Boganmeldelse: Jessica Shattuck – Kvinderne på slottet

Titel: Kvinderne på slottet. Forfatter: Jessica Shattuck. Sider: 384 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★ *reklame

Berlin var slem nok med dens svirrende russere og halvt udsultede jomfruer skjult i kældre, dens utallige døde – nogle stadig begravet under bjergene af murbrokker – og dens stinkende, overfyldte bombeskjul, som var blevet til flygtningelejre. Og vejen vestpå havde været endnu værre, fuld af lidelse og menneskeligt affald. Det var, som om Europas store kontinent havde trukket på skuldrene, så alle dets indbyggere væltede rundt.

Kvinderne på slottet er en bevægende, historisk roman om kvindeliv efter Anden Verdenskrig.

Efter et mislykket mordforsøg på Adolf Hitler er Marianne von Lingenfels blevet enke og rejser i 1945 tilbage til familiens slot for at indfri hendes mands ønske: Albrecht, der var modstandsmand, ønskede, at hun skulle passe på og beskytte de efterladte familier. To andre enker og deres børn flytter ind på slottet, men krigen har sat sine spor, og familiernes hemmeligheder besværliggør den nye start, som de alle håber på.

Romanen er skrevet i et let men samtidig stemningsmættet og troværdigt sprog, som er tro mod den tid, det beskriver. Det er kvindernes kamp for at få en hverdag til at fungere igen efter krigen, som er fortællingens omdrejningspunkt. Som oftest i genren historisk fiktion har også Kvinderne på slottet to handlingsspor. En nutidig handling, der finder sted i 1945 ved krigens afslutning og så en erindring, en datidig handling, hvor vi ser tilbage på de hændelser, karaktererne oplevede omkring 1938, lige inden krigens begyndelse. Det gør fortællingen spændende og nuanceret, og fungerer også i denne roman meget godt. Den ondskabsfulde og fuldt ud sande beskrivelse af Hitler er så skræmmende fortalt af Jessica Shattuck, at det får hårene til at rejse sig: “..Hitler var en galning, en leder hvis primitive appel til folkets egoistiske og selvmedlidende følelser og til deres uvidenhed var en skam for deres land“. Den almene fortællerstemme skifter synsvinkel løbende, så vi får de forskellige karakterers historie flettet sammen, og gør fortællingen til en helhed. Således følger vi ikke kun Marianne von Lingenfels men også Benita Fledermann, sønnen Martin Fledermann eller den polske Ania Grabarek gennem romanen.

Marianne er en rigmandsdatter, fint opdraget, men da hendes mand og mange andre modstandsfolk mister livet er det hende der står tilbage som sidste bastion, der skal tage sig af de efterladte kvinder og børn: “Marianne havde aldrig lært at lave mad. Som ung pige havde hun været forkælet – en rig enkenmands kvikke yndlingsdatter, og hendes far troede på, at kvinder hellere skulle have en uddannelse end holde hus. Hun havde læst Göethe, Schopenhauer og Schiller i stedet for kogebøger.” På trods af sine praktiske mangler, viser Marianne sig som en stærk og modig kvinde, og formår at give familierne en form for tryghed på slottet Burg Lingenfels.

Kvinderne på slottet er en udemærket historisk roman, men handlingen og karaktererne fangede mig aldrig rigtigt, og derfor var jeg også lidt lang tid om at få den læst færdig. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gjorde, at jeg ikke var så vild med den. Måske var jeg bare ikke i humør til den slags fortælling. Det eneste, der for mig drev plottet fremad, var det brev, som Marianne giver Benita, da de først genforenes på burg Lingenfels efter krigen, men allerede på de første sider havde jeg en fornemmelse af, hvilken hemmelighed brevet indeholdte, og da den ikke holdte stik, og da brevets indhold var lettere ligegyldigt, så faldt romanen endnu mere til jorden. Og så irriterede Marianne mig. Hendes retfærdighedssans, hendes fordømmelse over og indblanding i sine veninders liv. Som om alt altid skal gå efter reglerne, hun er aristokrat helt ind til benene, i en efterkrigstid, hvor det er umuligt ikke at lade sig påvirke af udenforstående begivenheder. Jeg havde flere gange lyst til at råbe af hende, ind i bogen, i håb om at hun kunne høre mig og lægge lidt af sin stædighed til side og åbne sit hjerte. Hun virker så hærdet. Men det kan også være en romans styrke, at dens karakterer, på godt og ondt, påvirker læseren. Men hvor Marianne er fordømmende, giver romanens andre personer en nøgtern fremstilling af de valg, som tyskerne tog, da krigen gjorde sig indtog, og da de skulle beslutte, om de ville være på Hitlers side eller imod ham. De som blev modstandsmænd, eller de som blev nazister. Deres valg og fravalg har konsekvenser for deres kvinder langt efter krigens afslutning, men Jessica Shuttack formår at beskrive det uden løftet pegefinger.

Anden og tredje del af romanen er klart de stærkeste. Det er her vi virkelig mærker, hvad krigen har betydet for de tre kvinder, og hvad det hver især har kostet dem. Særligt afsnittet om Anias tilknytning til nazismen, og det øjeblik, hvor det går op for hende, at de idealer hun troede på, slet ikke er menneskelige. Som her, da det går op for hende, at hun har forrådt uskyldige drengebørn og ikke mindst sig selv: “Hele vejen tilbage til lejren tænker Ania på drengene. På den frygtelige Heiner og den søde Gerald, og at hun er den, der afleverede dem på det sted. Hun tænker på Geralds søde intetanende mor, som sidder i en eller anden trøstesløs lejlighed og savner sin søn. Og hun tænker på Otto Smeltz, den første dreng, hun forrådte. Hun er ikke bedre end SS-mændene med de små børn. I alle disse år har hun lukket øjenene og bildt sig ind, at hun var et godt menneske, en god mor, en, der arbejde for en retfærdig sag.”

*Bemærk: Grundet den ny markedsføringslov (læs HER) er de bøger, som jeg har fået tilsendt af forlag markeret som *reklame, men det betyder ikke, at jeg har fået penge for at anmelde bogen eller omtale den. Vurderingen er subjektiv og fuldt ud min egen. 

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s