Anmeldelse: Al kødets gang af Ambrose Parry

Titel: Al kødets gang. Forfatter: Ambrose Parry. Oversætter: Lilian Kingo. Sider: 399. Forlag: Modtryk. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Modtryk ★★★★☆

Han drejede ind på Princes Street og fik forbi Duncan & Flockhart’s, hvor han fik øje på sig selv i apotekerruden. I glasset blev han mindet om, at Old Towns stank kunne føres bort af vinden, men at han var mærket af bydelen for livet. Venstre side af hans ansigt var hævet og blodunderløben, kattearmene strittede ud fra den sårede kind.” 

Forfatterparret der står bag pseudonymet Ambrose Parry har skrevet en barsk og hæsblæsende roman om mord, penge, magt og lægevidenskab i 1840’ernes Edinburgh med afsæt i den medicinstuderende Will Raven og tjenestepigen Sarah Fischer. 

Sherlock Holmes møder Outlander. Al kødets gang har alt det en historisk kriminalroman skal have: Fængende sprog, alsidige karakterer og et spændende plot. Ambrose Perry skriver stemningsfuldt, kropsligt, så man kan mærke og lugte Edinburghs gader.

Ambrose Parry er et pseudonym. Bag det står ægteparret Chris Brookmyre og Marisa Haetzman. Han er prisvindende forfatter til over tyve bøger, og hun er forsker i anæstesi med en kandidatafhandling, der har blotlagt meget af det materiale, som romanen bygger på. De medicinske og videnskabelige opdagelser i romanen er i øvrigt baseret på virkelige begivenheder og personer.

Edinburgh 1847. En delt by, en stinkende smeltedigel der på en gang er præget af vold og fattigdom, rigdom og lægevidenskabelige fremskridt. I Edinburghs Old Town dør en række unge kvinder på samme smertefulde måde. I byens New Town begynder Will Raven, der er medicinstuderende, i sin læreplads hos den anerkendte professor i fødselshjælp James Young Simpson. Raven flytter ind i sin mentors hjem, der er samlingssted for kolleger og rammen om dristige medicinske eksperimenter, særligt inden for anæstesi. Det er her Will Raven møder Sarah Fisher – en noget atypisk tjenestepige, der ikke ligger under for nogen, og som suger til sig af den viden, hun møder i sin dagligdag. De to bryder sig ikke synderligt om hinanden, men de har begge deres grunde til at involvere sig i de mistænkelige dødsfald blandt kvinderne.

Al kødets gang er troværdig i sin tidskildring og har spændende karakterer, der med det samme drager sine læsere. Ambrose Perry har til det formål valgt en alvidende fortæller, der skifter med at fortælle fra henholdsvis Sarah og Wills synspunkt, hvilket også viser læseren, hvordan de to hovedkarakterer hver især oplever hinanden. Al kødets gang er en samtidskritisk og sociokulturel roman om uforklarlige mord i Edinburghs gader og to karakterer, der langsomt bliver opslugt i jagten på en hensynsløs morder.

Der er noget Outlander og Mitfordmordene over Al kødets gang. Jeg er meget begejstret. Spænding til sidste side og jeg glæder mig til at følge Will Raven og Sarah Fischer i de kommende bøger i serien af Ambrose Parry. Anbefales til dig der elsker: Outlander, Mitfordmordene, At koge bjørn, Alias Grace, Doktor Zhivago etc.