Anmeldelse: Thomas Korsgaard – En dag vil vi grine af det

Titel: En dag vil vi grine af det. Forfatter: Thomas Korsgaard. Sider: 320. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

“Min mor ville takke for turen, smække døren i, lige så snart dankortmaskinen bippede godkendt, og gå ind og sove i min brors seng. En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid, ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet”. 

Thomas Korsgaard er tilbage, og han er i storform! En dag vil vi grine af det er som forgængeren en symfoni af skarp dialog, intelligent socialrealisme, og sprogligt præget af en benhård tragikomik med distanceret ironi, der lader læseren skiftevis rammes af gråd og grin!

Efter den anmelderroste debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi, om en families kamp for overlevelse i et fattigt landsbysamfund, hvor der lugter af lort og hundene render frit rundt på gårdspladsen, er Korsgaard nu klar med den selvstændige fortsættelse En dag vil vi grine af det.

I Hvis der skulle komme et menneske forbi mødte vi Tue, der sammen med sine søskende var blevet overladt til sig selv, tvunget til at skabe deres egen tilværelse, normer og regler, mens faren forgæves forsøgte at formindske sin gæld, og moren fortrængte tabet af lillesøsteren i en cyberverden af online-kasinoer. Nu er Tue blevet ældre, og må forsøge at finde sig selv midt i den ensomhed og fysiske og psykiske vold, der præger hans hverdag. I En dag vil vi grine af det har Tues mor fået 900.000 i erstatning for en arbejdsskade, og fremtiden ser pludselig lysere ud for familien. Men er penge nok til at fjerne rodet, kaosset og problemerne? Og hvordan påvirker det Tue at blive ældre og indse, at livet fortsætter langt ud over de lugtende marker i hjembyen? Denne gang følger vi også med Tue gennem gymnasiets 2.g, hvor seksualiteten for alvor får love til at udfolde sig.

“Måske var det ikke noget. Måske var det bare mig, som havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt. Derfor begyndte jeg at samle på detaljer. Dette er også en detalje:” 

Således starter Korsgaard sin roman, og man aner allerede her den proces forfatteren selv har gennemgået. Hvis der skulle komme et menneske forbi er delvist beskrevet på selvoplevet liv, omend sat i en litterær og kunstnerisk ramme – og med al den frihed og digtning der følger med den form – men Korsgaards’ egen lillebror var ikke sen til at kritisere Korsgaards karakteristik af særligt deres far i dagbladsaviserne i kølvandet på udgivelsen af Hvis der skulle komme et menneske forbi, da han ikke kunne genkende den. Nu er opfølgeren her så, og hvor meget af den er så baseret på Thomas’ eget liv? Jeg ved det ikke, og det er egentlig heller ikke vigtigt. Alle forfattere skriver delvist på en inspiration fra mennesker de har mødt, konflikter de selv har oplevet eller om miljøer, de genkender eller måske stammer fra. Dét der var, og stadig er, Korsgaards styrke, er den fuldstændig eminente dialogveklsling mellem karaktererne, og den Erling Jepsenske tragikomik, der ligger og ulmer under alle sætningerne. Det er socialerealisme så det batter, på højde med Ejersbo og Pape, og endnu en kærkommen stemme til  taberne, til provinsen, til de sociale udsatte og til de dysfunktionelle familier. Til alt det, vi ikke snakker alt for højt om! Til alt det beskidte og pinlige, som vi gemmer væk.

Vi er tilbage i Nørre Ørum, hvor der står halmballer i vejkanten, og graveren sidder i en trillebør foran kirken med sin termokande, her løber hundene stadig løbsk i haven og mottoerne hænger som vasketøjet på stribe i luften: “Den som venter på noget godt, venter ikke forgæves” og “Den, man er, når man bliver 40, den er man resten af livet”, “Ingen på denne jord er uundværlig, det skal du aldrig bilde dig selv ind” og “Hvis man ikke havde noget fornuftigt at sige var det også bedre at holde sin kæft”. Hos Tues familie er tingene næsten de samme, Tue higer stadig efter sine forældres nærhed og kærlighed, og det går da også lige direkte i hjertet på læseren,  da Tue fx ligger sine arme om faren for at læse en avisoverskrift højt for ham: “Jeg stillede mig hen bag ham og lagde armene ned omkring hans varme hals, lænede mit hoved mod hans og læste en overskrift op”, hvortil faren udbryder hårdt: “Kan du ikke finde nogen andre at gnide dig op af?”.

Tue vil flytte hjemmefra, han vil frigøre sig fra familien, han siger undskyld alt for meget, han vil male sit værelse sort, og han vil have fisk igen. Det er rart at have noget levende på værelset, så der ikke er helt stille. Mor og far skal skilles. For Mor har mødt en Fynbo. Men Lonny og Lars holder alligevel  kobberbryllup, hvor de får islagkage og mad udefra, hele familien er samlet, og O.P drikker for meget og braser sammen ovenpå en af de nye hvide plastic havestole. Tue mindes, hvordan mor Lonny engang var smuk: “Før min far og os. Længe før det dødfødte barn, alle regningerne, opkaldene fra kommunen og depressionen.” Far Lars går stadig skiftevis i kedeldragt og undertrøje med en smøg i mundvigen, landbruget er stadig gået konkurs, men lillesøster Nina er blevet kronraget, og lillebror Morten er på vej på efterskole. Tue har også fået sig en veninde. Iben. Hun er lidt mere tjekket, og tager på ferie sydpå med sin familie. Det er også hende, der sætter sprog på Tues seksualitet. Da en taxachauffør spørger, om de er et par, udbryder Iben: “No, hes gay!” Tue ryster på hovedet: Iben sprang altid ud på mine vegne.

Mor Lonny søger forgæves en relation med Tue, og deler glædeligt hensynsløse betroelser, som Tue ikke ønsker. Han ved godt, hvad der sker, når mor fortæller far om Fynboen. Og hver gang der er en lille smule forsoning og fælles forståelse mellem moren og Tue, når hun nusser ham og kalder ham puttefis, så vender hun pludselig på en tallerken og holder med faren og taler grimt til Tue. Far Lars taler også grimt til Tue, når han ellers taler. De har ikke noget fælles sprog. Tue er den boglige, faren er ikke intellektuelt begavet. Tue er også i en form for oprør i sig selv. Han er godt klar over, ar han er homoseksuel men benægter det i alle konfrontationer. Nå veninden Iben siger det, når mor Lonny siger det. Åh, hvordan skal det dog gå Tue?

En dag vil vi grine af det er om muligt endnu mere barsk, voldelig og tåkrummende i sin karakteristik af en familie i opløsning end forgængeren. Konflikterne er blevet større og mere udtalte, dialogerne hårdere og mere tragiske. Afstanden mellem børn og voksne markant værre, og intimiteten skrøbeligere og ofte ikke-eksisterende. Og som en naturlig udvikling, da Tue jo også er blevet ældre, bliver sekusalitet og erotik også et emne, der bliver ekspliciteret tydeligt i romanen, særligt i sidste del.

Thomas Korsgaard har om sin debut sagt: “Jeg er nervøs, fordi det er så beskidt og hensynløst at skrive”. Og Tues mantra synes at være: “Det er ikke en god ide at lukke for mange mennesker ind i sit liv, når man ikke selv er tilfreds med det”. Tak fordi du alligevel lukker os ind, Thomas!

Følg og like liftix

Skriv et svar