Titel: Let gang på jorden / Letsindighedens gave. Forfatter: Agnes Henningsen. Sider: 450. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★
“Hun skulle bare vide, hvor lidt snerpet jeg er, når det gælder, tænkte jeg og knejsede ved det. Der fandtes ikke een forpagterdatter i Danmark, som havde haft det samme mod som jeg. Når de engang fik det at vide, ville de alle tre kalde mig en foregangsmand”.
Gyldendal har her i efteråret genudgivet de to første bind i Agnes Henningsens store erindringsværk LET GANG PÅ JORDEN / LETSINDIGHEDENS GAVE, og jeg håber sådan, at Agnes får en fortjent revival, renæssance, kald det hvad I vil, for jeg synes simpelthen, at Agnes var helt ekstraordinær modig, fræk og sig selv tro i en tid, hvor kvinder ikke havde lov til meget. Tænk sig, hun friede som 17-årig til teologi-studenten Mads Henningsen og skyndte sig at blive gravid, så de kunne blive gift, selvom hun ikke var 21. De fik fire børn og var så fattige, at hun måtte sælge alle sine smykker, og han gik i lappede bukser. Da han mistede sit arbejde som lektor ved Ordruplatinskole, fordi han havde kysset en mindreårig elev, forlod han hende og rejste til Amerika. I mellemtiden havde hun haft en affære med Carl Ewald, med hvem hun fik sønnen Poul Henningsen, og hun sad nu alene tilbage med fem uforsørgede børn men en spirende forfatterkarriere. Jordemoderuddannelsen kunne hun ikke få, fordi hun ikke kunne skaffe en sædelighederklæring pga. sin mands opførsel ved latinskolen tidligere, så Agnes havde ikke andet at vende sig mod end digtningen. Hun debuterede i 1899 med romanen Glansbilledet og var tæt på at opnå den livslange kunstnerydelse fra staten i 1917, men modstandere af hendes dengang kontroversielle forfatterskab fik det forhindret. Agnes Henningsen var medlem af Det Danske Akademi fra dets oprettelse i 1960.
Den 16.-18. november afholdte Lundsgård Gods i Kerteminde en Agnes Henningsen festival, hvor blandt andet Suzanne Brøgger optrådte. Jeg var så heldig at blive inviteret, men blev desværre forhindret i at deltage. Og hvorfor skal vi nu beskæftige os med Agnes Henningsen? Ja, måske fordi, hun skriver lidt som en anden elsket forfatter vi kender godt, nemlig Tove Ditlevsen, med en lethed, modighed og litterær kraft om sin barndom på Skovsbo Gods på Fyn og ikke mindst starten på sit kunstnerliv i København. Selvom erindringerne her er fra 1941 er de skrevet i et forståeligt sprog, og mange af temaerne er også meget nutidige. Familieforhold, kærlighed og kunst står hos Henningsen i centrum.
Efter moderens tidlige død vokser Agnes op på Danmarks store slægtsgården med sin bramfri libertinernes far, sine søstre og faderens nye hustru. Ikke en lykkelig konstellation, men Agnes evner alligevel med sit sprudlende væsen at komme videre. Efter en skandaløs affære bliver hun dog sendt på kostskole, hvor det til alles store chok viser sig, at den unge Agnes er begavet. Senere vælger Agnes at forfølge sin drøm om at skrive og rejser til København.
Faren ønsker de tre døtre godt gift. Men Agnes er ambitiøs og forud for sin tid: “Han faldt i søv. Men jeg sad og vågede over ham i den lyse nat lovede jeg mig selv, at vi tre døtre nok skulle blive gift og få masser af børn. Men først ville jeg sidde mellem landets klogeste mænd”.
Erindringerne er fyldt med fantastiske passager fra den tid i København, hvor Agnes forsøger sig som forfatterinde og møder store personlighed som Herman Bang og tager til Brandesfest. Fx her, hvor en af Agnes’ tekster af Herman Bang er blevet kritiseret for at være lidt for erotiske og Agnes udbryder: “Hvorfor må en pige ikke være nøgen i en bog, når hun må være det på et maleri?”. Agnes Henningsen debuterede i 1891 under pseudonymet Helga Maynert i Dagbladet København og senere som romanforfatter under eget navn med romanerne Glansbilledet og til sidst med sine erindringer, der begyndte at udkomme i 1941, da hun var 73 år gammel.
“I sommerferien kunne jeg ikke skjule for mig selv, at jeg havde fået lyst til koketteri og til at dele hver skæbne, der var til. Jeg svirrede om alle og fik dem til at spile øjnene op”. Agnes bliver kaldt mandlysten og bliver gennem det meste af sit liv beskyldt for at kokettere alle mænd omkring sig. Typisk af andre kvinder. Agnes forsvarer sig med, at hun ikke var koket. Jeg holdt bare af dem. Det var så dejligt at være venlig mod alle. Naivt måske, men det var altså Agnes’ syn på verden.
Som Pia Juul også skriver i sit efterord, så er Agnes Henningsens erindringer ikke kun en skildring af kvindeliv fra 1868 og frem, det er også en kulturhistorisk guldgrube med en lang række koryfæer beskrevet på måder, man ellers sjældent ser. Let gang på jorden og Letsindighedens gave er humoristiske men stærke erindringer om at være kvinde og forfatter i det 19. og 20. århundrede. Underholdende, bramfri, selvudleverende, modig og mesterligt skrevet. Jeg anbefaler alle at gå på opdagelse i Agnes Henningsens erindringer. Særligt de, der er vilde med Tove Ditlevsen. Agnes Henningsen har mange af de samme kvaliteter og er bestemt en ældre forfatter, som vi skal læse mere fremover.