Titel: de. Forfatter: Helle Helle. Sider: 160. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Dagens Bog ★★★★☆
“Hendes mor er stadig i overfrakke, de griner over nogle krummer på kraven. Hendes mor stikker sin strømpebuksefod ind i siden på hende, så hun er ved at tabe skålen. De griner og griner. Det er ved at blive mørkt, guirlanderne rasler ude under vinduet”.
de er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.
Erik Svendsen er den eneste anmelder, der skriver kritisk om Helle Helles nye, ellers meget hjerte og stjerneroste roman de. Erik Svendsen mener i Jyllands Posten, at romanen for en fan er til fem stjerner, men giver den selv fire: “fordi Helles styrke også er hendes svaghed. Den er karrig med refleksioner, og på den måde er dens beskedenhed også intellektuel dovenskab”, skriver han, og det er første gang, at jeg mindes, at kritiker i dagbladene indrømmer, at en roman måske er bedre for andre end lige for ham.
Det er lidt på samme måde, jeg selv havde det, efter jeg i onsdags læste de. Det tog mig kun en halvanden times tid, på den måde kan en roman der tager så mange år at skrive synes letkøbt, men den ruger stadig i mit hoved, og derfor må jeg revurdere. Jeg lyttede til Frøkjær og forfatterne podcast i går med Helle Helle og drøftede bagefter både romanen og podcast med nogle venner over en øl på vores stamcafe. Og jeg får lyst til at give den fire stjerner i stedet for de tre, jeg umiddelbart gav den minutter efter min første læsning.
Jeg følte mange gange romanen uforløsende, hver gang den rigtig gik ind i noget, så forsvandt det hurtigt igen i næste sætning. Og det er jo det, Helle Helle kan. Skrive minimalistisk, trivielt og nogle gange helt ordinært i en sætning, og så kapow, så rammer næste sætning helt ind i hjertet og kan næsten med få ord gøre læserens øjne våde. Jeg analyserede Hus og hjem som et af de første værker på danskstudiet på uni, og jeg er klar over, kompleksiteten i Helle Helles sprog. At hun bevidst har kaldt moren i de for “hendes mor” hele vejen igennem, som et navn, og aldrig det måske nok flere steder mere grammatisk korrekte “sin mor”. At hun tænker over hvert et ord, hver en sætningskonstruktion. Også de uforløsende. For når veninden bliver anklaget for at have fået sig en borgerlig kæreste, og forsvarer sig med: “ja, men hans mor er socialrådgiver”, hvortil der bliver svaret “nå”. Ja, så er dialogen altså slut, og det er alt det, der ligger under denne dialog, alt det uudtalte, der er det interessante.
Helle Helle har gjort det igen, jeg har ændret min bedømmelse til fire stjerner, og for en inkarneret fan er de alt det I havde drømt om: skarp, lige dele humoristisk og hjerteskærende,sproglig overlegen, hellehellesk i sin form, ulmende dramatik lurende konstant lige under sætningerne, og ikke mindst et kærkomment trip down memory lane til en provinsby i 1981’erne, med alt hvad det indebærer af kinasko, etagehår, citronvand, kassettebånd, væg til væg og ørkenstøvler.