværende far, som alle synes at kende bedre end hun, om at finde sin plads mellem to familiers modpoler. Om Vesterhav og storby, rastløshed og sult.

Sømærke er en rørende, undersøgende og medrivende debut, Lærke Kløvedal skriver, så siderne vender sig selv. Poetisk men samtidig enkelt og ligetil. Bogen er hurtigt læst men sidder længe i læseren bagefter. Tak for at dele så gavmildt ud