Titel: Italiensvej. Forfatter: Anna Grue. Sider: 474. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2015. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★
Bestselleren om den unge italienske husmor Vittoria Contini lover lidt for meget, og formår gennem sine 474 sider desværre aldrig helt at få mig i den rigtige stemning.
I femten dage rejste hun og Massimo op gennem Europa. Hun kørte og kørte, men det gik alt for langsomt. Kun et par hundrede kilometer om dagen blev det til, ofte ad smalle, hullede biveje, der førte dem gennem små bjergbyer og langs vinterdøde vinmarker.
Måske er det bare mig, der har haft nogle helt forkerte forventninger til Anna Grues bestseller fra sidste år, som ellers er blevet rost i sine anmeldelser, men jeg formåede altså aldrig helt at mærke den rigtige 50’er stemning, som jeg havde set frem til, hverken i miljø- og personbeskrivelser og slet ikke i dialogerne, som ligesåvel kunne være udtalt i 2015. Til Anna Grues forsvar skal det dog siges, at jeg ellers læser historiske romaner af forfattere som Diana Gabaldon og Maria Helleberg, og de er om nogle mestre i at beskrive en stemning, en tidsalder og dets ånd. Til sammenligning læste jeg den første side i min svigermors nyeste boggave, Lucinda Rileys LAVENDELHAVEN, og der havnede jeg til gengæld lige midt i 90’ernes Sydfrankrig og kunne næsten dufte vinmarkerne omkring det smukke men forfaldne Château, som Emilie de la Martinière arver, og dette allerede efter kun at have læst 50 ord.
I ITALIENSVEJ møder vi den unge italiener Vittoria Contini, der flygter til Danmark fra Rom med et lille spædbarn og en hellig Madonna-statuette i sin lille Fiat500. I Danmark er hendes første bekendteskab den løsslupne Conni, som Vittoria møder på Hotel Epsilon i København, og romanen igennem er de to hinandens diametrale modsætninger. Og gudskelov for Conni-karakteren, ellers havde jeg da kedet mig/kastet Vittoria Contini ud for længst. Selvfølgelig behøver man ikke altid at kunne se noget af sig selv i de karakterer man læser om, men jeg kunne på ingen måde forene mig med Vittoria, som i mine øjne er kedelig, husmoderlig, sky, genert, irriterende, og som konstant undertrykker sine drifter og gemmer på en MEGET farlig hemmelighed. Det er denne hemmelighed, der driver plottet fremad, og også det der gjorde, at jeg læste bogen på et par timer fordelt på to dage. MEN! Da vi så endelig får hemmeligheden og grunden til, at Vittoria forlod Rom så pludseligt, og aldrig åbner sig op overfor andre mennesker, hverken overfor veninden Conni, eller den nye arbejdsgiver, lægen Møller på Amager, som Vittoria er blevet husbestyrerinde for, ja, der mangler jeg fantasi og spænding. Conni joker med sin kæreste om, at det er mafiaen der er efter Vittoria og hendes lille søn, men Grue kunne måske med fordel have set lidt Godfather, lært af Francis Ford Coppola og peppet afsløringen lidt op. Hensigten, plottet og karaktererne i ITALIENSVEJ er egentlig gode nok, de når bare ikke helt op fra papiret, ud i mine fingerspidser og ind i hjertet. Og deraf de kun to stjerner. Beklager, Anna Grue. Jeg tror jeg vil gå i gang med din Dan Sommerdahl-krimiserie i stedet.
Det største minus er klart, at jeg ikke kunne mærke den historiske tid. Vi følger Vittoria Contini fra februar 1958 og ca. halvandet år frem, og måske lige med undtagelse af primussen som Vittoria gemmer på sit hotelværelse, og de historiske referencer til Jens Otto Kraghs hasteægteskab med Helle Virkner, ja, så fik Anna Grue ikke rigtig skrevet 50’er og 60’ernes København frem i mig. Min mor, årgang 1959, var derimod meget begejstret for bogen, og kunne fornemme meget af sin egen barndom i romanen, hvilket hun også fortalte Anna Grue, da vi for et par uger siden mødte hende til forfatterforedrag. Deraf vil min anbefaling da også være, at i læser romanen, måske især hvis i er født i 59 eller før.