Boganmeldelse: Aydin Soei – Forsoning

Aydin Soei har begået et fortælleteknisk mesterværk i sin mursten af en familiekrønike, der ikke kun skildrer to familiers fælles skæbne, men også giver et indblik i et stykke verdenshistorie krydret med politiske agendaer, fortabte fædre og forslåede drengebørn.

Titel: Forsoning – Fortælling om en familieaydin_soei_forsoning

Forfatter: Aydin Soei

Sider: 653

Forlag: Tiderne Skifter

Udgivelsesdato: 10. marts 2016

★★★★

Bogen er venligst sponsoreret af forlaget.

 

I årtier har vi begge følt, at vi svigtede hinanden, men nu har min mor givet sig min version. Først når jeg har sat det sidste punktum, får hun lov at læse min.

Den 12. april 1994 myrder Aydin Soeis far vennen Babaali, hvis yngste søn Aydin gik i klasse med. To familiers skæbner var dermed for altid tragisk forbundet, og i sin jagt efter at bryde den forbandelse faren havde lagt over Aydin selv og den næste generation, sønnen Adam, skriver Aydin denne autofiktion i en skiften mellem egne historier, sin mor Faridehs beretninger om livet med faren, før efter og under mordet, og i breve skrevet direkte til sin egen søn.

Aydin Soei starter sin fortælling tre år efter, at hans far, Amin, dør. Allerede på den første side mærker vi Aydins ambivalens over farens død, og som en slags psykologisk proces vælger han at skrive sine minder ned, som en dag skal læses af sønnen Adam, der aldrig nåede at møde sin farfar. Historiens fortællerstemme er delt i to mellem Aydin selv og sin mor, Farideh, der på skiftende vis beretter om deres fælles fortid. En tydelig markering med fed sørger for, at læseren nemt kan skelne mellem de to fortællestemmer, da der i sig selv er nok at holde styr på med de mange spring i tiden og ikke mindst det store persongalleri. Aydin forklarer indledningsvis sønnen Adam, at bogen er “en fortælling om soning, flugt, had og kærlighed mellem fædre og sønner, mødre og fædre, børn og deres forældre: og om forsøget på at sammensætte sin egen fortælling i dette sammensurium af nutid og fortid.

Romanen er delt op i to dele, hvoraf del et starter i Avedøre, da Aydin er 9 år og del to da familien netop har forladt rækkehuset og deres liv i Avedøre til fordel for en ny start uden faren. Som Aydin selv skriver, så kunne historien være sluttet der, men det gør den ikke. Desværre. Der er ikke nogen fast kronologi i fortællingen, hvilket skaber et konstant skiftende miljø. Krydsklippende detaljerede beskrivelser fra henholdvis en lille landsby i Iran, eksilen i Sovjetunionen,  livet på den danske vestegn i Avedøre, den flygtige periode i Kvindehjemmet i Hellerup, den sidste tid i kollegielejligheden i Gladsaxe, og Aydins nuværende hjem på Østerbro. Grundet den skiftende synsvinkel, fra Aydin til Farideh, oplever man som læser også to skildringer af Amin. I Aydins erindringer beskrives farens brutalitet, vold og utilnærmelighed, det sker kun meget perifert , at Aydin mindes gode tider med sin far. I Faridehs tidlige fortællinger beskrives han som en fri mand, kærlig og omsorgsfuld, endnu ikke tynget af sine indre dæmoner. Denne komposition, så springende, skildrer en nuanceret version af Aydins far, som giver et mere helstøbt billede af den mand, der på romanens første sider mest af alt beskrives som en morder. Hvor Aydins fortælling er meget springende er Faridehs dog mere diakron. Hun fortæller om sin barndom og ungdom, om mødet med Amin og det kommunistiske miljø i Iran, deres tid sammen inden Aydin bliver født, flugten til Sovjetunionen, turen til Danmark og helt op til i dag. Det er ikke kun et indblik i en familiehistorie, men også en meget detaljeret og dokumentarisk portræt af kommunismen, politiske uenigheder i Iran og ikke mindst krigen mellem Iran og Irak, der tvang Aydins familie på flugt til Sovjet.

Romanen er skrevet i et flydende, let læseligt sprog med løbende glimt af poetiske gaver til læseren, som her, hvor Aydin beskriver sin fars voldelige temperament: “Hans vrede startede typisk som en indestængt ulmen; han var som en kedel, der langsomt opbyggede varme for så at koge over i et ukontrollerbart anfald.” Også Faridehs digt på romanens sidste sider, skrevet på 20-årsdagen for flugten fra Iran, vidner om en mor og søn, der i den grad mestrer en narratologisk kunst. Også sidst i romanen bliver Aydin poetisk: “Ingen takker det udtørrede flodleje for dets fortid, og nogle er bedre end andre til at håndtere ubalancen mellem den tidligere fortælling om dem selv og den, de blev.

Jeg har ikke meget kritik at sætte på dette livsstykke, dog er der desværre en del småfejl, tastefejl, som ikke kunne snige sig forbi en miljøskadet danskstuderende som jeg, og jeg sad gennem det meste af romanen og ventede lidt for intenst på det afgørerende øjeblik, hvor Amin virkelig ændrer karakter, og mordet finder sted. Romanen kunne måske have været kortere, men som Aydin selv forklarer afslutningsvis, så tog processen om sig, og den fik vokseværk.

Den skiftende fortællerstemme fungerer godt, både fordi Farideh er en mere pålidelig fortæller, når det kommer til hende og Amins liv sammen, før de fik Aydin, men også fordi vi hele tiden får et nuanceret billede af episoderne. Derudover besidder Aydin som forfatter en flot skiften mellem sine egne to fortællerstemmer: Det barnlige oplevende jeg, og det voksne erindrende jeg. I kapitel 45 og 46 beskriver, først Farideh, så Aydin, epoisoden, hvor Amin får en psykose og brænder gardinerne og smadrer alt i rækkehuset i Avedøre. Igen får vi opfattelsen af Amin fra to synspunkter. Den meget ærlige måde, hvorpå Aydin portrætterer sine personer, som jo dog er pakket ind i en del kunstnerisk fiktion, minder mig om Knausgård. Der er i romanen nogle meget oprigtige karakteristikker af Aydins kone, Emma, som fik mig til at tænke på Knausgårds “Min Kamp”-bøger og al den ballade det bragte med sig derefter, som det jo oftest gør, når den performative biografisme bliver benyttet. Indimellem er der også direkte breve fra Aydin til sin søn, og fortællingen fungerer løbende som en metatekst, der giver læseren en forståelse af Aydins overvejelser i arbejdet med at skrive romanen.

Men hvorfor gik det så galt? Hvordan startede Amins deroute, og hvordan led den til mordet på hans ven, Babaali? Farideh forsøger at forklare det, uden at forsvare det, men i bund og grund mister Amin sin tro på en verden, der byggede på kommunistiske idealer, og han finder aldrig sin plads i det danske samfund, og så starter psykosen, en diagnose, som desværre bliver opdaget og behandlet alt for sent. Aydin er 12 år, da hans far myrder hans bedste vens far. Efter 3 1/2 år i fængsel i Danmark bliver Amin Soei udvist til Iran, hvor han vender tilbage og får en ny kone og en datter. Amins familie kender slet ikke til mordet, før Aydin år senere er tilbage i farens barndomsby Ardebil i Iran, og som hævn fortæller sandheden, som chokerer familien.

Babaalis ældste søn, Babak, skriver samtidig med Aydin også på en bog om mordet og de to familier. Ham og Aydin mødes, og det viser sig, at de deler næsten den samme skæbne med en voldelig far. En sandhed der kommer bag på Aydin, der altid ønskede sig at være en del af sin skolekammerat Siamiks familie (Siamik er Babaalis yngste søn). I starten af romanen beskrives Baabali da også som lys og Amin som mørke, men det viser sig, at børnene også fik tæv hjemme hos Baabali og var altså ikke meget bedre tjent.

Alt i alt en lang men spændende fortælling, som jeg klart vil anbefale. Det er en længere, mere detaljeret og nuanceret version end den Yayha Hassan gav af den fejlende generation, de voldelige indvandrerfædre på kontanthjælp og deres hjælpesløse koner. I Aydins fortælling tager én kvinde dog kampen op – moren Farideh. Selvom Aydins barnlige jeg ikke kan se, hvilken kamp hun har kæmpet, og hvad hun har givet afkald på, både med den voldelige ægtemand, men også i kampen mod systemet, sin egen familie og svigerfamilien, så bliver det senere meget klart for ham, hvilken stærk og modig karakter hans mor er blevet.

Slutteligt gør Aydin op med sig selv, om han har forsonet sig med sin fortid, sin far og sin skæbne. Den største forskel mærker han i sine to maratonløb. Det første løber han på en smerte og et had til sin far, som motiverede ham til de hårde 42 km. Det andet løber han derimod på lykke og kærlighed til sin søn. Så langt er Aydin kommet, efter 33 år og 653 skrevne sider, og glæder sig ved, at hadet til hans far ikke er blevet erstattet af ligegyldighed, som ville være det modsatte af kærlighed. Han finder ro i sig selv og sin skæbne, han er klar til at blive stemplet som søn af en morder, og har med uddannelse, familie og to bøger klaret sig på trods af sin opvækst og vilkår i livet. Aydin slutter: “Smiler du fra din grav nu, far? Din forbandelse er brudt“.

Copyright: Julie Rasmine Larsen, litfix.dk.

 

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s