Anmeldelse: Mona Høvring – Venteværelse i Atlanten

Titel: Venteværelset i Atlanten. Forfatter: Mona Høvring. Sider: 125. Forlag: Forlaget Lesen. Oversætter: Ditte Holm Bro. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Forlaget Lesen ★★★★

“Jeg var lige ved at indrømme at jeg altid havde ønsket mig en veninde som hende, ulastelig og raffineret, men jeg tog mig selv i det, der måtte være grænser for hvor fortrolig jeg ville være med et kvindemenneske, jeg kun havde smalltalket med i fem minutter. Alligevel ville jeg gerne give hende et svar, noget ærligt, noget som viste at jeg, trods vores korte møde, havde en slags tillid til hende”. 

Venteværelset i Atlanten er en stille men rørende kærlighedsfortælling om to kvinder. En lyd der bryder stilheden i et rum. Som en første replik, sukket eller gabet – der beskriver en erfaring, noget elskværdigt eller noget lunefuldt der forstyrrer roen.

Det er første, men ikke sidste gang, at jeg læser Mona Høvring. Den norske forfatter er primært kendt for sin anmelderroste lyrik, men evner også en sanselig og betagende instisterende prosa her i Venteværelset i Atlanten. Romanen følger Olivia, der er midt i tyverne og rastløs. Hun kæmper for at rive sig fri af sin dominerende mor samtidig med at hendes forhold til kæresten er udsigtsløst, og hun bliver syg af at arbejde på aluminiumsværket. Men så sker der to ting, der vender op og ned på Olivias trivielle liv: hun arver en villa i Reykjavik og hun møder kvinde Bé.

Jeg er vild med Høvrings skrivestil. Lige på, humoristisk, sarkastisk og med eminent personkarakteristik af Olivias indre tanker. Moren er dominerende, hun har bestemt, hvordan moster Ågot skal begraves, selvom moster Ågot helst ville ligge på Island hos onklen Johann. Olivia møder halvfuld op til begravelsen og koncentrerer sig egentlig mest om at få rigeligt alkohol og være så elskværdig som mulig i sociale sammenhænge. Der er noget humor og selvhad a la  Nynnes Dagbog men blandet med noget dybereliggende psykologisk indsigt i at skrive karakterer frem i stil med Delphine de Vigan, Sylvia Plath, Vigdis Hjorth og Leonora Christina Skov, som jeg virkelig nød under min læsning.

“Jeg rejser til Island, så snart jeg får nøglerne til huset, sagde jeg. Oplysningen fik min mor til at trække vejret tungt, sådan som hun altid gjorde, når hun ville meddele noget af betydning. Det lå ligesom i hendes natur at synliggøre de behov hun havde via den anstrengte vejrtrækning, disse gentagne suk. Behov. Hvor jeg dog hadede det ord.” Det behager ikke Olivias mor, at hun vil rejse til Island, og det er tydeligt gennem hele romanen, hvordan moren har en ikke nærmest usynlig men mærkbar magt over Olivia og hendes handlinger. Hun dominerer i det stille og med sin mimik og udtryk.

Olivia går stresset og retningsløs gennem livet, indtil mødet med Bé sætter noget i gang i hende. “Livet handlede stort set glødende aluminium, varme, sved, og på fridage – en druktur af og til, en tilfældig favn, og søvn, udmattet søvn, søvn uden hvile”. Forholdet med Kristian er gået i stå. Olivia falder i søvn under sex og bliver besat af vand, hun læser alt om bade i Antikkens Rom og Instanbul, det bliver næsten en daglig rutine for hende, en nødvendighed som Kristian ikke forstår, vand blev som en medicin for Olivia, selv når jun vasket hænder mærket hun en lindring. På aluminiumsværket bærer de alle petroliumsblå brandsikre jakker med uldtrøjer og skovmandsskjorter under og med hvide hjelme: “Heden stod op fra kæmpemæssige ovne og sodstank”. Men venskabet mellem Bé og Olivia ændrer Olivia. Hun bliver nysgerrig og betaget af den mystiske Bé: “Der var noget uklart over vores relation, noget modvilligt og forbeholdent selvom vi uden tvivl var betaget af hinanden”. Det er ikke kun Bés aristokratiske ydre, men en dybere tiltrækning der fascinerer Olivia og får hende til at tage denne smukke kvinde med sig til Reykjavik for st besøge huset, hun har arvet af moster Ågot, og her kan kærligheden både udfolde sig og gå i stykker igen.

Venteværelset i Atlanten er en lille roman fyldt med store betragtninger over kvindeliv, familierelationer og uudforsket seksualitet. Mona Høvring skriver stærk og klar prosa, der sætter sig i læseren og bliver ved med at udfolde sig, selv efter endt læsning. Jeg var fuldstændig vild med fortællingen om Olivia og Bés tid i Reykjavik, hvor de driver rundt i deres egen lille tosomhed og stjæler bøger fra det lokale bogantikvariat på opfordring af ejeren. Læs den!

Følg og like liftix

Skriv et svar