Boganmeldelse: Diana Gabaldon – Den rejsende (eng. Voyager)

Titel: Den rejsende. Forfatter: Diana Gabaldon. Sider: 1010 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★

“Jeg lagde øjeblikkeligt arket ned på bordet, lukkede øjenene et øjeblik for at rense dem og åbnede dem så igen. Det stod der stadig. “Jamie”, sagde jeg højt. Mit hjerte hamrede i brystet på mig. “Jamie” sagde jeg igen. Dengang mere lavmælt. Klokken var næsten tre om morgenen. Alle de andre sov, men det gamle hus var stadig vågent, sådan som gamle huse altid er det. Det holdt mig med selskab med sine knagende og sukkende lyde. Jeg havde mærkeligt nok ikke lyst til at fare op og vække Brianna og Roger og fortælle dem det. Jeg ville holde det for mig selv lidt, som om Jamie nu befandt sig i det lampeoplyste værelse sammen med mig. “

Den rejsende er en altopslugende, dramatisk, romantisk rejse tilbage til 1700-tallets krigshærgede Skotland, Amerikanske Boston i et mandsdomineret 60’erne og en farefuld rejse på havet mod de Vestindiske Øer. Diana Gabaldon har begået et mesterværk med tredje bog i serien om den rødhårede højlænder Jamie Fraser og hans tidsrejsende kærlighed, Claire Fraser.

Tredje sæson af den populære serie om den tidsrejsende sygeplejerske Claire Beauchamp og hendes skotske 1700-tals højlænder Jamie Fraser er netop gået i gang, og fans verden over har ventet i spænding på at se Diana Gabaldons bestsellerbog Voyager blive til virkelighed.

Nu er den danske oversættelse af tredje bind i bogserien så udkommet, og selvom jeg har læst Voyager, så kunne jeg ikke dy mig for ikke også at genlæse den på dansk. Særligt fordi jeg ikke har tålmodighed til at vente på et afsnit om ugen af tv-serien, og på den måde kan læse forud for serien, og så fordi, at som med resten af Gabaldons fantastiske Outlander-bøger, så er de så kompakte, detaljerige og stemningsmættede, at noget angiveligt må gå tabt i første læsning. Ofte er hendes bøger på mellem 7-1500 sider.

Den danske oversættelse, Den rejsende, er da også en mursten af en hardback på 1010 sider, og det kan derfor synes som et lidt uoverskueligt projekt at gå i gang med – men til jer, der endnu ikke er blevet suget ind i Gabaldons dramatiske, historiske og romantiske fortælling, så kan I godt glæde jer. Hun skriver helt eminent, og selvom Outlander-bøgerne er oplagte at læse på engelsk (det er mere troværdigt, det harmonerer bedre med det skotske og gæliske sprog undervejs), så har Gyldendal og oversætter Johnnie McCoy gjort et virkelig fint stykke arbejde med at transformere Gabaldons sprog over i en dansk kontekst.

I Den rejsende møder vi først Jamie i 1746 på Culloden Moor i det skotske højland. Han burde være død efter sammenstødet med briterne, men han lever. Hans livs kærlighed, den tidsrejsende Claire, er rejst gennem stenkredsen tilbage til sin egen tid i det tyvende århundrede for at redde sig selv og deres ufødte barn. Tilbage i 1968 finder Claire og den voksne datter Brianna ud af, at Jamie ikke døde for 20 år siden på Culloden, og begynder sammen med Pastor Wakefields søn, historikeren og skotten Roger, at lede i gamle dokumenter og annaler for at finde Jamie. Men hvad sker der, hvis han stadig er i live. Tager Claire så tilbage til ham? Hun er allerede rejst gennem stenene to gange. Jeg kan godt afsløre, at ja, det gør hun. Og uden at sige for meget, så er Den rejsende den mest hæsblæsende, dramatiske og romantiske bog af alle Outlander-bøgerne. Her kommer vi med tilbage til det skotske højland, til Edinburghs beskidte gader og bordeller og med på farlige eventyr til søs. Og hvad sker der så, da Claire og Jamie mødes igen i THE PRINT SHOP scene? Det må I selv læse jer frem til. Jeg kan bare sige: Wauw! Gør jer selv den tjeneste nu.

Hvis I lige mangler at få at vide, hvorfor Outlander-universet er så fantastisk, så læs mere HER. Og se tv-serien, som er mindst ligeså fantastisk ikke mindst takket være Caitriona Balfe og Sam Heughans mesterlige portrætteringer af Claire og Jamie og deres episke kærlighed.

Fortællemæssigt adskiller Den rejsende sig fra de andre bøger ved, at Gabaldon har givet en stemme til ikke kun Claire, men også Jamie og Roger. Det giver en nuanceret beskrivelse af begivenhederne og giver os en unik mulighed for som læse at følge med i de tyve år, der er gået, inden Jamie og Claire genforenes. Rogers fortællersynsvinkel giver os samtidig et indblik i en udenforståendes syn på den tragiske men altoplslugende kærlighed, Jamie og Claire delte, og vi får et glimt af deres voksne, stædige og rødhårede datter Brianna (opkaldt efter Jamies far Brian), gennem Rogers begejstrede øjne.

Det er også i samtaler mellem Claire og Roger, da de leder efter Jamie i historiebøgerne, at vi i erindringer og tilbageglip får en idé om, hvordan hendes liv i 50′ og 60’ernes Boston har været. Hvordan hun har forsøgt at omstille sig til en hverdag i det 20. århundrede, finde tilbage til en mand, hun aldrig troede hun skille se igen, og affinde sig med at have mistet sit livs kærlighed og nu skulle mindes om ham dagligt ved et enkelt blik på deres datter Bree (Brianna). Vi hører også om 60’ernes mandschauvanistiske syn på kvinder, og Claires kamp for at blive kirurg, samt hendes møde med den sympatiske medstuderende, den sorte Joe Abernathy, der også møder fordomme og udfordringer i det hvide, mandsdominerede medicinske miljø.

Ved at følge Jamies tanker får vi et indblik i det liv, han er blevet nødsaget til at leve, på trods af, at han regnede med og ønskede at dø på Culloden Moor. Vi hører om Jamies genforening med søsteren og svogeren Jenny og Ian Murray på Lallybroch (familien og klan Frasers hjem), hvordan Jamie i flere år må gemme sig i en grotte af frygt for de britiske rødfrakker, der jager alle Jakobitter som havde støttet Charles Stuart under opstanden, hvordan han til sidst ofrer sig for sin familie, bliver fængslet i Ardsmuir, møder den unge Lord John Grey igen og derefter bliver sendt til England for at arbejde hos den velhavende Lord Dunsany og hans familie, inden han til sidst ender i Edinburgh som printer (skalkeskjul for Jamies ulovlige smugling), og genforenes med Claire. Tyve år er gået, da de igen ser hinanden, og under deres glæde ved igen at være sammen ulmer Jamies tvivl. Kan hun stadig elske mig? Vil hun stadig have mig, når hun opdager, hvilken mand jeg er blevet til?

Selvom jeg har læst Voyager, så var Den rejsende ligeså gribende og svær at ligge fra sig. Der er mange små detaljer, som er forsvundet i min iver efter at vide, hvad der skete med karaktererne, da jeg læste på engelsk, men som jeg kunne genopdage i den danske oversættelse. Og jeg synes fakrisk, at Johnnie McCoy er sluppet rigtig godt fra oversættelsen. Den virker troværdig og ligeså kompakt som Gabaldons skrivestil. Jeg kan bestemt anbefale læsere, der har læst Voyager, også at læse Den rejsende, og til helt nye læsere: det her er historisk fiktion, der vil blæse jer bagover af begejstring. Gabaldons bøger er et mesterværk. Tænk sig, at jeg stadigvæk, selvom jeg har læst passagen så mange gange, kan få hjertebanken og tør hals ved at læse butiksskiltet: A. Malcolm. Trykkeri og boghandel.

Det anbefales i øvrigt at lytte til Bear McCrearys fænomenale soundtrack Outlander, imens du tager på rejse med Claire tilbage til 1700-tallet, til Edinburgh og til Jamie.

I forhold til oversættelsen så glæder det mig, at man i den danske oversættelse har beholdt ikoniske Outlander-termer som Sassenach og mo nighean donn, men kunne man så ikke have kaldt BLack Jack Randall for det også i stedet for Sorte Jack Randall og Castle Leoch i stedet for Leochborgen. Og så er Faith (det barn Jamie og Claire mister i Frankrig) på hendes gravsten oversat til dansk, som Tro. Det virker bare kluntet, og betydningen går tabt. Men alt i alt var det småting, og jeg læste hurtigt over dem. Når Jamie siger Lord, er det også oversat til herre, men jeg oversatte det automatisk i mit hovede til Lord – det lyder bare så meget bedre med Jamies rullende skotske R.

Dramatikken er på sit højeste, og de sidste 30-40 sider så intense, at alt forsvinder omkring en under læsningen. Selvom jeg havde læst Voyager på engelsk, så var Den rejsende en ligeså fantastisk oplevelse. Mere Outlander NU! Kan slet ikke vente til Trommer i det fjerne udkommer i 2018.

Udvalgte passager.

WARNING: Print shop scene!
“Jeg skælvede så meget, at der gik lidt tid, inden det gik op for mig, at han også skælvede. Han var ligeså berørt af situationen, som jeg var. Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der på det støvede gulv med tårer udløst af tyve års længsel trillende ned ad kinderne”.

“Men så er mit navn Jamie Fraser, frue. Han kiggede på mig med øjne, der var blå og tindrende som himlen bag ham, og jeg kunne tydeligt mærke hans hjerteslag i min hånd. Og dette er Claire, sagde han. Min hustru”. 

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s