Boganmeldelse: Ernest Hemingway – Der er ingen ende på Paris

Titel: Der er ingen ende på Paris. Forfatter: Ernest Hemingway. Sider: 270. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2009. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★★

“Denne bog er fiktion. Men der er altid en chance for at sådan et skønlitterært værk kan kaste lys over det der er nedskrevet som kendsgerninger”. 

Ernest Hemingways Der er ingen ende på Paris er kommet i en revideret udgave, som jeg faldt over på biblioteket, da jeg støvede mig igennem deres biografi-sektion. Det er en formidabel fortælling om Hemingways eget liv, som jeg mener alle litteraturelskere bør læse.

Romanen er en klassiker uden lige og er i denne reviderede udgave baseret på Hemingways personlige papirer. Det giver et ærligt og gribende indblik i det liv han levede i Paris i 1920’erne med sin første kone Hadley, og med sine kendte forfattervenner såsom Scott Fitzgerald, Gertrude Stein og Ezra Pound. Hemingway er som i sine mange andre værker, lige dele humoristisk, tragisk og autentisk at læse. Der er ikke skåret noget fra, og det som er, er nøje overvejet.

Specielt kapitlet Shakespeare and Company, der starter således, var et af mine yndlingskapitler: “Dengang var der ingen penge at købe bøger for. Bøger fik man fra udlejningsbiblioteket Shakespeare and Company, bibliotek og boghandel tilhørende Sylvia Beach på adressen Rue de l’Odéon 12”. Det litterære miljø i Paris er skrevet i så et detaljeret og levende sprog, at læseren føler sig helt bekendt med det, selvom man hverken har rejst i Paris eller levet i 1920’erne. Ligeledes beskriver Hemingway kærligheden mellem ham selv og sin kone med det fineste sprog: “Men Paris var en meget gammel by, og vi var unge, og ingenting var enkelt dér, ikke engang fattigdom eller pludselig velstand eller månelyset eller rigtigt og forkert eller vejrtrækningen hos hende der lå lige ved siden af én i sengen.”

Jeg læste faktisk Hemingways Om at skrive, før jeg læste Der er ingen ende på Paris, og blandt andet kapitlet om obskønitet i førstnævnte gav pludselig mening, da jeg læste sidstnævnte. Hemingway gengiver en dialog med vennen Pascin på en bar, hvor Pascin spørger Hemingway: “Kunne de tænke Dem at kneppe hende? Hun trænger til det”, hvorefter Hemingway svarer: “De har sikkert kneppet hende nok i dag.”. Der er altså ikke lagt censur på noget som helst, men igen er det et fuldstændig bevidst valg fra Hemingways side, fordi det understreger situationen.

Hemingway berører venskabet med Gertrude Stein i flere af romanens kapitler, og hans betragtninger angående venskaber med kvinder, da deres går i stykker, er simpelthen så morsomt, så jeg måtte tage mig selv i at grine højt, da jeg læste det. Hemingway forklarer: “Der er ikke megen fremtid for mænd i at være venner med berømte kvinder, selv om det kan være behageligt nok indtil det bliver til noget bedre eller noget værre, og der er sædvanligvis endnu mindre fremtid i virkelig ambitiøse kvinders venskab”. Kapitlet hedder En meget mærkelig afslutning, og det er da heller ikke for Hemingway eller læseren nemt at sætte fingeren på, hvad der egentlig ender det ambitiøse forfatterpars venskab.

Størstedelen af romanen beskriver gaderne, stræderne, caféerne og de historiske omgivelser i Paris, men for en tid, efter fødslen af Hemingways søn Bumby, tager han og Hadley til Østrig. Og på få side formår Hemingway med denne miljøbeskrivelse, at rykke læseren fra Paris’ blomstrede gader til de solkyssede bjerge i Østrig: “Vi rejste til Schruns i Vorarlberg i Østrig. Efter at være rejst gennem Schweiz kom man til den Østrigske grænse ved Feldkirch. Toget kørte gennem Lichtenstein og standsede ved Bludenz hvor en mindre linje førte videre langs en øredfyldt flod gennem en dal med bondegårde og skove til Schruns, som var en solbeskinnet markedsby med savværker, butikker, kroer og et godt helårshotel der hed Taube og hvor vi slog os ned”.  

Sult, mad og fattigdom spiller en stor rolle i mange af romanens kapitler og er vigtige rekvisitter i denne fortælling i denne del af Hemingways liv. Specielt vinen får Hemingway skrevet en del linjer om, og han forklarer, at vin for ham var ikke snobberi eller kult, eller et tegn på at man var sofistikeret men derimod ligeså så naturligt som at spise, og for ham også ligeså nødvendigt.

Som jeg indleder med i denne anmeldelse, så er værket fiktion, men Hemingway gør det klart, at meget kan tolkes som virkelige hændelser, og han gengiver det igen i kapitlet Om at skrive i første person. Her åbner Hemingway således også op for den debat, der i disse år bliver diskuteret meget i det litterære miljø: Fiktionalitet og den performative biografisme. Hemingway selv tolker sine jeg’er i bøger således: “Når man begynder at skrive historier i første person og gør dem så virkelige at folk virkelig tror på dem, vil de der læser dem, næsten altid tro at man virkelig har oplevet det man skriver om. Det er naturligt, for mens man fandt på dem, måtte man jo lade dem ske for den person der fortæller dem.”. Hemingway mener altså, at man som forfatter er nødt til at sætte sig fuldstændig i sin jeg-persons sted, så erfaringerne bliver så ægte som muligt for læseren. Uanset om de er eller ej. Flere steder i romanen forklarer Hemingway også, at mange af hans historier ikke er hans egne. De er blevet ham fortalt, af andre som har oplevet dem, og derefter har han så forsøgt at sætte sig i deres sted. Noget man må sige, at han har været god til.

Det var en skøn og lærerig bog at læse, og jeg vil anbefale den til alle, der elsker Hemingway, kunsterlivet, Paris og måske især til de, der selv arbejder på at blive forfatter. Når bogen ikke får fem stjerner, er det fordi at den er brudstykker og små fragmenter af større historier. Der er ikke en løbende handling, og en egentlig afslutning, og derfør er bogens vilkår også, at den ikke bør læses som en decideret roman, hvor man venter på en konflikt og et klimaks.

Et par geniale sætninger i romanen: 

Pascin til Hemingway: “Så gå da, og pas på De ikke forelsker Dem i Deres skrivemaskine”. Hemingway svarer: “Hvis det sker, skriver jeg bare med blyant”. 

“Vi bankede begge under cafébordet, og tjeneren kom for at se hvad det var vi ville have. Men det vi ville have kunne hverken han eller nogen anden give os, og heller ikke nogen banken under noget bord, hverken af træ eller marmor som dette bord var, kunne nogensinde give os det. Men det vidste vi ikke denne aften, og vi var meget lykkelige.” 

“Der er aldrig nogen ende på Paris, og mindet om hvert menneske, der har boet i den, adskiller sig fra ethvert andet. Vi vendte altid tilbage til den, lige meget hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor vanskeligt eller hvor nemt det var at komme dertil. Det var altid umagen værd, og vi fik noget tilbage for alt hvad vi havde med til den”. 

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s