Forfatterinterview: Leonora Christina Skov

Torsdag formiddag sad jeg i min nyvaskede og plyssede morgenkåbe med uglet morgenhår på mit hjemmekontor ved mit overfyldte skrivebord og kiggede ud af vinduet på nogle af dagens heldige solstråler. Et andet sted i landet, nærmere betegnet Frederiksberg, sad forfatter Leonora Christina Skov også ved sit skrivebord, men måske nærmere med sine kendetegnende røde læber, farverig kjole og høje stiletter, og 100 % med en hel del pænere udsigt fra vinduet, hvor hun kan ane de Københavnske hustage. Her lykkedes det os via moderne teknik at få samlet følgende interview. Det handler lidt om anmelderi, papirklip og gotisk litteratur og en hel del om at udgive bøger og være en offentlig forfatter.

Leonora Christina Skov er mag.art. i litteraturvidenskab og psykologi og forfatter til en lang række bøger. Hun debuterede i 2003 med romanen Rygsvømmeren, er siden blevet kendt for udgivelserne Champagnepigen og Førstelskeren og har senest udgivet den psykologiske thriller Hvor intet bryder vinden. Leonora Christina Skov er desuden fast anmelder på Weekendavisen og skriver netop nu på en ny roman. Privat bor hun på Frederiksberg med sin kone Annette.

Hvordan begyndte du at skrive? (Hvem er du inspireret af?)
Jeg begyndte at skrive, da jeg var fem år, hvor jeg skrev sådan nogle små bøger. Før jeg kunne skrive tegnede jeg bøgerne, og da jeg så begyndte at kunne skrive, så gjorde jeg det. Der stod endda Gyldendal uden på dem, om end stavet Gyllendal. Jeg skrev små mysterier og lod mine undrende forældre læse med. Jeg kommer ikke fra et akademisk hjem, og de lod mig straks vide, at det var fint, at jeg gerne ville skrive, men  det kunne jeg altså ikke leve af. Men jeg fortsatte og skrev hele vejen op gennem livet. Når alle de andre børn ville lege, så ville jeg skrive historier med mine venner i flere timer, og bagefter læse dem op for hinanden. På den måde fik jeg mange år, hvor jeg skrev for mig selv. Jeg var så så heldig, at jeg tidligt fik computer til rådighed, i slut 80’erne, fordi min far arbejdede i Danmarks Radio. På den computer skrev jeg mit første manuskript, da var jeg 14 år. I tiden mellem jeg var 14 og 21 skrev jeg fire manuskripter, som jeg sendte til diverse forlag, men ingen blev antaget. Jeg var ofte inde til en snak med forlagene, men de ville simpelthen ændre alt for meget. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke skrev, flyttede til København og sprang ud, og havde det egentlig ikke så godt i den periode. Da jeg så var 24, redigerede jeg den feministiske antologi De røde sko, der blev udgivet. Nu har jeg hul igennem, nu har jeg et forlag, tænkte jeg, og så begyndte jeg så at skrive min første roman, Rygsvømmeren, der kom ud da jeg var 26. Jeg besluttede mig også tidligt for, at jeg ville anmelde. Mine forældre holdt B.T., men også Frederiksborg Amts Avis, hvor vi fik Politiken gratis med, og der begyndte jeg at læse anmeldelser. Jeg tænkte, at det ville give mening at kombinere romanskrivning med anmelderiet. Dengang forestillede jeg mig, at det måtte være vanvittigt velbetalt at anmelde. I første omgang anmeldte jeg på Politiken, men der blev vi virkelig underbetalt, fik 1200,- før skat for en anmeldelse. De sidste ti år har jeg skrevet for Weekendavisen, for de tilbød mig et fast beløb for fire bøger om måneden, og så skiftede jeg. Anmelderiet er sammen med det at skrive bøger og holde foredrag det, jeg lever af i dag.

Hvordan var det at få udgivet din første bog?
Antologien De røde sko, som jeg redigerede, udkom på Tiderne Skifter, men økonomien der var ringe, så jeg ville prøve et andet forlag. Jeg sendte faktisk i første omgang antologien til Charlotte Jørgensen, der i dag er forlægger på C&K Forlag. Dengang var hun ansat på Aschehoug, der siden er blevet til Lindhardt & Ringhof, og havde startet et litterært imprint ved navn Athene. Da jeg havde skrevet 80 sider af Rygsvømmeren, sendte jeg dem til hende. Det var i sommeren 2002, og hun svarede tilbage og inviterede mig til et møde. Da jeg ankom, havde hun allerede en kontrakt liggende og  spurgte, om jeg kunne aflevere om et halvt år! Jeg havde ingen erfaring, så jeg tænkte; det kan jeg da godt. Jeg var på SU og tog den sidste og brugte den på at skrive bogen færdig på fuldtid. Jeg tabte mig 10 kg, og skrev i tre-dags intervaller, for den bog skulle bare ud. Og jeg nåede det da også. Den udkom i maj 2003. Jeg vidste, at det var min chance, nu skulle det lykkedes. Jeg tror ærligt talt ikke, at jeg kunne skrive en bog på den måde i dag. I dag tager det mig typisk et par år at skrive en bog.

“Min første bog er den, som er mest selvbiografisk (Rygsvømmeren), der var en kæmpe vrede i den og et vanvid, som jeg følte på det tidspunkt. En helt autentisk følelse.”

At tage fra hovedstolen
Per Højholt udtalte engang, at en forfatter aldrig måtte tage fra hovedstolen (sit eget liv), dog ser vi i litteraturen, især i dag med megabestsellere som Yahya Hassan og Jussi Adler Olsens krimier, at forfatterne bruger deres egne livserfaringer og opvækst i deres værker. Hvor meget bruger du selv dit eget liv i dine romaner? Førsteelskeren havde en forfatter i hovedrollen, og i Hvor intet bryder vinden er den ene hovedperson fx stærkt betaget af parfume og dufte, ligesom du også selv er.
Jeg bruger helt klart mig selv, og det jeg sidder og skriver på nu er da også selvbiografisk. Noget jeg egentlig har villet undgå, for når man tager fra hovedstolen, så giver man jo det hele ud, og hvad skal man så skrive næste gang? Jeg har faktisk altid brugt mit eget liv i en vis grad, men klædt det ud, så man ikke helt kunne genkende mig, min familie og mine venner. I Hvor intet bryder vinden er alle personerne lidt en del af mig, og historier fra mine venners liv osv. er også med. Jeg låner rask væk. Min første bog er den, som er mest selvbiografisk (Rygsvømmeren), der var en kæmpe vrede i den og et vanvid, som jeg følte på det tidspunkt. En helt autentisk følelse. I bogbranchen er der en forventning om, at historier der skal bryde igennem, skal være selvoplevede, men hvad har de forestillet sig? Man er jo nødt til at skrive fiktion og andre historier også. Ellers skal man jo leve flere liv.

Litteraturens steder
På din Instagram fremgår det, at du ofte skriver på dine romaner i andre og mere eksotiske omgivelser end lige jeres ellers skønne lejlighed på Frederiksberg. Hvordan bruger du dine skriveomgivelser og de rum omkring dig i dine romaner? Du fortalte blandt andet, at du trak stikket og gik offline, da du skrev Hvor intet bryder vinden, og det er også en del af romanens plot, at de mange kunstnere bliver sat af på en ø helt uden netværk og vante forbindelser.
Jeg går også offline med mit skriveprojekt lige nu, og bruger internetblokeringsprogrammet Freedom  i stor stil. Så kører jeg to timers intervaller, hvor jeg kun skriver, hvorpå jeg tjekker min mail og nettet og fortsætter offline. Jeg arbejder helt klart bedst sådan. At skrive herhjemme i København er så uglamourøst, så ensomt, så jeg måtte have noget mere krydderi, og derfor begyndte jeg at rejse og sidde rundt om i verden i flere måneder ad gangen og skrive. Som regel bliver jeg træt og uoplagt omkring klokken tre, og så er det et kæmpe plus at kunne gå ud og se på noget helt nyt.  Men jeg bruger ikke som sådan omgivelserne i romanerne, jeg bliver mere inspireret, når jeg er ude at møde folk. Jeg mødte fx en kvinde i Shanghai som lavede pop-up bøger – altså udklippede bøger, man kan folde ud – og tog med, når hun skulle undervise de udstationerede mænds hjemmegående koner i papirklip. De oplevelser kom med i min sidste roman Hvor intet byder vinden. På den måde får jeg masser af stof ind fra de steder, hvor jeg færdes. Men jeg har også nogle særlige ting, jeg altid har med (blyanter, notesblokke og figurer), og så stiller jeg dem bare op, uanset hvor jeg er. Så mine borde ligner hinanden, uanset hvor jeg sidder. På den måde får jeg en fast runtine, om det er i Indien eller på Frederiksberg.

“Hos bogbloggerne kan bogen blive bedømt som ringe, hvis bogbloggeren ikke kan lide hovedpersonen.  Og der er det et succeskriterium, hvis siderne vender sig selv. Altså ja, det er da også vigtigt, hvis det er en krimi, men ikke hvis det er en bog med flot sprog, hvor man jo gerne skulle have lyst til at dvæle ved det, man læser.”

Anmelderi
Som litteraturkritiker og anmelder er man havnet i en branche, som i den grad er subjektiv og præget af ens egne smagspræferencer. Hvor meget skinner det igennem, når du anmelder dine forfatterkollegaer i Weekendavisen? Har du nogle faste kriterier, som du bedømmer ud fra, eller varierer det meget fra værk til værk?
Inden jeg går i gang, prøver jeg at finde ud af, hvad bogen vil (bagsideteksten). Jeg bedømmer den ud fra dens proklamerede formål. Jeg går derfor ind på bogens præmisser, og læser den ud fra, hvad den vil, og om den lykkes med det. Der er også genrer, der ikke siger mig noget, og det afholder jeg mig af samme grund fra at anmelde. Fx de smalle forfatterskolebøger. Omvendt så anmelder jeg mere kulørte og plotdrevne bøger, som taler mere til mig. Jeg anmelder bøger, som jeg kan læse noget godt ud af. Men det er en branche, der er præget af, at der ikke er nogen uddannelse, det er det vilde vesten, der er ingen kriterier. Det tager også lang tid at formulere, hvordan man egentlig anmelder, man får ikke nogle retningslinjer. Man er overladt til sig selv. Det er nemt at føle almagt, for man får ikke kritik retur. Hos bogbloggerne kan bogen blive bedømt som ringe, hvis bogbloggeren ikke kan lide hovedpersonen.  Og der er det et succeskriterium, hvis siderne vender sig selv. Altså ja, det er da også vigtigt, hvis det er en krimi, men ikke hvis det er en bog med flot sprog, hvor man jo gerne skulle have lyst til at dvæle ved det, man læser. Der er nogle gange, hvor jeg læser anmeldelser i aviser og undrer mig over de kriterier, bøgerne er bedømt ud fra. Men der er jo også sjældent et modsvar fra forfatteren. Jeg har sikkert også gjort mig skyldig i både den ene og den anden unode gennem årene. Min opgave som anmelder er at være den, der skal få de rigtige bøger hen til de rigtige læsere. Om det lige er min smag, er mindre vigtigt, det er vigtigt at få formidlet, hvad det er for en slags bog. Dybest set skal folk bare læse nogle flere bøger.

Genre
Du skriver primært spændings/thriller-romaner med træk fra den gotiske genre, især med din seneste roman. Hvad er det ved den genre der fascinerer dig? Det er ofte hemmeligheder og psykologiske konflikter mellem mennesker, som er omdrejningspunktet i dine romaner.
Jeg tror, at det er det med familiehemmelighederne, det usagte, der interesserer mig. Det handler om den familie, jeg selv kommer fra. Det er også det jeg ser på, når jeg er hos andres familier, så ser jeg på det, der ikke bliver sagt. Jeg går efter plot. Jeg skal have en fremdrift i det, jeg skriver. Konflikter blandt mennesker har en drivkraft. Jeg tænkte ikke fra starten: ”Nu skriver jeg gotisk litteratur”, men da jeg havde skrevet to romaner, tænkte jeg: ”Gud, det er da gotisk”. De ting man normalt ikke snakker om. Tabuemner og gotiske træk er bare noget, der tiltaler mig. Mange bruger dem, men kalder dem ikke gotik. Det er lidt som at høre et stykke musik, der går ind på én på en god måde. Sådan er det med den slags litteratur for mig. En gotisk historie eller film, så føler jeg mig hjemme.

Hvilken bog læser du i øjeblikket?
Jeg anmelder en bog om ugen, men får skriveorlov nu her den 1. november. Ellers plejer jeg normalt at læse roman til anmeldelse om søndagen, anmelde om mandagen, holde fri om tirsdagen og skrive roman fra onsdag til lørdag. Jeg har ikke tid til at læse så meget udover det, jeg anmelder. Det jeg har læst mest det sidste stykke tid har være hårdkogte krimier som The Woman in Cabin 10 af Ruth Ware, som er en Agatha Christie-lignende bog, med en kvinde på et krydstogtskib. Den læser jeg, fordi jeg er interesseret i måden at få et plot til at hænge sammen på. Men ellers har jeg lige læst The Couple Next Door af Shari Lapena – som er domestic noir, og rigtig god. Og så er jeg meget glad for Elena Ferrantes bøger og Delphine de Vigan. Hendes opfølger til Alt må vige for natten, Baseret på en sand historie, er helt vildt begavet! Hun har fantastiske monologer – den kan jeg virkelig anbefale! Generelt læser jeg meget bredt.

Hvilken bog er din yndlingsbog og hvorfor?
Jeg har mange. Jeg tror, den scene der har rørt mig mest er fra Nicole Krauss’ Great House. Det er en bog med fire historier, der fletter sig ind i hinanden. Historie nr. 2 er om en israelsk far, der skriver et brev til sin søn, og det er tydeligt, at de har haft et svært forhold. Jeg har læst det brev så mange gange, jeg bliver altid påvirket, og det er det bedst stykke litteratur! Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er det bare.

Kom med en litterær indrømmelse. Læser du fx erotiske romaner som Fifty Shades i det skjulte, eller synes du, at Karen Blixen er overvurderet?
En ting der er utroligt irriterende i dansk anmelderi er, at dansk litteratur altid bliver vurderet som mere væsentligt  end udenlandsk litteratur. En dårlig dansk roman vil til hver en tid blive dækket  i aviserne før en god udenlandsk, og som oftest bliver de danske udgivelser også slået meget større op. Eneste undtagelse er newyorkerlitteratur skrevet af hvide mænd eller romaner, som hele verden allerede har opskrevet til hellige højder. Man tager meget få chancer på danske litteratursider. Jeg læser ikke særlig meget dansk litteratur, jeg gjorde det engang, fordi jeg anmeldte det, men fandt det meste var kedeligt, og derfor stoppede jeg også med at anmelde det. Det er sjældent på niveau med det jeg læser oversat, på engelsk og andre sprog, uanset hvor meget de danske anmeldere pisker over det. Jeg læser meget udenlandsk fiktion. Og jeg synes, at folk generelt skal blive bedre til at læse noget, der rammer helt uden for, hvad de tror, dekan lide. Jeg får selv meget ud af at læse andre genrer, end dem jeg troede. Her får man nemlig ny indsigt. Det er det sjoveste ved at anmelde. Noget man kan bruge efterfølgende. Det kunne jeg godt unde nogle flere at gøre.

“Forfatterlivet er også en masse fravalg. Det er det, som det er bygget på. Er du villig til at ofre de ting det kræver, for at få en forfatterkarriere?”

Hvad er dit bedste råd til forfattere in spe?
Ja, første råd: Du skal læse! Det er vigtigt at læse en masse. Hvis du ikke selv læser, så bliver det jo ikke til noget. Jeg lærer meget af at læse, hvordan andre skriver fortællerstemme frem, laver indgange og udgange, og bygger kapitler op. Og så skriv! Det er først, når du har skrevet en masse, at du har noget at redigere i og omskrive og gøre endnu bedre. Jeg øvede mig sindssygt meget, det var på ingen måde mit første forsøg, der blev udgivet. Så vær vedholdende. Og spørg dig selv, hvordan du har tænkt dig at strukturere dit liv? Hvis du skal have tre børn, sommerhus og bil, skal du tænkte dig ekstra om. Forfatterlivet er også en masse fravalg. Det er det, som det er bygget på. Er du villig til at ofre de ting det kræver, for at få en forfatterkarriere? Jeg har fx ikke noget sikkerhedsnet, for jeg meldte mig ud af dagpengesystemet for ti år siden, så jeg lever af at skrive bøger, og det er jeg bevidst om. En stor del af jobbet er jo også at have en offentlig profil, man skal skille sig ud, og har man lyst til det, og kan man det? Der er ikke mange af de store forfattere i Danmark, som ikke også er synlige. Det har både positive og negative sider at være offentlig – jeg skal netop selv ind til Rigspolitiet om lidt og aflevere breve fra en stalker, der har fulgt mig længe. Men der er også positive sider ved det. Jeg elsker fx instagram, jeg er blevet glad for det medie. Det er hyggeligt at være der og passer perfekt til en visuel type som mig. Mine følgere er også meget sødere, end de i sin tid var på Facebook, og min verden bliver større af at følge folk derinde.

STOR tak til Leonora Christina Skov, der var så sød at medvirke i interviewet!