Boganmeldelse: Anne Grue – De voksnes rækker

Titel: De voksnes rækker. Forfatter: Anna Grue. Sider: 437 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆☆

“Klokken tre var Helle klar til at få besøg. Beatles-klubbens ugentlige møde var blevet flyttet til i dag, fordi Susanne skulle noget andet med spejderne mandag. Denne gang blev alle rutiner overholdt: Der var anbragt tre tændte stearinlys på den ølkasse, som gjorde det ud for sofabord, og Helle havde lavet te og ostemadder. På rejsegrammofonen snurrede With The Beatles, som alle tre piger nu kunne udenad.”

Anne Grue præsenterer i De voksnes rækker et fint og vel for mange nok nostalgisk tidsbillede af de glade 60’ere, men som med Italiensvej fandt jeg selve handlingen, konflikterne og karaktererne lidt for kedelige.

De som følger mig ved, at jeg er totalt fortabt i 60’erne, både når det kommer til litteratur og musik, men også tøj og film og alt, hvad der har med det årti at gøre. Så da Anna Grue og Politikens Forlag, og en masse andre læsere, lovede at De voksnes rækker ville føre en lige tilbage til Beatles, KB-hallen, bobbet hår og grammofonplader, så var det lige det, jeg havde behov for. Jeg har tidligere læst Italiensvej, forgængeren, men var ikke så begejstret, kunne slet ikke mærke tidsbilledet, det føltes ikke troværdigt. Det kan I læse om HER, men jeg var derfor spændt på at læse De voksnes rækker.

I De voksnes rækker følger vi stadig italienske Vittoria, som vi mødte i Italiensvej. Hun har nu boet seks år i Danmark, siden hun i 1958 flygtede fra Italien af årsager, man kan læse mere om i Italiensvej. Hun er stadig gift med Einar, og tilsammen har de tre børn, Helle og Jan fra Einars tidligere ægteskab og Vitas Mads. Venskabet med den danske veninde, Conny, der nyder luksuslivet i Hellerup med sin mand, er intakt, men tilværelsen som husmor i 1964 er ikke lykken de to veninder. Ungdomsdrømmene er slut, og det er ikke nemt for Vita og Conny at acceptere.

Anna Grue skriver udmærket, uhøjtideligt, let og i et fint tempo, og jeg mærker allerede i første kapitel langt bedre tidsånden, både i sprogbrug, dialoger og de uudførlige beskriver af de rum, som karaktererne færdes i, musikken de lytter til, maden de spiser, end jeg gjorde i Italiensvej. Allerede her lover det bedre, end da jeg læste Italiensvej, og jeg forsvinder ret nemt tilbage til 60’erne godt hjulpet på vej af min 60’er-playliste fra Spotify. Den alvidende fortæller lader os hoppe ind og ud af de forskellige karakterers tanker, og handlingen glider hurtigt fremad, så siderne bladrer sig selv. Vi er med når de unge piger skal konfirmeres, og allermest ønsker sig en grammofon og Beatles-plader, når de gør oprør mod familien og traditionerne, og når husmødrene keder sig.

Romanen er hurtigt læst, til tider lidt kedelig i sine lange dialoger, der ikke bringer noget særligt til selve handlingsforløbet, hvor der heller ikke sker det store. En letlæst og hyggelig roman med et fint tidsbilledet med detaljerede miljøbeskrivelser, men uden særlig dybde i karakterer eller konflikter. Der er desværre for mange passager, som jeg ikke synes er vigtige eller bidrager til noget handlingsforløb. Hvad handler bogen egentlig om? Foruden det at ville beskrive 60’rene? Husmor-liv? Kedeligt ægteskab? Venskab? Barnløshed? Teenage-oprør? Den første forelskelse og hvilken Beatle der er pænest? Og en tur til Rom? Ikke så meget andet. Karakterer med spændende potentiale bliver præsenteret, men forsvinder igen uden at blive brugt til noget. Der er for mange ligegyldige hverdagslige passager, som fint beskriver dynamikken i et familieliv, men plotmæssigt er det bare fyld og unødvendigt for selve fortællingen, der halter sig fremad- selvom bogen egentlig er hurtigt læst. Særligt til sidst sad jeg og var spændt på en mystisk og kort nævnt karakter, men den bliver ikke samlet op eller brugt til noget. Med De voksnes rækker sad jeg lidt til sidst med en fornemmelse af: Var det dét?! Det var det. Det kan være en smagssag, og romanen er sikkert udmærket til andre læsere, jeg kedede mig desværre bare mere, end jeg morede mig.

Følg og like liftix

Skriv et svar