Titel: Det glemte brev. Forfatter: Jillian Cantor. Oversætter: Lotte Kirkeby Hansen. Sider: 320. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★☆☆
“Så han tegnede det som Herr Bergmann havde bedt ham om. Scener fra Österreich. Han tegnede dem ud fra hukommelsen, de smukke bygninger i Wien, og det gik op for ham, at han ikke anede, om de stadig var der eller ej. Men han tegnede dem, som de var dengang, han elskede det Østrig, som han kendte, det Østrig, som han engang havde elsket”.
Julian Cantor har skrevet en rørende time-slip-novel om Anden Verdenskrig. Om mod, kærlighed og slægtshistorier på tværs af tid og kontinenter.
I Det glemte brev er vi tilbage i Østrig i 1938, hvor Kristoff er i lære som frimærkegravør. Under krystalnatten forsvinder hans mester, og nu må Kristoff lave frimærker for tyskerne. Da krigen for alvor er brudt ud er Kristoff blevet forelsket i mesterens datter Elena, og er i et kapløb mod tiden for at redde sig selv og sin elskede. I 1989 i Los Angeles arver Katie Nelson sin fars frimærkesanling, og får den vurderet hos eksperten Benjamin. Et sjældent Østrigsk frimærke på et brev fra 1940’erne sender Katie til Berlin, hvor hun søger svar på brevets indhold. Her bliver hun konfronteret med en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, på tværs af lande og generationer.
Jeg elsker time-slip-novels, der er kendetegnet ved at være historisk fiktion, og med to handlingsspor i to forskellige årtier og med forbindelse til hinanden. Jeg havde derfor meget store forventinger efter de flotte anmeldelser i internationale medier og gik spændt i gang med Det glemte brev. Julian Cantor før er amerikansk forfatter bosat i Arizona, og har skrevet en del prisvindende bøger til børn og voksne. Det glemte brev er den første roman, der er oversat til dansk, og det er også første gang, at jeg læser noget af Cantor. Jeg har til gengæld læst mange bøger om Anden Verdenskrig, gode såvel som dårlige, og Cantors Det glemte brev er en af de bedre, uden fuldstændig at forblænde mig. Det vil altid være Tage Skou-Hansens De nøgne træer og Pigen med den blå cykel, jeg beundrer mest af romaner om Anden Verdenskrig.
Handlingen skrider frem i udmærket tempo i Det glemte brev. Sproget er udemærket, uden at være overvældende. Hvis man skal være kritisk, så siger Kristoff “Okay” i 1938. Jeg er nu ret sikker på, at det ord slet ikke var opfundet dengang. Der kunne man godt have lavet lidt mere research, så sproget var mere tidspassende, men det kan også være fordi, man ikke ønsker for stor sproglig diversitet i de to handlingsspor. Romanen er skrevet efter den typiske time-slip-novel skabelon, der indfrier de håb om plot og spænding, som historisk fiktion-læsere går efter. Det er en fin feel-good-roman, der sikkert bevæger sig fremad, uden for alvor virkelig at udfordre sin læser med tomme pladser eller virkelig barske konflikter eller krigsskildringer. I forhold til at holde det, den lover på bagsideteksten, lever den fuldt op til de forventninger.
Som altid finder jeg datidshistorien om Kristoff og Elena i 1938 mere interessant end den lidt kedelige, klichéagtige med Katie, som er blevet skilt, men som bruger brevet, frimærket og Benjamin som en flugtvej, så hun ikke skal tænke på sit eget rodede kærlighedsliv. Der bliver ogås foræret lidt for mange psykologiske slutninger til Katies person, dem kunne forfatteren godt have ladet læseren selv udtænke og filosofere over.
Der er lidt Kaptajn von Trapp fra Sound of Music over Kristoffs kærlighed til sit fædreland, denne indre sorg over at have mostet sit land. Som Østriger føler Kristoff sig klemt i midten. Mellem jøderne og tyskerne. Han er forelsket i en jødisk pige og vokset op i en jødisk familie, men han er tvunget til at heile og lave frimærket til Det Tredje Rige for at overleve. Det giver ikke bare konflikter blandt ham og Elena, der er aktiv i modstandsbevægelsen, men også konflikter inde i ham selv. Det glemte brev er en fin roman til de kommende forårsdage!