Titel: Tre. Forfatter: Valerie Perrin. Sider: 670. Forlag: Alpha. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Alpha ★★★★★
»Barndommen er duften af asfalt, cykeldæk og candyfloss, rengøringsmidlet i klasseværelset, skorstensrøgen fra husene på kolde dage, klorinen i friluftsbadet, det svedige gymnastiktøj, der klistrer sig til eleverne, når de går to og to sammen.«
Jeg overgiver mig. Fuldstændig. Til Valerie Perrin. Alle jeg kender elskede Vand til blomster, men den fangede aldrig rigtig mig. Men jeg skal love for, at Perrin er kommet efter det med sin murstensroman om de tre barndomsvenner fra La Comelle-landsbyen, Adrien, Nina og Etienne. Uadskillige. Et trækløver. Selvvalgt familie. Tilsat Perrins flydende franske og og fyldige poetiske sprog og sans for små sidefortællinger, en gammel uopklaret forbrydelse, familiehemmeligheder, klasseskel, forelskelse, fortielser og smerte. Jeg overgav mig fuldstændig, satte Nino Rotas toner fra Godfather på og fløj gennem de næsten 700 sider fransk bestseller. Undervejs tog romanen flere gange r*#%^en på mig og jeg måbede og blev overrasket. Så velskrevet og flot komponeret og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Elena Ferrantes Napoli-romaner; som jeg jo også elsker. Især Ninas livshistorie minder meget om Lilas.
Tre er en overbevisende og rørende fortælling om dem der bliver og dem der flygter og om ubrydeligt venskab. Et absolut must-reed.