Boganmeldelse: Jussi Adler-Olsen – Journal 64

Titel: Journal 64. Forfatter: Jussi Adler-Olsen. Sider: 461. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2010. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★

Samfundskritisk maskukrimi med historisk plot. Jeg tog min Afdeling Q. debut med Journal 64, og det var det helt rigtige sted at starte.

Journal 64 er som de andre bøger i serien samfundskritiske maskukrimier baseret på genren krimithriller og tilføjet et historisk plot. Vi følger ikke bare Carl Mørk og Afd. Q i samtiden (mere præcist 2010), romanen indeholder også et historisk spor, der fører læseren tilbage til tiden på Kvindehjemmet på Sprogø fra omkring 1955-59. I perioden 1923-1961 udfoldede den autentiske skamplet i Danmarkshistorien med anbringelser og isolation af ”seksuelt løsagtige” og ”moralsk defekte” kvinder. Samtidig slår bogen et andet vigtigt spor ned i 1987, hvor en af øens ofre, Nete Hermansen, planlægger og udfører den ultimative hævn. Adler-Olsens bøger om Afd. Q er samfundskritiske, fordi de har noget kritisk at sige, om det samfund som vi lever i. I en Habermarsk’ forstand betyder det, at litteraturen her er med til at bryde ind i den borgerlige offentlighed, og hjælper dermed til at skabe debat om problemstillinger, som fortjener opmærksomhed (Habermas, 1974). Så krimigenren skal ikke bare servere spænding og underholde læseren, den skal også gerne engagere sig i samfundsmæssige og erkendelsesmæssige problemstillinger. Det kan være alt fra økonomisk kriminalitet, etniske konflikter, indvandrerdebat, terrortrusler, pædofili, skilsmisseproblemer osv. På den måde tilbyder krimiforfattere som Adler-Olsen deres læsere et kig ind i miljøer, som de ikke selv færdes i, eller som de måske end ikke aner eksisterer. Journal 64 gav i hvert fald mange læsere en skrækkelig og hjerteskærende beretning om de forfærdelige hændelser, som danske kvinder var udsat for i næsten et halvt århundrede på den lille ø mellem Fyn og Sjælland. Nogle læsere har efterfølgende udtalt: ”Siden jeg læste Journal 64, så har det bare aldrig været det samme at køre over Storebæltsbroen” (Privat Facebook udtalelse).
Drivkraften hos den typiske Jussi-læser ligger altså i begæret efter at læse mening og sammenhæng frem. At løse gåden (Handesten, s. 44). Ofte kritiserer litterater og professionelle anmeldere denne simple skabelon, men hos læserne, som i sidste instans er dem der afgør, hvilket værk der bliver en bestseller, er det et yderst populært og velkomment narrativt element. Umberto Eco giver i sin artikel ’Innovation og repitition: between modern & postmodern aesthetics’ en årsag til, hvorfor læserne trods alt bliver ved med at læse krimithrillere som Adler-Olsens, når nu gentagelserne er så tydelige: ”…contemporary mass media [litterature] use different devices for making the expected appear unexpected” (Eco, s. 194). Da jeg selv læste Journal 64, var jeg som læser hele tiden klar over, hvem skurken var, nemlig Nete Hermansen, Sprogøpigen med den forfærdelige fortid som søgte hævn over alle, der havde gjort hende ondt, og jeg var derfor helt fortrolig med, at Carl Mørk stille og roligt også ville tilegne sig denne viden. Overraskelsen kommer da også først på s. 454 i bogen, hvor det går op for en anden skurk, Curt Wad, at kvinden han troede var Nete, som han netop var i gang med selv at hævne sig på og afsløre, i virkeligheden er Gitte Charles, en ansat på Sprogø, som i over to årtier har spillet Nete Hermansen. Curt Wad skal i scenen forklare, hvem de fem lig rundt om bordet er, og han forklarer: ”Gitte Charles, står der. Jeg kender hende ikke.. Jaså. Så synes jeg, du skal kigge rigtigt efter. Se dog på hende, dit svin… Det er jo Nete, sagde han og tog sig til brystet…” (Adler-Olsen, s. 454). Først her, på en af romanens sidste sider, finder både Carl Mørk, Curt Wad og læseren ud af, at Nete Hermansen blev dræbt af Gitte Charles den dag i 1987, hvor alle parter troede, at det var Nete Hermansen, der dræbte Gitte Charles. Og det er altså Gitte Charles, som Curt og Carl står overfor og taler med, og ikke Nete Hermansen, som har været død i over 20 år. Læseren får her til sidst endelig den overraskelse i plottet, som gør, at vi trods genrens gentagelser, selv gentager vores læsemønster, og går videre med den næste krimithriller fra boghylden. Fordi vi som læser elsker følelsen af at, være på sporet af sagen, men stadig blive overrasket. Vi opdager vores egne evne til at opdage, hvad der kommer til at ske. Eco beskriver det således: ”We do not think: ”The author has constructed the story in a way, that I could guess the end”, but rather, ”I was so smart to guess the end in spite of the efforts the author made to decieve me” (Eco, s. 196). Jussi-læseren nyder Afd. Q seriens plot, ikke så meget fordi, der findes gentagelser og faste skabeloner, men fordi: ”… he enjoys the way in which the same story worked over to appear to be different” (Eco, s. 200).
Som det så ofte er blevet påpeget i litteratursociologien, så er litteraturen et sted, hvor læseren kan flygte til, væk fra virkelighedens problemer. Og netop i krimigenren finder man med det narrative plots opbygninger denne tryghed. Tema, persongalleri, motiv og handlingsgang er for Jussi-læseren bekendte, men derfor kan en ny bog om Afd. Q stadig overraske og skabe spænding. Samtidig får Jussi-læseren her også den fornødne hjælp, så ikke vedkommendes litterære kompetencer bliver sat alt for meget på prøve, og netop derfor vender den faste Jussi-fanskare tilbage igen og igen.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s