Titel: Dage jeg vil huske – Min tid med Yoko Ono og John Lennon. Forfatter: Jonathan Cott. Sider: 207. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2013. Anmeldereksemplar: Peoples Press. ★★★★★
“Men det var lige præcis John og Yokos groteske og naive nærvær i verden, som gjorde dem til et ægte og moderne romantisk par – kun to tåber kunne være så forelskede”.
Dage jeg vil huske er et råb, et oprør, en kontrapunktisk hylen, en lyrisk, poetisk symfoni af frihed, fred, kærlighed, krop, kunst, performance, politik, musik og revolution. Læs den! Elsk den! Mød Yoko Ono og John Lennon!
Dage, jeg vil huske er en rørende fortælling om Jonathan Cotts venskab med John Lennon og Yoko Ono over en periode på 45 år. Den begynder en kold New York morgen i 1963 og slutter den 5. december, 1980, da Cott interviewer John tre dage før hans død. Om bogen skriver Yoko Ono: “Jeg kan høre John i mine ører og mærke ham i mit hjerte. Det er en god bog for Lennon fans. I får her en fornemmelse af to forelskede mennesker, som indimellem er dristige og opsigtsvækkende, men som glemmer at passe på hinanden. Det var faktisk sådan, vi var, folkens!” Og jeg havde det på samme måde. Jeg kunne virkelig mærke John Lennon komme til live ved Jonathan Cotts skarpe og følsomme pen, men Jonathan Cott er da også lidt af en pioner, når det kommer til biografier om musikalske og kunstneriske legender. Han er forfatter til seksten bøger blandt andet om Bob Dylan, Leonard Bernstein og Glenn Gould og har siden magasinet startede været redaktør på Rolling Stone Magazine.
Cott vågner på Columbia University i 1963 til lyden af sin clockradio og “She was just seventeen, you know what I mean”, og læseren er med det samme taget tilbage til 60’erne med forfatteren. Derpå følger de første mindeværdige anekdoter: John Lennon, der selvsikkert til en koncert i Prince of Wales Theatre i London foran Dronningemoderen og prinsesse Margaret udbryder: “Til det sidste nummer her får vi brug for jeres hjælp. Jer på de billige pladser, I må gerne klappe. Og I andre kan bare rasle med smykkerne”, efterfulgt af en Beethoven og Goethe anekdote. Det er balsam for musik- kunst og litteraturelskeres sjæl lige fra første side.
Dage, jeg vil huske er samtidig en ærlig bog om Yoko og John, af en interviewer, der tør stille spørgsmål til kritikken af hovedpersonerne. Cott skriver blandt andet, at vi ikke kan modsige, at Yoko elskede John: “Gennem de mere end 30 år, der er gået siden Johns død, har Yoko stædigt og hengivent som flammens vogter holdt hans frygtløse og drømmende ånd i live” med reference til IMAGINE PEACE TOWER værket, der står opført på den islandske ø Videy til minde om John.
Kunst og performances blev en del af Yoko og Johns virke og forhold. Yoko stod fast på sine principper, når hun blev kritiseret for at være for avatgardistisk og trække John ned, selvom han allerede inden Yoko eksperimenterede og dekonstruerede lydcollager og lydfragmenter. Yoko uddyber og forsvarer sin kunst: “Pointen er, at kunstnere er en del af samfundet, de er ikke adskildt fra det. Og det, de prøver på at gøre, er på en måde som at involvere sig i en storstilet intellektuel voldtægt af hele befolkningen. Men jeg vil gerne forklare, at jeg med ‘voldtægt’ kun mener, at folk får åbnet deres sind og derfor kan være i stand til at befri sig selv fra deres indsnævrede fordomme”.
Bogen er fyldt med sjove anekdoter, særligt elskede jeg historien om albummet Unifnished Music No. 1: Two Virgins af Yoko og John, hvor for-og bagsiden af coveret var to nøgenbilleder af Yoko og John. Det ene med fronten mod kameraet, det andet med ryggen til. Albummet udkom 1968, og Cott skriver: “Da forhandlerne blev konfronteret med offentlighedens forargelse, besluttede de at sælge albummet i en enkel, brun indpakning, der skjulte alt andet end John og Yoko hoveder. På trods af papirindpakningen blev tusindvis af eksemplarer beslaglagt som pornografiske i afskillige retskredse. Omkring 30.000 eksemplarer blev konfiskeret, da de ankom til Newark Airport i New Jersey, og i Chicago lukkede sædelighedspolitiet adskillige pladebutikker, fordi de udstillede albummets cover uden indpakningen”.
Cott spørger i Et interview Yoko, hvordan hun har det med, at mange kritiserer hende for, at Beatles-gruppen gik i stykker. Hun svarer: “Jeg tror, at medlemmerne af Beatles var alt for stærke, robuste og individualistiske til at ligge under for mig. Altså, da jeg mødte Beatles-medlemmerne var John og jeg så forgabte i hinanden, at vi ikke rigtige kunne se andet. Og vi havde ikke plads til at overveje, hvordan vi virkede på andre – vi var fuldstændig i vores egen verden. Nu er jeg godt klar over, at vi lukkede alle andre ude”.
“Vi er ikke akademiske. Vi er for skøre udelukkende til at være intellektuelle – selvom vi også har den side, kan vi ikke holde fast i den. Vi ryger altid tilbage i galskaben”.
Dage, jeg vil huske er et gribende og kærligt portræt af et af kulturhistoriens mest omtalte par, og anbefales til jer der elskede: Just Kids om Patti Smith og Robert Mapplethorne og Du sagde det selv om Sylvia Plath og Ted Hughes.
Soundtrack: The Beatles Box Set of course!