Boganmeldelse: Diana Gabaldon – Trommer i det fjerne #Outlander 4

Titel: Trommer i det fjerne. Forfatter: Diana Gabaldon. Sider: 1074 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★

“Tanken om Joe Abertnathy og Brianna, gav mig en sælsom følelse af dobbeltsyn, af at eksistere to steder på en gang. Jeg kunne se deres ansigter for mit indre øje, høre deres stemmer for mit indre øre. Men virkeligheden var manden ved siden af mig, der gik af sted med svingende kilt og hovedet bøjet i bekymrede tanker. Og det var ham, der var min fristelse: Jamie.” 

Tag med på endnu en hæsblæsende tidsrejse, når Claire Fraser og hendes skotske højlænder Jamie forsøger at skabe sig et hjem i De Amerikanske Koloniers vilde natur. Outlander-fans kan roligt glæde sig til en af seriens bedste bøger, fyldt med spænding, familieintriger, nye skurke og livsafgørerende valg.

Som I nok ved, så er jeg ret vild med Diana Gabaldons Outlander-serie, der netop har afsluttet sin tredje tv-sæson på Starz og Netflix. Jeg har læst de første fem bøger i serien på engelsk, er midtvejs i bog seks A Breath of Snow and Ashes, men jeg nyder faktisk at genlæse bøgerne, når de danske oversættelser kommer. Der er ofte ting, som går tabt i Diana Gabaldons imponerende detaljerige romaner, når jeg læser på engelsk, og derfor er de danske versioner den oplagte mulighed for at få det hele med. Trommer i det fjerne (eng. Drumms og Autumn) er udkommet her den 16. januar, hvilket er det perfekte tidspunkt, eftersom vi nok skal vente helt til efteråret med sæson 4, der netop nu bliver indspillet.

Vil lige advare om, at der i denne anmeldelse kan være en del spoilers til personer, der ikke har læst bind fire i serien.

I Trommer i det fjerne tager vi igen med den tidsrejsende læge Claire Fraser og hendes mand, 1700-tals skotten Jamie, på en rejse. De er i Den rejsende (bind 3) netop blevet genforenet efter 20 års adskillelse grundet Slaget ved Culloden i Skotland. Nu har skæbnen og et skibsforlis bragt dem fra det caribiske hav til De Amerikanske Kolonier, nærmere betegnet kysten ved Georgia, hvor de beslutter sig for at slå sig ned. Året er 1767, da de begynder deres liv i Den Nye Verden ligesom mange andre tilrejsende immigranter, men Claire ved, at Den Amerikanske Revolution nærmer sig. Claire og Jamie glæder sig over, at deres datter, Brianna Fraser, er i sikkerhed tilbage i 1960’ernes Boston, og beslutter sig derfor at takke ja til Guvernørens tilbud om et stort stykke jord, der senere bliver til Frasers Ridge på Cape Fear-flodens sletteland i kolonien North Carolina. Men håbet om et fredeligt liv varer ikke længe for Claire og Jamie. Brianna finder et rystende avisudklip i fremtiden og tvinges til at rejse tilbage for at redde sin mor, som hun har mistet, og den far, hun aldrig har mødt.

Diana Gabaldon imponerer igen med sin overbevisende prosa, jeg kender ingen forfatter der som hende kan skildre tidsperioder og karakterer så autentisk. Og som i Den rejsende har Gyldendal og denne gang Signe Lyng gjort et stort stykke arbejde med oversættelsen. Hvis man har muligheden vil jeg dog stadig anbefale at læse serien på engelsk først, da det engelske sprog unægteligt passer bedre til Jamies skotske og gæliske udtryk, men den danske oversættelse er også ganske udemærket. Trommer i det fjerne er ligeså spændende som de andre bøger i serien hvis ikke mere. Handlingen er så intens, at de 1074 sider vender sig selv. En læseoplevelse af de helt store.

Ligesom i Den rejsende har Gabaldon fortælleteknisk valgt at skifte mellem to handlingssspor og en del fortællerstemmer. Det ene spor følger Claire og Jamies færden i 1767 i De Amerikanske Kolonier og det andet følger Brianna og Roger i 1968 i henholdsvis Boston og Skotland. Det giver handlingen et drive og en dramatik, der hiver læseren helt med ind i fortællingen og giver samtidig mulighed for at følge Briannas tanker, inden hun rejser tilbage i tiden for at redde sine forældre. Og til tv-serie fans, som har været begejstret for Brianna og Roger som karakterer, og de som gerne vil se mere til dem kan jeg kun sige: Glæd jer. Den spirende forelskelse mellem de to, der starter i Den rejsende, fortsætter i Trommer i det fjerne, men som Jamie og Claire må Roger og Brianna også grueligt meget igennem for at være sammen.

Jamie og Claires prøver i Den Ny Verden ikke kun at vende sig til nye kulturer og omgivelser, men også hinanden. De tyve års adskillelse har sat sig i dem, og Claire må hele tiden forsøge at leve med, at hun for at få Jaime tilbage måtte forlade sin datter i fremtiden. Bree har skubbet Roger Wakefield fra sig, for selvom han er den eneste, der kender til hendes rigtige far Jamie Fraser og Claires tidsrejser, den eneste der virkelig forstår hende, så bringer han også ubehagelige minder om det savn Bree bærer til sin mor, som hun har mistet, da hun rejste tilbage i tiden. I Trommer i det fjerne præsenterer Diana Gabaldon desuden også en ny skurk, og Jamies første møde med ham får så vidtrækkende konsekvenser for Fraser-familien, at Black Jack Randells handlinger er vand ved siden af. Uden at afsløre for meget, så kan jeg godt love, at læseren vil få sig en antagonist af den helt værste skuffe.

Hvis du elsker Susan Donells fortllling om Pocahontas vil du også elske Trommer i det fjerne, der skildrer samme historie: mødet mellem den hvide mand og indianerne, hvordan immigranter kom til Amerika, fordrev de indfødte og vilde, og gjorde landet til deres eget. Endnu engang skildrer Gabaldon historiske perioder til perfektion, blandet godt sammen med hendes fantastiske sans for dramatik og medrivende fortællerstemmer.

Femte bind i Outlander-serien Det brændende kors forventes udgivet på dansk hos Gyldendal den 1. juni 2018 og sjette bind Et pust af sne og aske den 6. juni 2018. Der er bestemt noget at glæde sig til for de danske Outlander-fans. Og til os allesammen, når sæson 4 kommer til efteråret. Der er scener i bogen her, som jeg slet ikke kan vente med at se skuespillerne og holdet bag gøre levende!

Anbefaler varmt at lytte til denne playliste, når du læser Outlander.

Følg og like liftix

Skriv et svar