Boganmeldelse: Lasse Holm – Lodbrogsønnernes hævn

Titel: Lodbrogsønnernes hævn. Forfatter: Lasse Holm. Sider: 374 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★

“Jeg har været på togt til fjerne riger. Jeg har set solen synke over Miklagårds tage og spir. Jeg har ført hænderne gennem græsset på Ruslands uendelige stepper, vandret mellem Norges høje fjelde, set en vulkan spytte røg og glødende sten over Islands barske landskab og kommanderet tusindvis af hærmænd i slag så store og blodige, at kun de færreste forstår deres omfang og grusomhed.”

Lasse Holms første del af en planlagt trilogi om den tidlige vikingetid er fyldt med legender, sagn, hævntogt og hemmeligheder. Det tegner godt for resten af serien.

Som ret stor fan af den historiske tv-serie Vikings, var jeg hoppende af glæde, da Politikens Forlag spurgte, om jeg ville anmelde første del af Lasse Holms trilogi om den tidlige vikingetid Lodbrogsønnernes hævn.

Det er forår 866, og en nordengelsk landsby bliver overfaldet af vikinger. Den dansk-saxiske Wulf står på galgen med et reb om halsen, da vikingerne beslutter sig for at tage ham med sig tilbage til deres ringborg. Det bliver starten på et nyt liv for Wulf, der nu bliver kaldt Rolf, og efterhånden indser han, at vikingernes overfald i byen dengang ikke var tilfældigt. Den legendariske viking Ragnar Lodbrog er død af slangebid for northumbriske kong Ællas hånd, og nu vil Ragnars sønner Bjørn Jernside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubbe Frillesøn og Halfdan Hvidsærk hævne deres far. En hævn Rolf bliver blandet ind i samtidig med, at han lærer mere om sig selv.

Nøøj, det starter godt. Det er første gang, at jeg læser noget af Lasse Holm, og det er et ambitiøst projekt at skrive om så velkendte myter og karakterer, særligt når dygtige Travis Fimmel har udødeliggjort Ragnar Lodbrog på det hvide lærred. Men Lasse skriver eminent: poetisk, troværdigt og med gennemtænkt plot og handling. Man bliver suget lige ind i det krigeriske vikingeunivers fra første sætning.

Holm har valgt en jeg-fortæller, ikke ofte set når det gælder historisk fiktion, men det klæder fortællingen, som bliver mere nærværende og personlig. Rolfs fortællerstemme skifter mellem erindringer, der bliver nutidige begivenheder og så igen reflekterende tanker over sit lange liv. Det giver et godt mix og gør samtidig også fortællingen nuanceret og passende til historisk fiktion. Fx her, hvor Rolf beskriver et mislykket flugtforsøg i præsens, men derefter skifter over til præteritum i sin erindring om episoden: “Smerten hvinede gennem mit hoved med erkendelse af, at jeg havde været dum. Jeg skulle ikke have ladet Hastein leve. Dengang var jeg dig endnu ikke en dræber“. Rolf er søn af en vølve og daner. Men han holder sin fortid og familiehistorie tæt ind til kroppen gennem det meste af romanens handling. Et moment, der ikke kun tirrer Lodbrogsønnernes nysgerrighed men også læserens, som derved konstant bliver fastholdt i en søgen efter også at afdække Rolfs hemmelighjeder.

Da vikingen Hastein fortæller Rolf om den berømte Ragnar Lodbrog citerer Lasse Holm fakrisk præcis det, som alle de der har skrevet videre på sagn og myter om vikinger har gjort: “Sætningerne var på en gang flydende, knudrede og en smule gammeldags, som var de gennem årtier blevet fortalt og genfortalt, formet og versioneret og tilpasset den enkelte fortællers opfattelse af hovedpersonen“. Hos Holm er Ragnar Lodbrog født som søn en af Kong Hrings friller, hos Michael Hirst på History, der har lavet serien Vikings, er Ragnar en simpel farmer, og han og Ladgerd (Ladgherta) får tre børn: to døtre og en søn hos Holm, hvor Hirst giver dem en datter og en søn. Hos Holm er Sigurd Slangeøje stadig i live længe efter Ragnars død, det er han ikke hos Hirst, (SPOILERALERT!) som lader Ivar dræbe Sigurd. Hos Holm er Ubbe ikke søn af Aslaug, men en frisisk træl og således kun halvbror til Hvidsærk, Ivar og Sigurd, ligesom Ivars bens skæbne har fået en anden fortælling hos Holm. Men det er forfriskende med forskellige fortolkninger, hvilket bringer en kombination af overraskelser og nostalgi ind i Holms vikingehistorie. Som der også bliver sagt i romanen Lodbrogsønnernes hævn: “Historier om fortidens helte rummer en magi, der i munden på en dygtig fortæller kan vække de døde til live, selv efter mange århundreder.” Og det er netop hvad Lasse Holm og alle andre gør, når de skriver Ragnar og hans sønner ind i vores historie.

Holm har gjort et flot stykke forarbejde og research, hvilket har resulteret i en yderst velkomponeret og spændende vikinge-roman. Jeg er især vild med den konstante dialog omkring det at fortælle historier, myter, at tro på dem, at opdigte sin egen historie, at bøje sandheden fordi det er nødvendigt. Som Mesterskjalden Brage Boddasøn siger til Rolf: “Stole helt på en god historie kan man vel aldrig. Mange pynter på hændelserne for at fastholde publikums interesse“.

Læsere der nyder Johanne Hildebrandts sagaer om Valhal eller fantasylæsere der elsker bøger som Abercrombies Den halve konge vil befinde sig godt med Lodbrogsønnernes hævn. Jeg glæder mig meget til resten af trilogien.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s