Boganmeldelse: Elizabeth Jane Howard – De gode år

Titel: De gode år. Forfatter: Elizabeht Jane Howard. Sider: 511 sider. Forlag: Gads Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gads Forlag ★★

“Der fandtes to badeværelser, et til kvinderne og børnene på første sal, et til mændene (og tjenestefolkene en gang om ugen) i stueetagen. Tjenestefolkene havde deres eget toilet; resten af huset delte de to, der lå ved siden af badeværelserne.”

Elizabeth Jane Howards britiske slægtsroman er en international bestseller, men lover desværre lidt for meget, når den sammenligner sin historie med Downton Abbey-universet.

Som I nok har opdaget, så er jeg ret vild med at læse historisk fiktion, og derfor sagde jeg selvfølgelig ja tak, da Gads Forlag spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Elizabeth Jane Howards klassiker, første bind i Cazalet-Krøniken, De gode år. Elizabeth Jane Howard blev særligt berømt i 1990’erne grundet denne slægtsromanserie, der følger den britiske overklassefamilie Cazalet og dens tjenestefolk. Ja, allerede her lovede romanen stemning a la Downton Abbey, hvilket kun gav mig endnu mere lyst til at læse den.

De gode år tager afsæt i fortællingen om brødrene Hugh, Edward og Rupert, der hver sommer vender tilbage til deres barndomshjem i Sussex sammen med deres koner og børn, og genforenes med deres forældre og den ugifte søster Rachel. Alt ser idyllisk ud på ydersiden, men i familien gemmer der sig hjertesorg, ensomhed og angst. Som enhver god historisk roman befinder vi os også lige midt i en verdenskrig, nærmere betegnet 2., en krig der også får konsekvenser for familien Cazalet og deres tro tjenere.

Sproget er levende, stemningsmættet og troværdigt i forhold til den historiske tid, Elizabeth Howard beskriver. Der er mange karakterer at holde styr på, men et overskueligt persongalleri på romanens første sider, så læseren ikke bliver komplet forvirret, når vedkommende bliver kastet lige midt ind i hverdagen på Home Place. De første 100 sider i romanen er ikke så plotdrevne men nærmere karakteropvyggende. Howard introducerer os via en alvidende fortæller for de mange medlemmer af Cazalet-familien og deres tjenestefolk, og her kommer bogen persongalleri virkelig til sin ret, da det ellers er nemt at fare vildt i de mange brødre, fætre og kusiner. Howard er troværdig i sin miljøbeskrivelse mod den tidsperiode, som hun beskriver, og også grundig. Men jeg følte ikke helt, at sproget flød naturligt sammen hele vejen igennem, og det kan muligvis have noget at gøre med oversættelsen. Ofte er det engelske sprog bare smukkere end dansk.

Og desværre synes jeg, at fortællingen mangler drive, plot – drama simpelthen. De første 150 sider er en lang beskrivelse af en meget stor familie. Vi kommer ikke i dybden med nogle af karakterne, og sproget er mange steder halvdårligt. Det gjorde beklageligvis min læseoplevelse hakkende. Jeg blev slet ikke fascineret af hverken Cazalet-familien eller fortællingen, og ofte havde jeg svært ved at læse videre, fordi fortællingen mangler bid. Ja, den handler om en familie. Men der sker ikke rigtig noget. Ingen vilde begivenheder, intet drama, ingen konflikter. Bare en lidt tam fortælling om familierelationer på kryds og tværs. Jeg havde så høje forventninger til den, sad hele tiden og håbede, at den snart ville løfte sig, men mærkede ikke gnist, spænding eller følelse i historien. På intet tidspunkt havde jeg svært ved at lægge den fra mig. Howard fik aldrig rigtig skrevet sig varm hos mig.

Jeg vil dog stadig anbefale romanen til læsere, der nyder historisk fiktion, og som ikke nødvendigvis læser så plotdrevet. Anmeldelsen er blevet meget subjektiv denne gang, fordi jeg har mærket særligt efter i min egen opfattelse af romanen og min læseoplevelse med den. Dermed ikke sagt, at andre ikke kan glæde sig over den. Det kan muligvis være fordi, jeg er gået til romanen på et dårligt tidspunkt, eller ikke rigtig var i humør til den lidt langsommere, grundige, karakteropbyggende historie.