Boganmeldelse: Morten Pape – Planen

Titel: Planen. Forfatter: Morten Pape. Sider: 565 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2015. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★

“Solen finder sjældent vej ind i Planen, den gemmer sig for alt det der gemmer sig rundt om hjørnerne. De enorme beboelsesklodser af beton kaster lange firkantede skygger der krydser hullede parkeringsplads, ujævne fortove og stier med utallige lappeløsninger i asfalten, der som en maltrakteret krop er forsøgt surret sammen af tykke hudlapper med nål og tråd uden bedøvelse…Skyggerne ligger over de mange træer man engang har plantet her, buskene man engang har gemt stofferne i, gyngestativer og legepladserne man engang kunne være barn i.”

Morten Pape har med Planen begået en mursten af et mesterværk på størrelse med betonklodserne der omgiver det sted, han er opvokset i og flygtet fra. En sprogligt overlegen roman med så autentisk en skildring af opvækst, arv og miljø, at det ikke bliver mere ægte, end hvis du selv havde været der. Du kan næsten lugte “lorteøen”.

Da jeg forleden på arbejde skulle skrive et lille stykke tekst om Morten Pape, kom jeg igen til at tænke på den grå murstenslignende bog, Planen, der har gemt sig på min bogreol i over et år. Bogen er Papes debutroman, som ikke bare indbragte ham fantastisk flotte anmeldelser men også BogForums Debutantpris i 2015. Selv nåede jeg aldrig at få den læst, men jeg har længe tænkt på, at jeg ville i gang. Jeg glæder mig dog over, at bogen ikke bare har samlet støv på reolen sammen med de russiske læderbindsværker, som jeg nok aldrig får læst, men at den rent faktisk har været på besøg hos en kollega og min fætter, sidstnævnte læser ikke mange bøger, men var helt vild med Planen. Jeg bliver så glad, når jeg anbefaler den rette bog til den rette læser. For at gøre en lang historie kort: det er godt nok long overdue, at jeg kommer i gang med Planen.

I Planen følger vi Morten, der vokser op i ghettoen Urbanplanen på Amager i 90’erne. Urbanplanen har fået sit navn efter den Københavnske  Overborgmester Urban Hansen, der i 60’erne valgte området på Amager til sin plan om at skabe velfærdsbyggeri for almindelige danske lønmodtagere. At projektet senere skulle lægge navn til en ghetto af den kaliber havde den kære borgmester nok ikke regnet med. Men det er altså her, blandt de kolde betonkasser med huller i vinduerne og stier med utallige lappeløsninger, ujævne fortove og skudhullerne i værtshuset, at Morten vokser op – i et miljø præget af vold og kriminalitet. Og det er ikke nemt for Morten, der er intelligent, drømmer om at blive skuespiller at vokse op under umulige vilkår i et understimuleret miljø, der ovenikøbet er præget af en selvforstærkende underklasse-jantelov, samtidig med skilsmisse og problemer på hjemmefronten.

Pape er så sprogligt overlegen, at man ikke kan andet end at imponeres fra allerførste sætning. Det mærkes allerede i det første lille afsnit inden prologen, skrevet i kursiv, hvor Morten oplever sin far “dø”: “En Tyrannosaurus kunne have stepdanset gennem hele ghettoen det øjeblik, og selv ikke den mest asfaltkyssende dranker ville have bemærket det”. Læg lige mærke til ordspillet og den tunge dinosaurus som billede på, hvordan alt står stille i Mortens verden, da faren falder om på vejen.

Den autofiktive genre og det at tage af hovedstolen og skrive på sit eget liv er ikke noget nyt, genren har altid fascineret mig, men der hvor den virkelig rammer noget i mig, er, når et enkelt menneskes historie også bliver almengyldig. Når det bliver sat ind i en litterær, kunstnerisk ramme, og kan fortælle,revolutionere og ændre vores synspunkt eller give os indblik i miljøer, vi ikke kendte til. Det er, hvad Planen kan. Pape er ofte blevet kaldt den hvide Yahya Hassan, og det er forståeligt. For hvor Yahya har skildret opvæksten som et fejlslagent integrationsprojekt, gemt væk blandt fejlagtige anbringelser og fængselsdomme, opvokset med Islam som en straf udført af en voldelig far, så er Morten den etnisk danske pendant. Det er ham, som er en minoritet i ghettomiljøet på Urbanplanen, det er ham, som bliver provokeret af drenge som Yahya, det er Morten, der pludselig bliver tabt i systemet. Urbanplanen er et sted, man ikke ønsker sine børn vokse op. Morten lever i en arena der er uoverskuelig, hvor proletariatets afkom danser krigsdans hver dag iført sine hudfarver som uniformer.

Papes sprog er den rene poesi: “..en rusten rutsjebane der ebber ud som en rådden tunge..” er bare et af de mange eksempler, hvor Papes veklsen mellem højt, poetisk legen med sproget og barsk ærlighed blandet med kropslighed viser sig. Det er nærmest helt Knausgårdsk. Læseren bliver lukket helt med ind. Derind hvor det nogle gange er grimt og pinligt.

Morten er usikker på sig selv og kan ikke lide sig selv: “Når jeg kigger på mit spejlbillede, ser jeg en dreng, jeg ikke har lyst til at være. Han ser så sølle ud med sine buttede kinder, det tynde leverpostejsfarvede hår og brillerne der får ham til at ligne præcis den undermåler han er”. Alligevel overlever han i det hårde miljø, men ikke uden skrammer, fysiske såvel som psykiske. De fagligt udfordrede drenge i Mortens klasse kompenserer for deres manglende evner ved i stedet at styre skolegården og klasseværelset med magt, mobning og frygt. Morten er ikke populær og bliver drillet af eneherskeren Fuad, Paki-Anders og de andre drenge, men han er begavet og slår de andre med længder, når der skal læses højt i danskundervisningen. Heldigvis finder Morten en ven i asiateren Andrew, og sammen står de stærkere midt i det Fluernes Herre magthierarki, der er en naturlig del af klassen og hverdagen i Urbanplanen: “I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig uden for Urbanplanen”. Gennem hele sin opvækst i Planen føler Morten sig indespærret. I fængsel. Men ikke bag tremmer eller glas, men bag billigt beton. Mortens mor er godt klar over, at familien er endt et sted, som ikke er holdbart: Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her vel? spørger hun hypotetisk, men Morten svarer ikke, og familien bryder aldrig rigtig væk.

Pape skildrer et autentisk og troværdigt tidsbilledet af 90’erne med alt, hvad det indebærer af Robinson-ekspeditionen, Buffalo-sko, Iceman-trøjer, Dj Alligator og Eiffel 65, Giorgio Armani parfume, Eastpak-tasker. Som barn af 90’erne nød jeg tilbageblikket, omend Pape er opvokset i et andet miljø end jeg selv, så genkender jeg mange af tingene i min egen barndom alligevel, også de store katastrofer som 9/11 og Muhammed-krisen, som Planen også skildrer, og det gjorde kun romanen endnu bedre.

“Jeg vil gerne have at hele verden skal kende til min smerte, men samtidig lader jeg aldrig nogen vide at siderne og ordene overhovedet eksisterer”, siger Morten til sig selv, og gemmer sine rim og skriverier et sted, hvor ingen finder dem. Men hvor er det fantastisk, at forfatteren Morten Pape fandt dem frem, om de så nogensinde har eksisteret fysisk eller kun i hans tanker, så Planen kunne blive en realitet. En mursten af et mesterværk.

Følg og like liftix

Skriv et svar