Boganmeldelse: Charlotte Brontë – Villette

Titel: Villette. Forfatter: Charlotte Brontë. Sider: 632. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★

Åh, min barndom! Jeg havde følelser. Passivt, som jeg levede, det lidt, jeg talte, kølig, som jeg så ud, åh, når jeg tænkte på forgangne tider, kunne jeg føle.”

Brontë fans vil føle sig godt hjemme, men Lucy Snowes livsfortælling er for langsom, for kedelig og for fransk!

Lucy Snowe forlader i 1800-tallet England for at flytte til den lille franske by Villette. Her bliver hun lærerinde på en pigeskole og forelsker sig hemmeligt i lægen Graham Bretton. En kærlighed der er umulig, og som ikke er gengældt. Men lidt efter lidt begynder Lucy at se anderledes på skolemesteren Monsiur Paul, denne sure lille mand.

Selvom mange mener, at Villette er Charlotte Brontës bedste roman, og den indtil videre er det eneste jeg har læst af hende, så rørte Lucy Snowe og hendes livsfortælling mig aldrig rigtig helt. Jeg var flere hundrede sider inde i romanen, før handlingen begyndte at skride bare lidt frem for mig. Det var desværre en rigtig svær bog at komme igennem, og det er svært for mig at sætte fingeren på, hvorfor jeg bare ikke brød mig om den.

Som sine berømte søstre evner også Charlotte Brontë at skrive i er sprudlende smukt sprog, og karakterernes handlinger og dialoger er til tider så morsomme, at læseren ikke kan undgå at smile. Men mine forventninger blev aldrig helt indfriet, og så irriterede det mig flere steder, at lange passager og små dialoger er gengivet på fransk i en ellers dansk oversættelse. Jeg er med på, at man ofte lader disse ting stå på originalsprog – egentlig er romanen jo skrevet på engelsk, men det var gengivet på fransk i for lange sætninger, som gjorde, at jeg ikke fattede en hat af, hvad der stod. Jeg gider ikke sidde med fransk ordbog og slå op flere gange i løbet af et kapitel, og det irriterede kun min i forvejen lidt trælse læseoplevelse. Jeg er dog sikker på, at læsere der generelt nyder Austen, Woolf og Emily Brontë mv., nok vil finde sig godt tilpas i Charlotte Brontës selskab.

Brontë anvender et fortælleteknisk greb: de direkte læserhenvendte kommentarer. Fx her: “Læser, hvis du i løbet af læsningen af dette værk finder, at min opfattelse af Dr. John undergår moderation, så undskylder jeg den tilsyneladende inkonsekvens”. Typisk for 1800-tallets romaner, og det virker egentlig godt hos Brontë også. Drivkraften i plottet er Lucys indre kamp med sin fornuft, der siger hende, at hun må kue sin forbudte kærlighed til Graham Bretton, og de tankeudvekslinger hun gør sig, om hvad der er rigtigt og forkert, for en kvinde i hendes tid.

Desværre kom jeg aldrig rigtig på bølgelængde med Lucy. Bogen er alt for lang med alt for lange ligegyldige passager, selvom sproget er smukt! Det var kun min stædighed, og at den skulle anmeldes, der gjorde, at jeg læste bogen færdig, og derfor får den kun en stjerne. Ikke for sin kvalitet, men for min subjektive læseoplevelse.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s